Gå videre til hovedindholdet

Offertanken i kristendommen

I kristendommen spiller offertanken en fremtrædende rolle først og fremmest i kraft af tanken om Jesu sonings-(offer-)død på korset. Den grundlæggende tanke er, at mennesket kan opnå tilgivelse eller soning i kraft af ofre til Gud.

I 3. Mosebog (Levithicus) giver "gud" detaljerede befalinger angående disse ofre - brændoffer, syndoffer, måltidsoffer osv. Ofrene består da af kvæg, korn mv. Ofrene skal fx ofres på alteret, blodet skal stænkes på alterets horn osv.

I det nye testamente afløses alle de ofre Moses modtog befaling om fra "gud" af Jesu en gang for alle og altomfattende offer ved sin død på korset.

Da Paulus udformede forsoningslæren (læren om Jesu sonoffer på korset og menneskets efterfølgende mulighed for frelse gennem tro på dette offer) søgte han at bringe Jesu offer i overensstemmelse med de jødiske offertanker som Moses modtog fra "gud". At denne forbindelse mellem det gamle og det nye testamente ikke er holdbar er påvist i skriftet, "Forsoningslæren og genvejen".

Men går vi et skridt dybere kan man spørge: Hvordan harmonerer offertanken generelt med tanken om en altbeherskende lysets Gud som Han klarest er beskrevet i "Vandrer mod Lyset!"? Hvordan harmonerer "guds" anvisninger om at stryge offerdyrets blod på alterets horn, "guds" detaljerede beskrivelser af hvordan offerdyrets indvolde skal brændes, hvem der må spise det der bliver tilovers af ofrene (dyr eller korn), "guds" beskrivelser af at afgrødeofferet skal blandes med olie, "guds" tale om offerets "liflige duft" osv osv med tanken om en altbeherskende lysets Gud, der udover at være denne almagt også er en varm og tryg og nær Fader for ethvert menneske?

Må man ikke simpelthen sige, at disse to forestillinger ikke kan forenes, at kristendommens (og jødedommens) "gud" og Gud som Han er beskrevet i "Vandrer mod Lyset!" - lysets alle elskende, alt beherskende Guddom - ikke er den samme? At den "gud" der kræver ofre for at tilgive og den Gud, der siger at kun gennem sorg og anger kan vi opnå tilgivelse og som afviser alle ofre ikke er den samme?

Hvilken Gud af disse er den højeste, den reneste, den mægtigste, den sande?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere