Gå videre til hovedindholdet

Dekadencen i vor tids kunst og kultur

Det er påfaldende at i en tid hvor mennesker rejser til månen og måske videre ud i rummet, og hvor videnskaben og teknologien fejrer uhørte triumfer, at en så stor del af kunsten og kulturen står i dekadencens tegn.

Jeg vil indskrænke disse bemærkninger til popkulturen, særligt musikken, og det spirituelle eller religiøse område.

I popmusikken består dekadencen i effektjageri; man taler ligeud om hooklines, riffs og andre fænomener; man ønsker at påvirke på en bestemt måde, hensætte publikum i en særlig stemning, der cirka beløber sig til beundring og fremhævning af egen fortræffelighed osv.

Kort: Denne dekadente musik er som tyggegummi: Uden næring og den mister hurtigt sin smag. Eller den er som at stikke tungen ud af vinduet og tomme kalorier. Som candyfloss: Den ser imponerende ud, men smelter til ingenting ved berøring med tungen.

Det spirituelle og religiøse: Her har den såkaldt karismatiske vækkelse kronede dage, selv om den kun er massepsykose og hysteri.

I det spirituelle verserer der barnlige tanker om, at universet er som en automat hvor man får det man ønsker, hvis man ønsker det nok. Ja, de der sælger disse fantasier får fyldt pungen og ser imponerende ud, når de erklærer at denne eller hin tanke kommer direkte fra Gud eller mestrene; men igen svinder det ind til ingenting som candyfloss eller tyggegummi.

Andre hævder rask væk at besidde klarsyn, helbredende hænder (mod behørig betaling) og springer ud som religiøse forkyndere - efter et (dyrt) weekendkursus eller to.

Dekadencen er tydelig og pinlig. Vi lever i tyggegummiets og candyflossens århundrede; mennesker vil underholdes, ikke tænke og lade lyset gro langsomt frem af nødvendighed.

Mennesker lader sig blænde af lygtefisk med lysende madding og bliver fortæret uden at vide det.

Mennesker vil den smukke facade og ikke vide af råddenskaben bag;

I en tid hvor mennesker rejser til månen og dybt ind i verdens mindste dele og natur; accompagneret af schlagers og hornmusik og effekter og berømmelse uden kerne og værdi.

Sikken tid!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst