Gå videre til hovedindholdet

Mørkets paradokse natur

Udover den iagttagelse at mørket har en dobbelt natur, en 'lys' og en rent sort side af det samme mørke, har jeg iagttaget det vi kan kalde mørkets paradokse natur.

Denne kommer for eksempel til udtryk når mennesker flygter fra kærligheden af angst for at miste den og når mennesker begår selvmord af angst for døden.

I disse tilfælde narrer mørket mennesket ind i det det frygter vil ske.

Et andet eksempel er den magtbegærlige der i sit begær efter magt bliver afmægtig.

Med hensyn til flugten fra kærligheden kan den have mange ansigter. Man kan for eksempel søge at dulme sin angst for tabet med alkohol, piller, narko osv. Eller man kan forlade sin partner - i en paradoksal angst for at miste vedkommende og fordi man ikke kan udholde smerten ved tanken om tab.

Mørkets paradokse natur - at det får os til at gøre det vi frygter mest eller narrer os ind i det vi frygter - kan også iagttages i kristendommen.

Jeg tænker her på visse kristne forestillinger om, at vejen til Gud går gennem selvpinsler, at lemlæste eller pine sin krop eller sit sind.

Hermed vinder man - tror man - livet gennem døden (eller lidelse).

Denne forestilling har sit bibelske fundament fx i Joh. 12, 24-26, i lignelsen om hvedekornet og generelt i den kristne forsoningslære, hvor Jesu død bliver til liv for alle som tror, og den enkelte påstås kun at vinde evigt liv, hvis man hader sit liv i denne verden. Dermed bliver døden eller selvfornægtelsen eller selvpineriet til livets forudsætning.

Den paradokse natur i kristendommen kan fx også iagttages i Søren Kierkegaards udlægning af den kristne lære i hans tanke om troens dobbeltbevægelse; at troen bestandig fordrer, at man giver afkald på alt for at vinde alt; eller med andre ord giver afkald på livet for at vinde det.

Men alle disse paradokse forestillinger, flugten fra kærligheden af angst for at miste den, opgivelse eller afkaldet på livet for at vinde det og flere andre forestillinger hvor det onde narrer os ind i det vi frygter eller afskærer os fra det vi ønsker og håber, skyldes mørkets paradoksale natur, der hensætter mennesket i en forfærdelig eksistentiel krise og sjæleangst; som er helt overflødig, da livet og kærligheden ikke er paradokse men tilgængelige for enhver.

Det er ikke kærligheden der skaber lidelsen i disse tilfælde og Gud fordrer ikke at livet skal være lidelse for at Han tilstår os det; det er mørket og dets paradokse natur og evne til at give os det vi frygter mest, og som kan få os til at flygte fra det vi ønsker og længes efter, der skaber disse forfærdelige lidelser og tilsyneladende uløselige dilemmaer og livsfornægtende paradokser.

Mørket giver os det vi frygter og får os til at flygte fra det vi ønsker og drømmer om; lyset giver os alt.

Dette er en af de måder mørket bedrager os på og en af de måder det forråder sin bærer.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Fællespunktet for jødedom, kristendom og islam og en ny renaissance

Fælles for de tre abrahamitiske, monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam kan siges at udgøres af næstekærlighedsbudet i 3. Mosebog, kap. 19, vers 18:

Du skal elske din næste som dig selv!

Med tilføjelsen: Jeg er Herren!

Dette bud citeres både af Jesus og Paulus og er en del af det de kalder det første og det største bud.

Som jeg har forsøgt at argumentere for i Profeternes segl så er kærligheden også central i islam, hvis vi forstår budet om overgivelse til Gud som hjertets overgivelse til Ham og til Hans omsorg og beskyttelse.

Kærlighedsbudet; at elske hinanden og overgive sit inderste hjerte til Gud; kan siges at være det fælles grundlag og den gyldne kerne eller inderste lys og lysglimt i de tre verdensreligioner; det eller de glimt der ifølge Vandrer mod Lyset findes i alle religioner.

Derfor er der en fælles grund og derfor er det meningsløst at strides og kriges om eneretten til sandheden, hvis den inderste fælles grund er kærlighed.

Ved at søge tilbage til denne f…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…