Gå videre til hovedindholdet

Om forbrydelse og straf

Måske er det muligt at trænge dybere ind i forståelsen af gengældelsesloven end jeg har forsøgt i indlægget Om gengældelsesloven (og andre steder) hvor tanken er, at denne lov ikke fra Guds side er tænkt som en straf men som opdragelse ved at vi får en virkelig forståelse af det onde vi gør - i de tilfælde hvor vi nægter at indse naturen af vores onde gerninger - ved at rammes af de samme lidelser vi har påført andre.

Hvis vi ved karmaloven forstår både det gode og det onde vi gør og dets konsekvenser og gengældelsesloven som omhandlende det specifikt onde vi gør og konsekvensen heraf, så er karmaloven et spejl hvis funktion vi kan udtrykke i denne sætning:

Det vi gør mod andre - godt eller ondt - gør vi samtidig mod os selv.

Eller i den traditionelle formulering:

Som du sår skal du høste.

Men samtidig er det min tanke, at vi mennesker ikke har ret til at straffe lige for lige - øje for øje - men at vi må straffe forbrydelser og overtrædelser af loven mildere end den forbrydelse vi straffer for at undgå en forråelse hvor samfundet trækkes ned i barbari og sætter sig ned på forbryderens niveau, hvorved samfundet selv bliver forbryderisk og lig de kriminelle.

Gengældelsesloven gengælder lige for lige; mennesker har ingen ret til dette. Hvordan harmonerer dette? Er der noget jeg har misforstået?

Måske er forklaringen, at ved en forbrydelse polariserer vi mørket (se Vandrer mod Lyset). Dette mørke vil derefter være i vores sind og omgivelser og trække os ned i lidelse og det mørke vi ved vores onde gerning har vækket.

Men det er ikke et tilfældigt mørke; det vil have den eksakt samme natur som den onde gerning vi udførte eller rettere det er identisk med dette mørke og det mørkespor vi trak med vores onde gerning og derfor vil det give os præcis de samme lidelser som vi påførte andre.

Ved at gennemleve disse lidelser ophæves mørket til sidst - det mørke vi selv har polariseret og som vi derfor selv må afpolarisere - ikke som en straf men som en konsekvens med det formål at genvinde vores uskyld og renhed.

Derfor er det ikke Gud der straffer os ved gengældelsesloven - men os selv - og derfor har vi mennesker ikke ret til at straffe lige for lige men må straffe mere humant end de forbrydelser vi straffer og som om vi selv eller rettere lovgiverne skulle rammes af hver eneste lov og bestemmelse (se Kristi Tale i Vandrer mod Lyset), hvis ikke samfundene skal synke ned i barbari og grusomhed.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst