Gå videre til hovedindholdet

Opsats 90; Vejen til Paradis

Vi er brødre og søstre. Alle skal vi engang mødes med i Paradis.

Derfor: Dem vi hader og udrydder i dag, skal vi mødes med og se i øjnene i Paradis i morgen.

Derfor: Handl som om du står foran din bror eller søster i Paradis; dvs sådan at intet kommer imellem jer. Hold stien ren.

Hvad skiller os fra Paradis?

Det gør vores egne fejl. Det vi har forbrudt mod andre ligger som en bunke sten på vejen foran os.

For nogle en lille bunke, for andre et bjerg, der helt spærrer for udsynet til målet.

Men målet er der ligefuldt.

Derfor: Søg at fjerne stenene, og læg ikke nye til.

Hvordan fjerner vi stenene, hvordan undgår vi at lægge nye i bunken?

Det er helt enkelt:

Ved at indrømme og angre vores fejl og bede om tilgivelse, og ved altid at lytte til og følge den indre stemme, samvittigheden.

Hvis vi gør det, fjerner vi stenene - en efter en - på vores vej og går ikke vild igen.

Og derfor kan vi også hjælpe andre på vej ved at tilgive dem, der har vores tilgivelse behov og som beder om det.

Sådan:

Skridt for skridt, for hver fejl vi indrømmer, forstår og angrer, går vi mod målet, Paradis.

Og for hver tilgivelse vi skænker andre, der har forbrudt sig mod os, hjælper vi en bror eller søster på vej.

Snart vil vi - alt som stenbunken bliver mindre og mindre - i det fjerne ane målet;

Og da vil ånden, Guds barn, glædes og sætte farten op mod målet, den evige salighed!

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere