Gå videre til hovedindholdet

digt

stjernen, korset og halvmånen

du steg ned på bjerget
med ild og straf og død
du bragte skriften
hugget i sten skrevet med blod
du kaldte mennesker brændsel for ilden
du sagde:
gid, du kunne se dem, når de bliver stillet over for ilden
og siger: kunne vi blot blive sendt tilbage!
da ville vi ikke kalde vor herres tegn for løgn;
da ville vi være troende.
du sagde:
jeg er alfa og omega
den vældige
du sagde:
synd mod den hellig ånd tilgives ikke!
de kaldte dig gud
du nedkaldte forbandelser over de vantro
jeg kalder dig satan
med medlidenhed og tilgivelse tegner jeg dit billede:
som en skystøtte om dagen en ildsøjle om natten
gik du foran folket i ørkenen
slangen brændte i dit indre
de kaldte dig alle himles konge
og underkastede sig i rædsel din helvedesmagt
du strøede ilden over verden
og ilden fængede i menneskers hjerter
de stenede dig forbandede dig
du lærte dem:
had din næste!
dræb din næste!
med kæber af jern lukkede mørket sig om dem
da de fulgte dit drabsbud
på tronen sad du
og ville dømme levende og døde på den yderste dag
i vildelse sagde du:
lægger nogen noget til eller trækker nogen noget fra
blodskriften
vil jeg fratage ham hans del i livets træ
-
da kom der en der lærte:
elsker hverandre! tilgiv jeres fjender!
og så stor var din magt
at netop fordi han lærte dette
netop fordi han bragte kærligheden
korsfæstede vi ham
men vi glemte ikke hans ord
ham var det der fandt dig på dit helvedes bund
og drog dig tilbage til den fred
der var længe længe før du bragte sorgen ind i verden
stadig lyder hans ord i verden:
tilgiv
men som et spørgsmål
en længsel

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst