Gå videre til hovedindholdet

Opsats 90; Vejen til Paradis

Vi er brødre og søstre. Alle skal vi engang mødes med i Paradis.

Derfor: Dem vi hader og udrydder i dag, skal vi mødes med og se i øjnene i Paradis i morgen.

Derfor: Handl som om du står foran din bror eller søster i Paradis; dvs sådan at intet kommer imellem jer. Hold stien ren.

Hvad skiller os fra Paradis?

Det gør vores egne fejl. Det vi har forbrudt mod andre ligger som en bunke sten på vejen foran os.

For nogle en lille bunke, for andre et bjerg, der helt spærrer for udsynet til målet.

Men målet er der ligefuldt.

Derfor: Søg at fjerne stenene, og læg ikke nye til.

Hvordan fjerner vi stenene, hvordan undgår vi at lægge nye i bunken?

Det er helt enkelt:

Ved at indrømme og angre vores fejl og bede om tilgivelse, og ved altid at lytte til og følge den indre stemme, samvittigheden.

Hvis vi gør det, fjerner vi stenene - en efter en - på vores vej og går ikke vild igen.

Og derfor kan vi også hjælpe andre på vej ved at tilgive dem, der har vores tilgivelse behov og som beder om det.

Sådan:

Skridt for skridt, for hver fejl vi indrømmer, forstår og angrer, går vi mod målet, Paradis.

Og for hver tilgivelse vi skænker andre, der har forbrudt sig mod os, hjælper vi en bror eller søster på vej.

Snart vil vi - alt som stenbunken bliver mindre og mindre - i det fjerne ane målet;

Og da vil ånden, Guds barn, glædes og sætte farten op mod målet, den evige salighed!

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Om gengældelsesloven

Et vel hidtil overset aspekt ved gengældelsesloven, den lov der er formuleret kortest og klarest ved ordene, "som du sår skal du høste" er, at dens formål ikke er at straffe men derimod opdrage os mennesker. Gud straffer ikke.
Den opdragende effekt af loven består i, at det ofte er meget vanskeligt at bibringe de mennesker, der fx slår ihjel en virkelig forståelse for, hvor forkert og ondt det er at dræbe andre mennesker. 
Fra Vandrer mod Lyset ved vi, at gengældelsesloven fungerer på den måde, at de onde handlinger, som vi ikke vil angre og søge tilgivelse for, vil have den konsekvens, at vi selv udsættes for nøjagtig de samme lidelser, som vores onde gerninger har voldt andre. 
Dermed opnår vi - meget konkret og smerteligt - den nødvendige forståelse af de lidelser vi har forvoldt ved at føle den samme smerte og lidelse som vi har forvoldt andre, og dermed mindskes risikoen betydeligt for, at vi igen begår en lignende forbrydelse og derved igen forvilder os ind i det samm…