Gå videre til hovedindholdet

Dekadencen i vor tids kunst og kultur

Det er påfaldende at i en tid hvor mennesker rejser til månen og måske videre ud i rummet, og hvor videnskaben og teknologien fejrer uhørte triumfer, at en så stor del af kunsten og kulturen står i dekadencens tegn.

Jeg vil indskrænke disse bemærkninger til popkulturen, særligt musikken, og det spirituelle eller religiøse område.

I popmusikken består dekadencen i effektjageri; man taler ligeud om hooklines, riffs og andre fænomener; man ønsker at påvirke på en bestemt måde, hensætte publikum i en særlig stemning, der cirka beløber sig til beundring og fremhævning af egen fortræffelighed osv.

Kort: Denne dekadente musik er som tyggegummi: Uden næring og den mister hurtigt sin smag. Eller den er som at stikke tungen ud af vinduet og tomme kalorier. Som candyfloss: Den ser imponerende ud, men smelter til ingenting ved berøring med tungen.

Det spirituelle og religiøse: Her har den såkaldt karismatiske vækkelse kronede dage, selv om den kun er massepsykose og hysteri.

I det spirituelle verserer der barnlige tanker om, at universet er som en automat hvor man får det man ønsker, hvis man ønsker det nok. Ja, de der sælger disse fantasier får fyldt pungen og ser imponerende ud, når de erklærer at denne eller hin tanke kommer direkte fra Gud eller mestrene; men igen svinder det ind til ingenting som candyfloss eller tyggegummi.

Andre hævder rask væk at besidde klarsyn, helbredende hænder (mod behørig betaling) og springer ud som religiøse forkyndere - efter et (dyrt) weekendkursus eller to.

Dekadencen er tydelig og pinlig. Vi lever i tyggegummiets og candyflossens århundrede; mennesker vil underholdes, ikke tænke og lade lyset gro langsomt frem af nødvendighed.

Mennesker lader sig blænde af lygtefisk med lysende madding og bliver fortæret uden at vide det.

Mennesker vil den smukke facade og ikke vide af råddenskaben bag;

I en tid hvor mennesker rejser til månen og dybt ind i verdens mindste dele og natur; accompagneret af schlagers og hornmusik og effekter og berømmelse uden kerne og værdi.

Sikken tid!

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…