Gå videre til hovedindholdet

Voldelig revolution og dens konsekvenser

Hidtil har jeg forsøgt at argumentere for, hvorfor tvungent regimeskifte udefra ved militær intervention - trods eventuelt gode hensigter - er irrationelt og ved det militære indgreb opståede magtvakuum med næsten matematisk sikkerhed fører til borgerkrig.

Og jeg har forsøgt at argumentere for, at retsstaten er det bedste middel mod borgerkrig.

Jeg vil her forsøge at argumentere for, hvorfor heller ikke et tvungent regimeskifte indefra - ved en voldelig revolution - trods eventuelt gode hensigter og under fx paroler som ved den franske revolution om frihed, lighed og broderskab - er vejen til varig forbedring for borgere, der lever under et forhadt og diktatorisk styre:

Det første der her springer i øjnene er det paradoksale i at ville gennemtvinge friheden, hvis frihed er den (sunde) værdi, der ønskes og måske mangler.

Dernæst må vi sige, at oprørsbevægelser, der med vold søger at gennemtvinge regimeskifte, er nødt til at øve en vold, der er større end den man bekæmper, hvis deres forsæt skal lykkes. Denne større vold kan både være materiel eller strategisk. Allerede her ligger den første kilde til korrumpering af måske ellers ædle værdier og berettigede ønsker om bedre og mere frie livsvilkår.

Den større vold man er nødt til at øve, ødelægger de mennesker indefra, der øver den, og det ligger i sagens natur, at det nye, revolutionære styre er nødt til at opretholde volden og tvangen, i det mindste overfor det gamle regimes støtter, fordi disse er tvunget mod deres vilje til at afgive magt og privilegier.

De revolutionære står derfor med en ødelagt indre menneskelighed overfor en delvis fjendtlig befolkning, og resultatet er med næsten matematisk sikkerhed, at det nye regime fryser til et nyt og måske værre diktatur og tyranni.

Det er den voldelige revolutions ubønhørlige og grusomme logik, og derfor kan jeg ikke se andet, end at den eneste vej frem mod et undertrykkende og forhadt styre er en langsom indre og derefter ydre reform, hvor de ægte værdier - fx frihed og humane love - tilegnes i frihed og med tålmodighed. Tvang er i hvert fald ikke vejen. 

Eventuelt kan man praktisere passiv modstand gennem civil ulydighed, og derved - ved at afstå fra vold - bevare den moralske overlegenhed - en strategi der viste sig effektiv ved Mahatma Gandhis rolle i Indiens løsrivelse fra det britiske imperium.

Kun de værdier vi tilegner os i frihed kan bære, og kun det styre og samfund, der vokser frem i ægte kærlighed til virkelige værdier, og som ikke kompromitteres og besudles af vold, er stabilt og kan skabe bedre liv for alle.


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst