Gå videre til hovedindholdet

Magtens anatomi 2

Hvis mennesket principielt er frit flyder en række konsekvenser heraf:

Så er alle mennesker frie; det er ikke sådan at syrere er født ufrie, amerikanere og europæere frie, singalesere ufrie osv. Det gælder så som en universel sandhed, at alle mennesker er frie.

Nu kan vi være frie i et vist omfang og begrænsede i en anden forstand. Vi er ikke frie til at flyve som fugle eller rejse ved tankens kraft, løbe med lydens hastighed og mange andre ting, som nogle måske ønsker men ikke kan.

Men med hensyn til valget mellem godt og ondt; eller i politisk sammenhæng mellem ret og uret; er vi frie. Vores domsvæsen og domslogik bygger i hvert fald på denne tanke, da det ikke giver mening at dømme nogen hvis ikke vi har frihed til at følge eller bryde loven.

Hvis vi altså antager frihed som en grundegenskab ved mennesket, så følger endvidere, at enhver regering der regerer ved tvang, handler mod menneskets grundlæggende natur, og i den forstand er illegitim.

Hvorimod en regering eller udøvende magt, der ikke udstrækker sin magtudøvelse videre end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver lov som er vedtaget af den lovgivende magt, er legitim.

Dette gælder universelt som følge af menneskets principielle og universelle frihed.

Dermed er enhver krig, enhver tvangslov og ethvert diktatur og andre former for politisk tvang illegitime. Dette følger også af menneskets universelle frihed og selv om visse regeringer og statsmagter skulle praktisere anderledes; for disse regeringer og deres love er ifølge argumentet illegitime.

En magthaver kan ikke gemme sig for den universelle menneskeret eller menneskets principielle frihed med henvisning til et lands indre anliggender eller sin egen - illegitime - magt. En hersker der forsøger dette forbryder sig mod menneskets - frie - natur. Han kan ikke gemme sig og unddrage sig så meget mindre som den inderste frie natur også er hans egen.

Altså: Den magt der hersker ved tvang er illegitim og den magt der stiller sine borgere frit i respekt for menneskets natur er legitim.

Men dette giver ikke borgeren grønt lys til at gøre hvad som helst. Han står til regnskab for den dømmende magt, der må dømme (og bør dømme humant og ud fra en tanke om hvordan det ville være selv at modtage den dom man fælder) ud fra de af den lovgivende magts vedtagne love.

Således bør såvel den lovgivende, udøvende og dømmende magt virke i overensstemmelse med menneskets principielle og universelle frihed og ud fra en tanke om og forståelse for, hvordan det ville være selv at være underlagt den magt man udøver.

Kun på den måde kan en regering og generelt en magtudøvelse være legitim og human.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…