Gå videre til hovedindholdet

Om gerninger og gerningers værdi

Det en gerning koster er dens værdi

Sådan kunne en simpel variant af den moralfilosofi som Kant formulerer i Kritik der praktischen Vernunft lyde.

De egentlig moralsk værdifulde handlinger, siger Kant, er dem vi udfører til gavn for andre på trods af ens tilbøjelighed til at lade være.

Moral - og kærlighed - koster. Men det de koster gør dem netop værdifulde. De koster selvopofrelse, ofte anstrengelse, og at vi somme tider sætter os selv i anden række, omtanke osv.

De gerninger vi udfører til gavn for andre, men som ikke koster noget, kalder Kant legale, men ikke egentlig værdifulde.

Enhver der lever i et længerevarende forhold eller ægteskab kender til disse gerninger vi gør for den anden, og som koster selvovervindelse og lignende; og at hvis vi ikke sommetider sætter os selv og vores behov i anden række og handler med omtanke til fordel for partneren;

Så dør kærligheden eller er tegn på at den allerede er død.

Moral og kærlighed koster; men netop derfor er de så værdifulde.

Eller vi kunne sige i et billede:

Kærligheden er en evig vej eller en uendelig trappe. Hvert trin kræver anstrengelse men giver styrke i samme mål, og ved at stige ad den vinder vi dybde, fylde og værdighed.

Og vi kunne sige til den der søger at udvikle sig, eller med et bedre udtryk forædle sin personlighed og ånd, at det er vejen; mere end at søge viden og meget mere end at søge berømmelse, rigdom, magt eller andre tvivlsomme veje og motiver.

Kærlighedens veje søger medmennesket og mindre sig selv i de gerninger hvis værdi udgøres af den kraft og anstrengelse vi lægger i dem.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Fællespunktet for jødedom, kristendom og islam og en ny renaissance

Fælles for de tre abrahamitiske, monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam kan siges at udgøres af næstekærlighedsbudet i 3. Mosebog, kap. 19, vers 18:

Du skal elske din næste som dig selv!

Med tilføjelsen: Jeg er Herren!

Dette bud citeres både af Jesus og Paulus og er en del af det de kalder det første og det største bud.

Som jeg har forsøgt at argumentere for i Profeternes segl så er kærligheden også central i islam, hvis vi forstår budet om overgivelse til Gud som hjertets overgivelse til Ham og til Hans omsorg og beskyttelse.

Kærlighedsbudet; at elske hinanden og overgive sit inderste hjerte til Gud; kan siges at være det fælles grundlag og den gyldne kerne eller inderste lys og lysglimt i de tre verdensreligioner; det eller de glimt der ifølge Vandrer mod Lyset findes i alle religioner.

Derfor er der en fælles grund og derfor er det meningsløst at strides og kriges om eneretten til sandheden, hvis den inderste fælles grund er kærlighed.

Ved at søge tilbage til denne f…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…