Gå videre til hovedindholdet

Retsstaten som værn mod borgerkrig

Som jeg før har udviklet, så vil tvungent regimeskifte ved militær intervention med næsten matematisk nødvendighed føre til borgerkrig, idet det herved opståede magtvakuum vil søges udfyldt af stridende fraktioner og grupperinger, som måske tidligere kæmpede mod den magt, som interventionen omstyrtede. Og derfor er heller ikke en rationel exit-strategi mulig.

Eksempler på det har vi i tilfældene Afghanistan, Irak og Libyen, hvor vestlig militær intervention i øvrigt selv har været med til at skabe de flygtningestrømme, som man er så fortørnet over, et medansvar man søger at løbe fra ved at nægte de således nødstedte asyl og beskyttelse.

Det følger heraf, at en stærk centralmagt er nødvendig, hvis borgerkrig skal undgås. Men ikke en hvilken som helst centralmagt. For hvis magten er diktatorisk og undertrykkende, vil de undertrykte borgeres indre trang og vilje til og behov for frihed søge at omstyrte regimet, og derved igen skabe et tomrum, som - både ved selve oprøret og efterfølgende - fører til borgerkrig.

Derfor er borgerkrig en nødvendig og tragisk følge både af tvungent regimeskifte ved militær intervention udefra, og af et diktatorisk regime, som vil søges omstyrtet indefra.

Det bedste værn mod borgerkrig er derfor en stærk men ikke diktatorisk centralmagt, som få eller ingen - ydre eller indre fjender - har interesse i eller incitament til at omstyrte, og som tilsikrer borgerne den størst mulige frihed i et samfund med fornuftige og humane love, og en model for en sådan magt har vi i retsstaten, som bygger på demokrati, hvor borgerne inddrages i magten, og som respekterer de universelle menneskerettigheder og - pligter.

I en sådan retsstat har vi den størst mulige grad af frihed, og i et sådant samfund vil risikoen for borgerkrig være mindst, idet dets styrke ikke er diktatorisk og ikke bygger på tvang, men derimod henter sin styrke i borgernes frie tilslutning til dets orden og værdier, og ved at inddrage i princippet alle i magten.

Et sådant samfund (fx det danske) og en sådan magt vil være mindst muligt truet af ydre og indre omstyrtelse ved militær intervention eller oprør (borgerkrig), og derfor er retsstaten efter min mening det stærkeste middel mod borgerkrig.

Hvis det ulykkelige alligevel sker, at der udbryder krig eller borgerkrig mellem eller i nogle lande, bør ofrene for krigen eller borgerkrigen - flygtningene - behandles af stater hvor der hersker fred på samme måde som man selv ville ønske at blive behandlet, hvis man var i deres sted.

Denne hjælp bør ydes proportionalt af alle lande med fred - efter evne og mulighed - som det nu søges gjort gennem FN-systemet, ikke som en form for almisse, men som en ret alle således nødstedte har i overensstemmelse med den universelle ret til liv.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...