Gå videre til hovedindholdet

Det stille vand

Hvis vi betragter vores egen tid og historien i billedet af et hav, så er det et uroligt og oprørt hav hjemsøgt af storme og forlis.

Durant skriver i sin Verdens kulturhistorie om Romerriget hvordan velstanden inden for riget og en stor frugtbarhed udenfor gjorde opstande og invasioner uundgåelige.

Dette har også appel til vores tid hvor Vesten er præget af velstand men måske også en træthed eller mæthed, og hvor fattige udenfor søger mod Europa og USA for at få del i velstanden og afbøde deres sult.

Hvis man videre betragter oldtidens store erobrere, fx Alexander den Store, Gajus Julius Cæsar, Hannibal og andre, så ser vi hvordan historiens hav igen og igen hjemsøges af storme, hvordan vandet piskes op og tordner mod land med ødelæggende kraft.

Disse erobrere sætter bevægelser, storme i gang som hjemsøger os i lange tider med vold, krig, uro, nød og lidelser.

Nogle af dem drives af magtbegær, andre mobiliserer modstand baseret på et helt folks selvopholdelsesdrift og dennes voldsomme kræfter; når et folk trænges op i en krog og trues på livet, er det voldsomme kræfter, der slippes løs.

Nogle erobrere drives af kulturel og politisk sult efter magt og indflydelse og rigdom, andre igen af racehad og tanker om egen overlegenhed og deraf formodet ret til at tage land og rigdomme som det passer en.

Historien er et uroligt hav hvor aktion følges af reaktion, hvor vold og krig avler vold og krig, hvor vind og bølger pisker havet op til raseri og nye storme og ødelæggende tsunamier.

Trænger vi længere og længere bagud i historien og søger oprindelsen til disse storme og uvejr, så finder vi den først i mytiske beretninger som for eksempel den kristne syndefaldsmyte og i myten om Ikaros, der fløj for tæt på Solen og styrtede i havet.

Men vi finder også oprindelsen skrevet i klartekst i Vandrer mod Lyset hvor de virkelige begivenheder der ligger til grund for disse myter beskrives:

Satans og de øvrige Ældstes fald.

Her er den første oprindelse til de storme der hjemsøger os.

Hvordan kan vi stilne vandene, hvordan kan vi genskabe det rolige, klare vand med den gyldne Sols rolige spejling og billede i sig, som lå før stormen og stormene der fulgte?

Det kan vi ved ikke igen og igen at give stormen ny næring gennem vold, had, krig og uforsonlighed.

Det kan vi ved at møde vold med tilgivelse, ved at forstå hvilke lidelser der venter dem, der skaber storm og ikke fred, og ved at have barmhjertighed med dem og derved søge at genvække lyset i dem.

Had og krig og vold forlænger stormenes tidsalder. Gennem tilgivelse og medfølelse og barmhjertighed kan vi stilne de urolige vande og igen se Solen genspejlet i havets blikstille; det lys der nu flakser så uroligt og fragmenteret og forvirrende i det oprørte hav, men som igen kan blive smukt og roligt genspejlet og give liv og varme og klarhed i verden.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…

EU som økonomisk og politisk projekt

I disse år hvor EU projektet knager i fugerne, specielt efter Brexit, er det nok værd at mindes den egentlige - som jeg opfatter det - motivering for det europæiske projekt.

Fra starten af EU projektet har det primært været et politisk projekt, hvor man har søgt en stadig dybere integration af medlemsstaterne.

Det er netop det der ofte kritiseres af modstandere; man ønsker ikke at afgive suverænitet og magt til et overstatsligt EU.

Men her er vi ved kernen af EU samarbejdet og i den forstand er krisen i EU en eksistens- og identitetskrise:

Fordi kernen i EU er en stadig øget politisk integration og måske til sidst en egentlig EU stat gennem økonomisk integration. Og formålet med denne stadig dybere politiske og økonomiske integration og dermed afgivelse af suverænitet er at undgå krig i Europa.

Derfor har modstanderne ret når de siger at EU ønsker mere magt til det overstatslige organ og mindre til medlemslandene; men de glemmer den gode grund til dette ønske og denne bestræbelse; en …