Den vestlige religiøse, filosofiske, videnskabelige og politiske historie fra omkring år 1400 og frem kan læses som en langsom, gradvis frigørelsesproces og frihedskamp, hvor strålende ånder under stor og indædt modstand fra fx religiøse og politiske autoriteter og magthavere har søgt at skabe grund og virkelighed for frihedens tanke og realitet.
Vi nævner her nogle få: John Wycliff, Martin Luther, Rene Descartes, Baruch Spinoza, Francis Bacon, Nikolaus Kopernikus, Voltaire og John Stuart Mill.
Den frihed som disse personligheder - og mange andre med dem - kæmpede for, kan ikke kun relateres til den vestlige kultur, men må hævdes og tilkæmpes universelt. Vi må hævde tanke- og trosfrihed (herunder retten til ikke at tro), ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, politisk frihed og retten til deltagelse i magtudøvelsen gennem demokrati og demokratiske forfatninger som universelle og umistelige rettigheder gældende for alle mennesker, uanset hvor man er født og lever. Vi må hævde og kræve universel ret til fri tanke og forskning.
Den primære og fælles og universelle instans vi må hævde for disse rettigheder er samvittighedens frihed og primat. Ingen magthaver har ret til at undertvinge denne den ædleste del af mennesket, den grundlæggende fornemmelse for godt og ondt.
Vi så tidligere en bevægelse i den arabiske verden, der minder om den bevægelse, der startede i Vesten i begyndelsen af 1400-tallet, Det arabiske Forår, et forår der dog hurtigt frøs til vinter igen i Syrien, da vi så det afskyelige Assad-regime nedslagte fredelige demonstranter, og vi så det lige så afskyelige Islamisk Stat som et uhyre fra det dybeste mørke rejse sig på ruinerne af det faldne irakiske regime og borgerkrigen i Syrien.
Men processen er sat igang og kan ikke stoppes. Spørgsmålet er: Hvor mange mennesker skal dø, hvor mange lidelser skal mennesker tåle før magthavere globalt (her tænker jeg også på Rusland og Kina og på et tænkt, islamisk kalifat) forstår og accepterer, at frihedens indre kilder altid vil søge at vaske tyranniets smuds og støv væk, så de kan flyde frit i overensstemmelse med menneskets dybeste natur og inderste trang? Hvornår vil de forstå og bøje sig for den sandhed, at enhver tyran lever på falsk grund og på lånt eller stjålen tid?
Erfaringen fra Vesten er, at friheden vil sejre til sidst, så mennesker frit kan tænke, tro og handle som de vil, sålænge det ikke går ud over andre. Men denne frihed er ikke en selvfølge, og generation efter generation må værne om den, eller tilkæmpe sig den påny.
Dette er læren fra den proces, der startede for så længe siden. Friheden og samvittigheden lader sig ikke binde og undertrykke for altid. Den der tror det, er en tåbe, der må starte forfra i livets skole.
Kommentarer
Send en kommentar