Gå videre til hovedindholdet

Det rene hjerte, vejen og genvejen til Gud

Ved at sammenholde forskellige skriftsteder fra Vandrer mod Lyset, kan vi få en viden om, hvordan vi mennesker renser vores hjerter og ånd, og dermed hvordan vi arbejder os hen mod den størst mulige jordiske og menneskelige fuldkommenhed:

I Ardors beretning, kap. 14 siger Jesus, at vi skal angre vores onde gerninger for at rense vores hjerter og gå frem til større fuldkommenhed.

Tilsvarende står der i Kommentaren, side 158-159, at sorg og anger over onde tanker og handlinger udrenser og neutraliserer mørket i os.

I Spørgsmål og Svar II, no 64 står der, at når alt ondt, alt mørke i os er udrenset og elimineret, så vil vores tanke og vilje smelte sammen, og vi bliver upåvirkelige af mørkets kræfter og udstrålinger i al evighed, og efter at vi har sonet eventuel restkarma, siges vi - af Kristus - løs fra al videre inkarnation på Jorden, og vandrer videre fra lysklode til lysklode i den oversanselige verden, indtil vi når Guds Rige, Paradis.

Dermed kan vi gennem sorg og anger gå frem - som Jesus siger i det nævnte kapitel i Ardors beretning - til vi ser Guds Åsyn.

Endvidere er det et kernepunkt i Vandrer mod Lyset, at der til denne vej er åbnet op for en genvej til Gud: Gennem en tilgivelse af den Ældste, Ardor.

Derfor kan vi samlet sige: At sorg og anger over vores egne onde tanker og handlinger samt en tilgivelse af den dybest faldne er vejen til det rene hjerte, og dermed vejen og genvejen til Gud.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere