Gå videre til hovedindholdet

Offertanken i kristendommen

I kristendommen spiller offertanken en fremtrædende rolle først og fremmest i kraft af tanken om Jesu sonings-(offer-)død på korset. Den grundlæggende tanke er, at mennesket kan opnå tilgivelse eller soning i kraft af ofre til Gud.

I 3. Mosebog (Levithicus) giver "gud" detaljerede befalinger angående disse ofre - brændoffer, syndoffer, måltidsoffer osv. Ofrene består da af kvæg, korn mv. Ofrene skal fx ofres på alteret, blodet skal stænkes på alterets horn osv.

I det nye testamente afløses alle de ofre Moses modtog befaling om fra "gud" af Jesu en gang for alle og altomfattende offer ved sin død på korset.

Da Paulus udformede forsoningslæren (læren om Jesu sonoffer på korset og menneskets efterfølgende mulighed for frelse gennem tro på dette offer) søgte han at bringe Jesu offer i overensstemmelse med de jødiske offertanker som Moses modtog fra "gud". At denne forbindelse mellem det gamle og det nye testamente ikke er holdbar er påvist i skriftet, "Forsoningslæren og genvejen".

Men går vi et skridt dybere kan man spørge: Hvordan harmonerer offertanken generelt med tanken om en altbeherskende lysets Gud som Han klarest er beskrevet i "Vandrer mod Lyset!"? Hvordan harmonerer "guds" anvisninger om at stryge offerdyrets blod på alterets horn, "guds" detaljerede beskrivelser af hvordan offerdyrets indvolde skal brændes, hvem der må spise det der bliver tilovers af ofrene (dyr eller korn), "guds" beskrivelser af at afgrødeofferet skal blandes med olie, "guds" tale om offerets "liflige duft" osv osv med tanken om en altbeherskende lysets Gud, der udover at være denne almagt også er en varm og tryg og nær Fader for ethvert menneske?

Må man ikke simpelthen sige, at disse to forestillinger ikke kan forenes, at kristendommens (og jødedommens) "gud" og Gud som Han er beskrevet i "Vandrer mod Lyset!" - lysets alle elskende, alt beherskende Guddom - ikke er den samme? At den "gud" der kræver ofre for at tilgive og den Gud, der siger at kun gennem sorg og anger kan vi opnå tilgivelse og som afviser alle ofre ikke er den samme?

Hvilken Gud af disse er den højeste, den reneste, den mægtigste, den sande?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere