Tankens subjektivitet og relativitet I

Hvis vi følger Kants erkendelsesteori, som den er formuleret i Kritik der reinen Vernunft, så må vi opdele erkendelsen i et erkendende subjekt og et (forsøgt) erkendt objekt.

Kant siger så, at der mellem de to er en uoverstigelig kløft, idet vi ikke kan erkende tingen i sig selv, men kun tingen som den kommer til syne for os.

Denne dikotomi synes indbygget i selve tanken, den måde vi tænker på. Hvis jeg fx vil erkende noget om stoffets natur, prøve at forstå kvanteteorien eller måske Kants egen erkendelsesteori, så må jeg så at sige holde det, jeg forsøger at erkende ud for mit indre blik, min tanke.

Tanken deler sig op i mig, der betragter objektet (fx en bestemt fysisk teori eller erkendelsesteori) og objektet selv (teorien).

Hvis Kant har ret, kan jeg ikke erkende objektet i sig selv, fx hans egen erkendelsesteori, det vil sige, jeg kan ikke nå til en fuldstændig forståelse eller det, han kalder apodiktisk vished om noget som helst, en vished og fuldstændig erkendelse som er objektiv i den forstand, at denne erkendelse og vished er ens for alle, der beskæftiger sig med hans teori.

Min forståelse vil være som hans teori kommer til syne for mig, mens jeg læser hans værk og tænker over det, men andre kan forstå den helt anderledes (og måske dybere), alt efter hvordan den kommer til syne for dem.

Kants værk (eller fx stoffet) er ens for alle, idet den tekst vi læser, er den samme, men den måde tankerne i værket kommer til syne for os på, afhænger af, hvem vi er og hvordan vi læser.

Stoffet er også ens for alle, men den måde det kommer til syne for os, afhænger af situationen, hvem vi er og hvordan vi tænker om stoffet.

Erkendelsens subjektivitet og relativitet synes derfor at være indbygget i selve tanken, idet vi når vi tænker over noget eller på noget bestemt, holder det vi tænker på ud fra tanken, hvorved Kants dikotomi, subjekt-objekt-relationen, aktiveres med alle de filosofiske konsekvenser, det indebærer.

Vi ser ting fra forskellige vinkler (os), selv om det er det samme, vi ser på eller prøver at forstå.

Derfor må vi hævde - hvis Kant har ret - tankens og erkendelsens principielle subjektivitet og relativitet.

Sådan ser det ud for den begrænsede menneskelige tanke, der blandt andet er begrænset af rum og tid (Kants a priori anskuelsesformer). 

For en ubegrænset tanke (Guds) der ikke er begrænset af rum og tid, idet Han har skabt rummet og tiden, og derfor er hævet over dem, er viden absolut.

Derfor kan vi konkludere, at mennesker tænker og erkender relativt, Gud ved absolut.