Gå videre til hovedindholdet

Krigsherrer, våbenindustrien og gengældelsesloven

Hvis mennesker generelt kendte de egentlige konsekvenser ved krigens afskyelighed, ville krig ikke forekomme og der ville ikke blive produceret våben overhovedet.

Virkeligheden er denne:

Da ethvert mørke, enhver ond handling - hvortil krig og vold skal regnes - uvægerligt engang ifølge en af Guds love, gengældelsesloven, vil vende sig mod sin ophavsmand og bringe ham eller hende de samme lidelser, som vedkommende har gjort sig skyldig i, så følger det, at enhver politiker eller hersker, der gør sig skyldig i krig, engang selv skal høste den onde sæd, han har sået; det vil sige at lide den samme død og de samme lidelser, den krig han eller hun er skyldig i forvolder, og frelse lige så mange liv, som krigen har taget, indtil man indser, hvor afskyelig og forkastelig krig under alle former er. Men så er det lettere og mindre lidelselsfuldt at indse sandheden i det nu - og at handle derefter, det vil sige at standse al krigsførelse og aldrig mere påbegynde den - i stedet for at gå omvejen over tusinder eller hundredtusinder af døde, og engang få den samme smertefulde skæbne som dem. Dette bør man gøre ikke mindst for sin egen skyld.

Det følger også, at de mennesker der forsker i og producerer de våben, der bruges i krig, er medskyldige i det mørke og den ondskab krig er, og at disse mennesker derfor engang må dele ansvaret for krigens afskyelighed og uhyrlighed med de politikere eller herskere, der starter krigene, og sone de forbrydelser, der øves i krig, ved at lide de samme lidelser, de er medskyldige i. 

Gengældeldelsesloven er kortest og klarest formuleret ved ordene: Som du sår, skal du høste. Selv om man måske i denne verden regnes for et stort menneske på grund af 'succes i krig' eller som genial ophavsmand til en særlig effektiv våbenart, eller ved strategisk 'dygtighed', så er disse store mennesker de mindste og de mest ynkværdige; for al den vold og død de er skyldige i og ansvarlige for, vil før eller siden vende sig mod dem selv.

Og derfor er krigens sejrherrer - de der med størst held har slået flest ihjel eller med magt har undertvunget en anden nation eller folk - de egentlige tabere.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...