Gå videre til hovedindholdet

Religionernes fælles kerne

Det siges af og til, at alle religioner i deres grund er ens, at de bærer den samme kerne. Det mener jeg er rigtigt. Se på jødedom, kristendom og islam:

Hvis der findes en Gud, findes der kun en.

Der findes ikke en Jahve for jøder, en treenig Gud for kristne og en Allah for muslimer. Det vi har af den Almægtige er billeder, og de kan være mere eller mindre nøjagtige.

Der findes også inden for de forskellige religioner forskellige billeder, ja, der er nok et for hver troende.

Det alle religioner har til fælles, den fælles kerne, er kærligheden:

Jødedom har næstekærlighedsbudet (3. Mos. 19, 18), det samme har som bekendt kristendom, idet både Jesus og Paulus gentager budet, og kalder det det største og vigtigste bud af alle.

Og hvis vi forstår islam som det inderste hjertes overgivelse til Allah (jf trosbekendelsen, shahada), så er også islams kerne kærlighed.

Gennem Vandrer mod Lyset lærer vi, at alle de store religioner er opstået ud fra en oprindelig verdensimpuls af kærlighed, men af forskellige grunde har denne kærlighed, den fælles kerne, fået en jordisk skikkelse, som er meget forskellig fra det oprindeligt tilsigtede.

Ofte er det lykkedes de faldne (se Vandrer mod Lyset) at forvrænge det givne og drage det nedad, og ofte er det lykkedes dem, at få de store religiøse personligheder til at fejle, så det der er startet som et forsøg på at sætte mennesker fri og stille den indre længsel efter en Faders kærlighed og en Guds retfærdighed, er blevet til åndelige, mentale og følelsesmæssige fængsler, som er blevet (mis-) brugt til at fastholde mennesker i ufrihed, mørke og uvidenhed.

Men - hvis kernen er den samme, kærlighed - hvorfor så slås - i kærlighedens navn - hvorfor slås om hvem der forstår kærlighed bedst og er mest kærlige? Her tænker jeg både på verbal strid om dogmer og tro og de gudsbespottelige krige? Hvorfor derved gå de veje, de faldne ønskede vi skulle gå for at holde os væk fra kærligheden og Gud, som er ren kærlighed?

Vi kan bygge bro mellem mennesker med kærlighed, eller opføre mure af had. Der kan være mange årsager til konflikt, men tro og religion bør ikke være en af dem.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere