Gennem menneskets historie har forskellige tænkere og religiøse personer forsøgt at opstille normer for, hvordan vi mennesker bør opføre os. Dette har man forsøgt både med et religiøst og et ateistisk udgangspunkt.
Hvad angår den religiøse indfaldsvinkel har forskellige personer henvist til Gud og Guds bud eller "Guds vilje" - og er kommet frem til forskellige normer for menneskelig opførsel - ofte med den tilføjelse, at hvis ikke vi gjorde sådan og sådan så ville vi af Gud blive straffet hårdt - måske evigt.
Jeg tror, at det vil være frugtbart at forsøge at skrælle det religiøse lag af etikken - og fx tolke Jesu næstekærlighedsbud - elsk din næste som du elsker dig selv - som et absolut brugbart redskab til at nå frem til en hensigtsmæssig adfærd, men uden den tilføjelse, at hvis ikke vi elsker (eller hvis ikke vi "tror" - på hvad det så måtte være - kristne tænkere er meget uenige i den eksakte definition eller forståelse af kristendommen) så går vi evigt fortabt.
En anden brugbar regel kunne være fx den engelske filosof, John Stuart Mills, utilitarisme - dvs at forsøge at skabe den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker.
Selv kunne jeg tænke mig at foreslå en tanke, en etik, der - i en negativ definition - kan udtrykkes ved at forsøge så vidt muligt at undgå at påføre andre smerte og lidelse.
Fælles for disse formuleringer er, at de kan fungere uden at henvise til en Gud. De fleste mennesker vil sikkert kunne se det rigtige i fx Jesu næstekærlighedsbud, men føler sig måske frastødt af tanken om evig straf eller krav om en bestemt adfærd eller tro (fx at elske sine medmennesker og tro på Jesu soningsdød (forsoningslæren)) hvis ikke vi følger fx hans (eller fx Muhammeds) bud eller tanker og ideer.
Etikken er gennem tiderne blevet suppleret med absolutte krav og påståede evige lidelser hvis vi ikke fulgte den eller den religiøse person, dvs med alvorlige trusler - og derved undermineret idet etik - eller kærlighed - kun får værdi hvis det er noget den enkelte frivilligt gør ud fra sin egen indre trang, dvs hvis den enkelte frivilligt forsøger at gøre det gode - det den enkelte anser for godt ud fra sin samvittighed, dvs den enkeltes egen indre sans for godt og ondt - og helt uden trusler - trusler der egentlig ugyldiggør etikken fordi en trussel om evig lidelse reelt stiller mennesket uden et valg. Etik må - som kærlighed - være baseret på frivillighed - på et frit og reelt valg.
Det nytter efter min opfattelse ikke noget, at man henviser til den enkeltes "frihed" til enten at blive fx kristen eller muslim - jeg tror simpelthen ikke på, at Gud bruger denne revolverpædagogik - som det må kaldes, hvis konsekvensen af, at jeg ikke fx er kristen eller muslim er evige lidelser.
Hvis Gud kræver en bestemt tro eller bestemte handlinger - eller i det hele taget lader min evige skæbne afhænge af mig selv - min evige salighed eller fortabelse - uanset hvordan forholdene så end er, så må Han siges at være uetisk. Hvis Han har skabt fx mig i en verden, hvor den evige fortabelse er en mulighed - fx gennem mit eget uhensigtsmæssige valg af tro eller ikke tro - så er Han uetisk.
Men hvis Gud findes er noget sådan selvfølgelig utænkeligt. Det kan ikke være en mulighed at fx jeg tænker for højt om Ham - og på dommens dag må skamme mig - ikke over mig selv, men netop over Ham; at jeg satte Ham for højt - at Han var ringere end jeg tænke mig Ham.
Men essensen af disse tanker er, at søge at befri etikken - normen for mellemmenneskelig adfærd - fra det religiøse - eller rettere at søge at finde en fælles grund for etikken der både kan rumme det religiøse og det ateistiske standpunkt - ud fra hver enkelts egen indre fornemmelse for godt og ondt (samvittigheden) - og derved - ved at befri etikken (og kærligheden) fra enhver form for trussel (religiøs eller social eksklusion) - gøre den gyldig.
Hvad angår den religiøse indfaldsvinkel har forskellige personer henvist til Gud og Guds bud eller "Guds vilje" - og er kommet frem til forskellige normer for menneskelig opførsel - ofte med den tilføjelse, at hvis ikke vi gjorde sådan og sådan så ville vi af Gud blive straffet hårdt - måske evigt.
Jeg tror, at det vil være frugtbart at forsøge at skrælle det religiøse lag af etikken - og fx tolke Jesu næstekærlighedsbud - elsk din næste som du elsker dig selv - som et absolut brugbart redskab til at nå frem til en hensigtsmæssig adfærd, men uden den tilføjelse, at hvis ikke vi elsker (eller hvis ikke vi "tror" - på hvad det så måtte være - kristne tænkere er meget uenige i den eksakte definition eller forståelse af kristendommen) så går vi evigt fortabt.
En anden brugbar regel kunne være fx den engelske filosof, John Stuart Mills, utilitarisme - dvs at forsøge at skabe den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker.
Selv kunne jeg tænke mig at foreslå en tanke, en etik, der - i en negativ definition - kan udtrykkes ved at forsøge så vidt muligt at undgå at påføre andre smerte og lidelse.
Fælles for disse formuleringer er, at de kan fungere uden at henvise til en Gud. De fleste mennesker vil sikkert kunne se det rigtige i fx Jesu næstekærlighedsbud, men føler sig måske frastødt af tanken om evig straf eller krav om en bestemt adfærd eller tro (fx at elske sine medmennesker og tro på Jesu soningsdød (forsoningslæren)) hvis ikke vi følger fx hans (eller fx Muhammeds) bud eller tanker og ideer.
Etikken er gennem tiderne blevet suppleret med absolutte krav og påståede evige lidelser hvis vi ikke fulgte den eller den religiøse person, dvs med alvorlige trusler - og derved undermineret idet etik - eller kærlighed - kun får værdi hvis det er noget den enkelte frivilligt gør ud fra sin egen indre trang, dvs hvis den enkelte frivilligt forsøger at gøre det gode - det den enkelte anser for godt ud fra sin samvittighed, dvs den enkeltes egen indre sans for godt og ondt - og helt uden trusler - trusler der egentlig ugyldiggør etikken fordi en trussel om evig lidelse reelt stiller mennesket uden et valg. Etik må - som kærlighed - være baseret på frivillighed - på et frit og reelt valg.
Det nytter efter min opfattelse ikke noget, at man henviser til den enkeltes "frihed" til enten at blive fx kristen eller muslim - jeg tror simpelthen ikke på, at Gud bruger denne revolverpædagogik - som det må kaldes, hvis konsekvensen af, at jeg ikke fx er kristen eller muslim er evige lidelser.
Hvis Gud kræver en bestemt tro eller bestemte handlinger - eller i det hele taget lader min evige skæbne afhænge af mig selv - min evige salighed eller fortabelse - uanset hvordan forholdene så end er, så må Han siges at være uetisk. Hvis Han har skabt fx mig i en verden, hvor den evige fortabelse er en mulighed - fx gennem mit eget uhensigtsmæssige valg af tro eller ikke tro - så er Han uetisk.
Men hvis Gud findes er noget sådan selvfølgelig utænkeligt. Det kan ikke være en mulighed at fx jeg tænker for højt om Ham - og på dommens dag må skamme mig - ikke over mig selv, men netop over Ham; at jeg satte Ham for højt - at Han var ringere end jeg tænke mig Ham.
Men essensen af disse tanker er, at søge at befri etikken - normen for mellemmenneskelig adfærd - fra det religiøse - eller rettere at søge at finde en fælles grund for etikken der både kan rumme det religiøse og det ateistiske standpunkt - ud fra hver enkelts egen indre fornemmelse for godt og ondt (samvittigheden) - og derved - ved at befri etikken (og kærligheden) fra enhver form for trussel (religiøs eller social eksklusion) - gøre den gyldig.
Kommentarer
Send en kommentar