Gå videre til hovedindholdet

Dagens koranvers

Allerede få sider inde i koranen er det klart for mig, at min læsning må blive kritisk. Jeg har fået den idé at jeg vil læse et par sider om dagen, og eventuelt kommentere læsningen offentligt her på bloggen. Den udgave jeg læser er som nævnt Ellen Wulffs nyoversættelse, der efter oversætterens indledende forklaringer baserer sig på den egyptiske standardudgave, der udkom i Kairo i 1924. Mine kommentarer vil selv sagt ikke være en videnskabelig redegørelse men derimod et forsøg på en selvstændig, personlig læsning.

Men først vil jeg redegøre for det jeg i forvejen ved om Islam eller mener at vide.

Mit udgangspunkt er som nævnt "Vandrer mod Lyset!" og dennes beskrivelse af Gud som en altbeherskende lysets Gud der også er en varm og tryg og nær Fader for alle mennesker. Muhammed og Koranen nævnes i "Vandrer mod Lyset!" og det siges her, at Muhammed var af de yngste, dvs dem, der altid har forsøgt at hjælpe os mennesker på vejen til Gud. Men det siges også, at Muhammed fejlede på det vigtigste punkt i hans liv, nemlig forsøget på ved at fatte medlidenhed med Ardor (Satan) ud fra en forståelse af hans (Satans) lidelser og at bede for ham ud fra denne medlidenhed og derigennem vinde ham tilbage til lyset og Gud.

Dette har Muhammed til fælles med alle andre af de yngste indtil året 1912 hvor det endelig lykkedes nogle af de yngste, på Kristi forbøn, at vinde Ardor tilbage. At vinde Ardor tilbage var indtil dette tidspunkt de yngstes hovedopgave.

Derudover siges det i "Vandrer mod Lyset!" at koranen, ligesom bibelen, er en blanding af godt og ondt.

Fra nogle samtaler med en muslim jeg kender ved jeg, at muslimer betragter koranen og Muhammeds indsats som en endelig åbenbaring af sandheden og derudover en rensning af de vildfarelser, som tidligere profeters (bla Kristus) lære var blevet tilføjet gennem tiden. Muhammed betragtes derfor som den sidste og måske største profet.

Disse tanker er også til stede i "Vandrer mod Lyset!" - altså tankerne om, at forskellige profeters (de yngstes) lære er blevet forvansket gennem tiden, og at de yngste altid har forsøgt at rette disse fejl. Men der er en forskel. For det første siges det som nævnt, at heller ikke Muhammed formåede at rette alle fejl, men at han dog nåede at forkynde læren om Gud som én og ikke fx tre (som i kristendommen) eller mange (som fx i hinduismen).

For det andet siges det implicit i "Vandrer mod Lyset!" at en endelig og fuldstændig åbenbaring af al sandhed ikke kan gives, da kun Gud alene ved alt. Hverken koranen, bibelen eller "Vandrer mod Lyset!" er således den fulde og hele (al) sandhed.

Der er et andet forhold jeg ønsker at nævne i forbindelse med min egen koranlæsning og offentlige kommentarer, og det er det forhold, at jeg ikke ønsker at støde andre menneskers tro og inderste følelser. Dette gælder både min tidligere omtale af kristendommen og nu Islam og koranen. Men jeg vil her skelne mellem den alvorlige, inderlige, oprigtige følelse og så den aggression og de trusler og forfølgelser som forskellige kritikere (fx Hirsi Ali) gennem tiden har pådraget sig. Jeg ønsker ikke at støde, men vil heller ikke lade mig skræmme af eventuelle trusler og intimideringer - det jeg vil kalde misbrug af religionen.

Jeg forventer at skrive lidt hver dag om de forskellige koranvers - som sagt ud fra et forsøg på en selvstændig vurdering af kilderne til noget, der i dag er så omstridt.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst