Gå videre til hovedindholdet

Tankens subjektivitet og relativitet I

Hvis vi følger Kants erkendelsesteori, som den er formuleret i Kritik der reinen Vernunft, så må vi opdele erkendelsen i et erkendende subjekt og et (forsøgt) erkendt objekt.

Kant siger så, at der mellem de to er en uoverstigelig kløft, idet vi ikke kan erkende tingen i sig selv, men kun tingen som den kommer til syne for os.

Denne dikotomi synes indbygget i selve tanken, den måde vi tænker på. Hvis jeg fx vil erkende noget om stoffets natur, prøve at forstå kvanteteorien eller måske Kants egen erkendelsesteori, så må jeg så at sige holde det, jeg forsøger at erkende ud for mit indre blik, min tanke.

Tanken deler sig op i mig, der betragter objektet (fx en bestemt fysisk teori eller erkendelsesteori) og objektet selv (teorien).

Hvis Kant har ret, kan jeg ikke erkende objektet i sig selv, fx hans egen erkendelsesteori, det vil sige, jeg kan ikke nå til en fuldstændig forståelse eller det, han kalder apodiktisk vished om noget som helst, en vished og fuldstændig erkendelse som er objektiv i den forstand, at denne erkendelse og vished er ens for alle, der beskæftiger sig med hans teori.

Min forståelse vil være som hans teori kommer til syne for mig, mens jeg læser hans værk og tænker over det, men andre kan forstå den helt anderledes (og måske dybere), alt efter hvordan den kommer til syne for dem.

Kants værk (eller fx stoffet) er ens for alle, idet den tekst vi læser, er den samme, men den måde tankerne i værket kommer til syne for os på, afhænger af, hvem vi er og hvordan vi læser.

Stoffet er også ens for alle, men den måde det kommer til syne for os, afhænger af situationen, hvem vi er og hvordan vi tænker om stoffet.

Erkendelsens subjektivitet og relativitet synes derfor at være indbygget i selve tanken, idet vi når vi tænker over noget eller på noget bestemt, holder det vi tænker på ud fra tanken, hvorved Kants dikotomi, subjekt-objekt-relationen, aktiveres med alle de filosofiske konsekvenser, det indebærer.

Vi ser ting fra forskellige vinkler (os), selv om det er det samme, vi ser på eller prøver at forstå.

Derfor må vi hævde - hvis Kant har ret - tankens og erkendelsens principielle subjektivitet og relativitet.

Sådan ser det ud for den begrænsede menneskelige tanke, der blandt andet er begrænset af rum og tid (Kants a priori anskuelsesformer). 

For en ubegrænset tanke (Guds) der ikke er begrænset af rum og tid, idet Han har skabt rummet og tiden, og derfor er hævet over dem, er viden absolut.

Derfor kan vi konkludere, at mennesker tænker og erkender relativt, Gud ved absolut.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere