Gå videre til hovedindholdet

Plotins Ene og syndefaldsmyten

Den tidligste oprindelse til ideen om en formodet enhedserkendelse af verden som præger visse dele af moderne vulgær spiritualitet er efter hvad jeg ved Plotins (Plotin; 205-270 e. Kr) tanke om det Ene der skulle ligge bag alle fænomener og over intellektet og sjælen.

Tanken er enkel nok:

Bag ethvert fænomen ligger både ontologisk og forklaringsmæssigt et simplere fænomen. Og bag dette simplere fænomen ligger et endnu simplere fænomen og således videre indtil man ender ved et fænomen der både i forhold til eksistens og forklaring er usammensat.

Dette fænomen er i Plotins filosofi det Ene. Dette Ene kan ikke begribes med intellektet, hævder han, men må opleves eller erfares direkte. Da det Ene betinger alt og ligger bag alt vil erfaringen af det gøre mennesket alvidende eller alvis.

Erfarer man dette Ene, har man altså nået livets højeste niveau eller erkendelse/erfaring. Selve oplevelsen skulle være en ekstatisk forening med kosmos, der ikke kan forklares men må opleves af den enkelte.

Nu er det sådan (hvis vi forstår det Ene som Gud eller det verdensgrundlæggende princip) at en sand erfaring af Gud dels ikke er ekstatisk og dels peger åbenbaringspilen ikke fra menneske til Gud, men fra Gud til menneske. Vi kan ikke tvinge Gud til at åbenbare sig, men hvis vi søger Ham, kan Han åbenbare sig for os som enkeltmennesker. En ægte åbenbaring af Gud er ikke ekstatisk men præget af fuldkommen ro, tryghed, klarhed og varme.

Et billede på hvad der sker hvis vi søger at vende pilen, at tvinge Gud gennem erkendelse eller mystisk forening til at åbenbare sig, har vi i syndefaldsmyten og i den græske myte om Ikaros som flyver for tæt på Solen og styrter i havet:

Det der venter i den mystiske og ekstatiske forening med Altet eller Gud er ikke alvisdom - men et fald; i mytisk sprog slangen, der vil gøre mennesket til Gud (og i andre traditioner, kundalini).

Sand åbenbaring giver ro og klarhed og vished om Guds eksistens og kærlighed - når Han selv åbenbarer sig for os når vi søger Ham.

Plotins (og andres) vej er derfor en vildvej, der ikke fører til visdom men fald for et mørke der ligner lys uden at være det.

Med hensyn til selve tanken om det Ene usammensatte tilgrundliggende princip eller fænomen så er det rigtigt, at Gud står bag alt; men Gud er ikke et princip eller et usammensat fænomen, men en Guddom, en Personlighed, af en uendelig fylde, kærlighed og Magt; en personlighed vi aldrig vil forstå eller kunne erkende eller erfare fuldstændig. Overfor Ham er og vil vi altid være som gnister af lys mod Altets og Guds uendelig lyshav.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Fællespunktet for jødedom, kristendom og islam og en ny renaissance

Fælles for de tre abrahamitiske, monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam kan siges at udgøres af næstekærlighedsbudet i 3. Mosebog, kap. 19, vers 18:

Du skal elske din næste som dig selv!

Med tilføjelsen: Jeg er Herren!

Dette bud citeres både af Jesus og Paulus og er en del af det de kalder det første og det største bud.

Som jeg har forsøgt at argumentere for i Profeternes segl så er kærligheden også central i islam, hvis vi forstår budet om overgivelse til Gud som hjertets overgivelse til Ham og til Hans omsorg og beskyttelse.

Kærlighedsbudet; at elske hinanden og overgive sit inderste hjerte til Gud; kan siges at være det fælles grundlag og den gyldne kerne eller inderste lys og lysglimt i de tre verdensreligioner; det eller de glimt der ifølge Vandrer mod Lyset findes i alle religioner.

Derfor er der en fælles grund og derfor er det meningsløst at strides og kriges om eneretten til sandheden, hvis den inderste fælles grund er kærlighed.

Ved at søge tilbage til denne f…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…