Gå videre til hovedindholdet

Det rene hjerte, vejen og genvejen til Gud

Ved at sammenholde forskellige skriftsteder fra Vandrer mod Lyset, kan vi få en viden om, hvordan vi mennesker renser vores hjerter og ånd, og dermed hvordan vi arbejder os hen mod den størst mulige jordiske og menneskelige fuldkommenhed:

I Ardors beretning, kap. 14 siger Jesus, at vi skal angre vores onde gerninger for at rense vores hjerter og gå frem til større fuldkommenhed.

Tilsvarende står der i Kommentaren, side 158-159, at sorg og anger over onde tanker og handlinger udrenser og neutraliserer mørket i os.

I Spørgsmål og Svar II, no 64 står der, at når alt ondt, alt mørke i os er udrenset og elimineret, så vil vores tanke og vilje smelte sammen, og vi bliver upåvirkelige af mørkets kræfter og udstrålinger i al evighed, og efter at vi har sonet eventuel restkarma, siges vi - af Kristus - løs fra al videre inkarnation på Jorden, og vandrer videre fra lysklode til lysklode i den oversanselige verden, indtil vi når Guds Rige, Paradis.

Dermed kan vi gennem sorg og anger gå frem - som Jesus siger i det nævnte kapitel i Ardors beretning - til vi ser Guds Åsyn.

Endvidere er det et kernepunkt i Vandrer mod Lyset, at der til denne vej er åbnet op for en genvej til Gud: Gennem en tilgivelse af den Ældste, Ardor.

Derfor kan vi samlet sige: At sorg og anger over vores egne onde tanker og handlinger samt en tilgivelse af den dybest faldne er vejen til det rene hjerte, og dermed vejen og genvejen til Gud.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere