Gå videre til hovedindholdet

Om forbrydelse og straf

Måske er det muligt at trænge dybere ind i forståelsen af gengældelsesloven end jeg har forsøgt i indlægget Om gengældelsesloven (og andre steder) hvor tanken er, at denne lov ikke fra Guds side er tænkt som en straf men som opdragelse ved at vi får en virkelig forståelse af det onde vi gør - i de tilfælde hvor vi nægter at indse naturen af vores onde gerninger - ved at rammes af de samme lidelser vi har påført andre.

Hvis vi ved karmaloven forstår både det gode og det onde vi gør og dets konsekvenser og gengældelsesloven som omhandlende det specifikt onde vi gør og konsekvensen heraf, så er karmaloven et spejl hvis funktion vi kan udtrykke i denne sætning:

Det vi gør mod andre - godt eller ondt - gør vi samtidig mod os selv.

Eller i den traditionelle formulering:

Som du sår skal du høste.

Men samtidig er det min tanke, at vi mennesker ikke har ret til at straffe lige for lige - øje for øje - men at vi må straffe forbrydelser og overtrædelser af loven mildere end den forbrydelse vi straffer for at undgå en forråelse hvor samfundet trækkes ned i barbari og sætter sig ned på forbryderens niveau, hvorved samfundet selv bliver forbryderisk og lig de kriminelle.

Gengældelsesloven gengælder lige for lige; mennesker har ingen ret til dette. Hvordan harmonerer dette? Er der noget jeg har misforstået?

Måske er forklaringen, at ved en forbrydelse polariserer vi mørket (se Vandrer mod Lyset). Dette mørke vil derefter være i vores sind og omgivelser og trække os ned i lidelse og det mørke vi ved vores onde gerning har vækket.

Men det er ikke et tilfældigt mørke; det vil have den eksakt samme natur som den onde gerning vi udførte eller rettere det er identisk med dette mørke og det mørkespor vi trak med vores onde gerning og derfor vil det give os præcis de samme lidelser som vi påførte andre.

Ved at gennemleve disse lidelser ophæves mørket til sidst - det mørke vi selv har polariseret og som vi derfor selv må afpolarisere - ikke som en straf men som en konsekvens med det formål at genvinde vores uskyld og renhed.

Derfor er det ikke Gud der straffer os ved gengældelsesloven - men os selv - og derfor har vi mennesker ikke ret til at straffe lige for lige men må straffe mere humant end de forbrydelser vi straffer og som om vi selv eller rettere lovgiverne skulle rammes af hver eneste lov og bestemmelse (se Kristi Tale i Vandrer mod Lyset), hvis ikke samfundene skal synke ned i barbari og grusomhed.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være Jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…