Gå videre til hovedindholdet

Dekadencen i vor tids kunst og kultur

Det er påfaldende at i en tid hvor mennesker rejser til månen og måske videre ud i rummet, og hvor videnskaben og teknologien fejrer uhørte triumfer, at en så stor del af kunsten og kulturen står i dekadencens tegn.

Jeg vil indskrænke disse bemærkninger til popkulturen, særligt musikken, og det spirituelle eller religiøse område.

I popmusikken består dekadencen i effektjageri; man taler ligeud om hooklines, riffs og andre fænomener; man ønsker at påvirke på en bestemt måde, hensætte publikum i en særlig stemning, der cirka beløber sig til beundring og fremhævning af egen fortræffelighed osv.

Kort: Denne dekadente musik er som tyggegummi: Uden næring og den mister hurtigt sin smag. Eller den er som at stikke tungen ud af vinduet og tomme kalorier. Som candyfloss: Den ser imponerende ud, men smelter til ingenting ved berøring med tungen.

Det spirituelle og religiøse: Her har den såkaldt karismatiske vækkelse kronede dage, selv om den kun er massepsykose og hysteri.

I det spirituelle verserer der barnlige tanker om, at universet er som en automat hvor man får det man ønsker, hvis man ønsker det nok. Ja, de der sælger disse fantasier får fyldt pungen og ser imponerende ud, når de erklærer at denne eller hin tanke kommer direkte fra Gud eller mestrene; men igen svinder det ind til ingenting som candyfloss eller tyggegummi.

Andre hævder rask væk at besidde klarsyn, helbredende hænder (mod behørig betaling) og springer ud som religiøse forkyndere - efter et (dyrt) weekendkursus eller to.

Dekadencen er tydelig og pinlig. Vi lever i tyggegummiets og candyflossens århundrede; mennesker vil underholdes, ikke tænke og lade lyset gro langsomt frem af nødvendighed.

Mennesker lader sig blænde af lygtefisk med lysende madding og bliver fortæret uden at vide det.

Mennesker vil den smukke facade og ikke vide af råddenskaben bag;

I en tid hvor mennesker rejser til månen og dybt ind i verdens mindste dele og natur; accompagneret af schlagers og hornmusik og effekter og berømmelse uden kerne og værdi.

Sikken tid!

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være Jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…