Gå videre til hovedindholdet

Plotins Ene og syndefaldsmyten

Den tidligste oprindelse til ideen om en formodet enhedserkendelse af verden som præger visse dele af moderne vulgær spiritualitet er efter hvad jeg ved Plotins (Plotin; 205-270 e. Kr) tanke om det Ene der skulle ligge bag alle fænomener og over intellektet og sjælen.

Tanken er enkel nok:

Bag ethvert fænomen ligger både ontologisk og forklaringsmæssigt et simplere fænomen. Og bag dette simplere fænomen ligger et endnu simplere fænomen og således videre indtil man ender ved et fænomen der både i forhold til eksistens og forklaring er usammensat.

Dette fænomen er i Plotins filosofi det Ene. Dette Ene kan ikke begribes med intellektet, hævder han, men må opleves eller erfares direkte. Da det Ene betinger alt og ligger bag alt vil erfaringen af det gøre mennesket alvidende eller alvis.

Erfarer man dette Ene, har man altså nået livets højeste niveau eller erkendelse/erfaring. Selve oplevelsen skulle være en ekstatisk forening med kosmos, der ikke kan forklares men må opleves af den enkelte.

Nu er det sådan (hvis vi forstår det Ene som Gud eller det verdensgrundlæggende princip) at en sand erfaring af Gud dels ikke er ekstatisk og dels peger åbenbaringspilen ikke fra menneske til Gud, men fra Gud til menneske. Vi kan ikke tvinge Gud til at åbenbare sig, men hvis vi søger Ham, kan Han åbenbare sig for os som enkeltmennesker. En ægte åbenbaring af Gud er ikke ekstatisk men præget af fuldkommen ro, tryghed, klarhed og varme.

Et billede på hvad der sker hvis vi søger at vende pilen, at tvinge Gud gennem erkendelse eller mystisk forening til at åbenbare sig, har vi i syndefaldsmyten og i den græske myte om Ikaros som flyver for tæt på Solen og styrter i havet:

Det der venter i den mystiske og ekstatiske forening med Altet eller Gud er ikke alvisdom - men et fald; i mytisk sprog slangen, der vil gøre mennesket til Gud (og i andre traditioner, kundalini).

Sand åbenbaring giver ro og klarhed og vished om Guds eksistens og kærlighed - når Han selv åbenbarer sig for os når vi søger Ham.

Plotins (og andres) vej er derfor en vildvej, der ikke fører til visdom men fald for et mørke der ligner lys uden at være det.

Med hensyn til selve tanken om det Ene usammensatte tilgrundliggende princip eller fænomen så er det rigtigt, at Gud står bag alt; men Gud er ikke et princip eller et usammensat fænomen, men en Guddom, en Personlighed, af en uendelig fylde, kærlighed og Magt; en personlighed vi aldrig vil forstå eller kunne erkende eller erfare fuldstændig. Overfor Ham er og vil vi altid være som gnister af lys mod Altets og Guds uendelig lyshav.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst