Gå videre til hovedindholdet

Om forbrydelse og straf

Måske er det muligt at trænge dybere ind i forståelsen af gengældelsesloven end jeg har forsøgt i indlægget Om gengældelsesloven (og andre steder) hvor tanken er, at denne lov ikke fra Guds side er tænkt som en straf men som opdragelse ved at vi får en virkelig forståelse af det onde vi gør - i de tilfælde hvor vi nægter at indse naturen af vores onde gerninger - ved at rammes af de samme lidelser vi har påført andre.

Hvis vi ved karmaloven forstår både det gode og det onde vi gør og dets konsekvenser og gengældelsesloven som omhandlende det specifikt onde vi gør og konsekvensen heraf, så er karmaloven et spejl hvis funktion vi kan udtrykke i denne sætning:

Det vi gør mod andre - godt eller ondt - gør vi samtidig mod os selv.

Eller i den traditionelle formulering:

Som du sår skal du høste.

Men samtidig er det min tanke, at vi mennesker ikke har ret til at straffe lige for lige - øje for øje - men at vi må straffe forbrydelser og overtrædelser af loven mildere end den forbrydelse vi straffer for at undgå en forråelse hvor samfundet trækkes ned i barbari og sætter sig ned på forbryderens niveau, hvorved samfundet selv bliver forbryderisk og lig de kriminelle.

Gengældelsesloven gengælder lige for lige; mennesker har ingen ret til dette. Hvordan harmonerer dette? Er der noget jeg har misforstået?

Måske er forklaringen, at ved en forbrydelse polariserer vi mørket (se Vandrer mod Lyset). Dette mørke vil derefter være i vores sind og omgivelser og trække os ned i lidelse og det mørke vi ved vores onde gerning har vækket.

Men det er ikke et tilfældigt mørke; det vil have den eksakt samme natur som den onde gerning vi udførte eller rettere det er identisk med dette mørke og det mørkespor vi trak med vores onde gerning og derfor vil det give os præcis de samme lidelser som vi påførte andre.

Ved at gennemleve disse lidelser ophæves mørket til sidst - det mørke vi selv har polariseret og som vi derfor selv må afpolarisere - ikke som en straf men som en konsekvens med det formål at genvinde vores uskyld og renhed.

Derfor er det ikke Gud der straffer os ved gengældelsesloven - men os selv - og derfor har vi mennesker ikke ret til at straffe lige for lige men må straffe mere humant end de forbrydelser vi straffer og som om vi selv eller rettere lovgiverne skulle rammes af hver eneste lov og bestemmelse (se Kristi Tale i Vandrer mod Lyset), hvis ikke samfundene skal synke ned i barbari og grusomhed.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…