Gå videre til hovedindholdet

Dekadencen i vor tids kunst og kultur

Det er påfaldende at i en tid hvor mennesker rejser til månen og måske videre ud i rummet, og hvor videnskaben og teknologien fejrer uhørte triumfer, at en så stor del af kunsten og kulturen står i dekadencens tegn.

Jeg vil indskrænke disse bemærkninger til popkulturen, særligt musikken, og det spirituelle eller religiøse område.

I popmusikken består dekadencen i effektjageri; man taler ligeud om hooklines, riffs og andre fænomener; man ønsker at påvirke på en bestemt måde, hensætte publikum i en særlig stemning, der cirka beløber sig til beundring og fremhævning af egen fortræffelighed osv.

Kort: Denne dekadente musik er som tyggegummi: Uden næring og den mister hurtigt sin smag. Eller den er som at stikke tungen ud af vinduet og tomme kalorier. Som candyfloss: Den ser imponerende ud, men smelter til ingenting ved berøring med tungen.

Det spirituelle og religiøse: Her har den såkaldt karismatiske vækkelse kronede dage, selv om den kun er massepsykose og hysteri.

I det spirituelle verserer der barnlige tanker om, at universet er som en automat hvor man får det man ønsker, hvis man ønsker det nok. Ja, de der sælger disse fantasier får fyldt pungen og ser imponerende ud, når de erklærer at denne eller hin tanke kommer direkte fra Gud eller mestrene; men igen svinder det ind til ingenting som candyfloss eller tyggegummi.

Andre hævder rask væk at besidde klarsyn, helbredende hænder (mod behørig betaling) og springer ud som religiøse forkyndere - efter et (dyrt) weekendkursus eller to.

Dekadencen er tydelig og pinlig. Vi lever i tyggegummiets og candyflossens århundrede; mennesker vil underholdes, ikke tænke og lade lyset gro langsomt frem af nødvendighed.

Mennesker lader sig blænde af lygtefisk med lysende madding og bliver fortæret uden at vide det.

Mennesker vil den smukke facade og ikke vide af råddenskaben bag;

I en tid hvor mennesker rejser til månen og dybt ind i verdens mindste dele og natur; accompagneret af schlagers og hornmusik og effekter og berømmelse uden kerne og værdi.

Sikken tid!

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …