digt

stjernen, korset og halvmånen

du steg ned på bjerget
med ild og straf og død
du bragte skriften
hugget i sten skrevet med blod
du kaldte mennesker brændsel for ilden
du sagde:
gid, du kunne se dem, når de bliver stillet over for ilden
og siger: kunne vi blot blive sendt tilbage!
da ville vi ikke kalde vor herres tegn for løgn;
da ville vi være troende.
du sagde:
jeg er alfa og omega
den vældige
du sagde:
synd mod den hellig ånd tilgives ikke!
de kaldte dig gud
du nedkaldte forbandelser over de vantro
jeg kalder dig satan
med medlidenhed og tilgivelse tegner jeg dit billede:
som en skystøtte om dagen en ildsøjle om natten
gik du foran folket i ørkenen
slangen brændte i dit indre
de kaldte dig alle himles konge
og underkastede sig i rædsel din helvedesmagt
du strøede ilden over verden
og ilden fængede i menneskers hjerter
de stenede dig forbandede dig
du lærte dem:
had din næste!
dræb din næste!
med kæber af jern lukkede mørket sig om dem
da de fulgte dit drabsbud
på tronen sad du
og ville dømme levende og døde på den yderste dag
i vildelse sagde du:
lægger nogen noget til eller trækker nogen noget fra
blodskriften
vil jeg fratage ham hans del i livets træ
-
da kom der en der lærte:
elsker hverandre! tilgiv jeres fjender!
og så stor var din magt
at netop fordi han lærte dette
netop fordi han bragte kærligheden
korsfæstede vi ham
men vi glemte ikke hans ord
ham var det der fandt dig på dit helvedes bund
og drog dig tilbage til den fred
der var længe længe før du bragte sorgen ind i verden
stadig lyder hans ord i verden:
tilgiv
men som et spørgsmål
en længsel