Gå videre til hovedindholdet

Voldelig revolution og dens konsekvenser

Hidtil har jeg forsøgt at argumentere for, hvorfor tvungent regimeskifte udefra ved militær intervention - trods eventuelt gode hensigter - er irrationelt og ved det militære indgreb opståede magtvakuum med næsten matematisk sikkerhed fører til borgerkrig.

Og jeg har forsøgt at argumentere for, at retsstaten er det bedste middel mod borgerkrig.

Jeg vil her forsøge at argumentere for, hvorfor heller ikke et tvungent regimeskifte indefra - ved en voldelig revolution - trods eventuelt gode hensigter og under fx paroler som ved den franske revolution om frihed, lighed og broderskab - er vejen til varig forbedring for borgere, der lever under et forhadt og diktatorisk styre:

Det første der her springer i øjnene er det paradoksale i at ville gennemtvinge friheden, hvis frihed er den (sunde) værdi, der ønskes og måske mangler.

Dernæst må vi sige, at oprørsbevægelser, der med vold søger at gennemtvinge regimeskifte, er nødt til at øve en vold, der er større end den man bekæmper, hvis deres forsæt skal lykkes. Denne større vold kan både være materiel eller strategisk. Allerede her ligger den første kilde til korrumpering af måske ellers ædle værdier og berettigede ønsker om bedre og mere frie livsvilkår.

Den større vold man er nødt til at øve, ødelægger de mennesker indefra, der øver den, og det ligger i sagens natur, at det nye, revolutionære styre er nødt til at opretholde volden og tvangen, i det mindste overfor det gamle regimes støtter, fordi disse er tvunget mod deres vilje til at afgive magt og privilegier.

De revolutionære står derfor med en ødelagt indre menneskelighed overfor en delvis fjendtlig befolkning, og resultatet er med næsten matematisk sikkerhed, at det nye regime fryser til et nyt og måske værre diktatur og tyranni.

Det er den voldelige revolutions ubønhørlige og grusomme logik, og derfor kan jeg ikke se andet, end at den eneste vej frem mod et undertrykkende og forhadt styre er en langsom indre og derefter ydre reform, hvor de ægte værdier - fx frihed og humane love - tilegnes i frihed og med tålmodighed. Tvang er i hvert fald ikke vejen. 

Eventuelt kan man praktisere passiv modstand gennem civil ulydighed, og derved - ved at afstå fra vold - bevare den moralske overlegenhed - en strategi der viste sig effektiv ved Mahatma Gandhis rolle i Indiens løsrivelse fra det britiske imperium.

Kun de værdier vi tilegner os i frihed kan bære, og kun det styre og samfund, der vokser frem i ægte kærlighed til virkelige værdier, og som ikke kompromitteres og besudles af vold, er stabilt og kan skabe bedre liv for alle.


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...