Gå videre til hovedindholdet

Mørkets paradokse natur

Udover den iagttagelse at mørket har en dobbelt natur, en 'lys' og en rent sort side af det samme mørke, har jeg iagttaget det vi kan kalde mørkets paradokse natur.

Denne kommer for eksempel til udtryk når mennesker flygter fra kærligheden af angst for at miste den og når mennesker begår selvmord af angst for døden.

I disse tilfælde narrer mørket mennesket ind i det det frygter vil ske.

Et andet eksempel er den magtbegærlige der i sit begær efter magt bliver afmægtig, eller den selvbeundrende der ved hvert skridt ind i selvbeundringen mister noget af det i vedkommende som der måtte være at beundre.

Mørket har det med at skabe disse paradokse kortslutninger eller knuder.

Med hensyn til flugten fra kærligheden kan den have mange ansigter. Man kan for eksempel søge at dulme sin angst for tabet med alkohol, piller, narko osv. Eller man kan forlade sin partner - i en paradoksal angst for at miste vedkommende og fordi man ikke kan udholde smerten ved tanken om tab.

Mørkets paradokse natur - at det får os til at gøre det vi frygter mest eller narrer os ind i det vi frygter - kan også iagttages i kristendommen.

Jeg tænker her på visse kristne forestillinger om, at vejen til Gud går gennem selvpinsler, at lemlæste eller pine sin krop eller sit sind.

Hermed vinder man - tror man - livet gennem døden (eller lidelse).

Denne forestilling har sit bibelske fundament fx i Joh. 12, 24-26, i lignelsen om hvedekornet og generelt i den kristne forsoningslære, hvor Jesu død bliver til liv for alle som tror, og den enkelte påstås kun at vinde evigt liv, hvis man hader sit liv i denne verden. Dermed bliver døden eller selvfornægtelsen eller selvpineriet til livets forudsætning.

Den paradokse natur i kristendommen kan fx også iagttages i Søren Kierkegaards udlægning af den kristne lære i hans tanke om troens dobbeltbevægelse; at troen bestandig fordrer, at man giver afkald på alt for at vinde alt; eller med andre ord giver afkald på livet for at vinde det.

Men alle disse paradokse forestillinger, flugten fra kærligheden af angst for at miste den, opgivelse eller afkaldet på livet for at vinde det og flere andre forestillinger hvor det onde narrer os ind i det vi frygter eller afskærer os fra det vi ønsker og håber, skyldes mørkets paradokse natur, der hensætter mennesket i en forfærdelig eksistentiel krise og sjæleangst; som er helt overflødig, da livet og kærligheden ikke er paradokse men tilgængelige for enhver.

Det er ikke kærligheden der skaber lidelsen i disse tilfælde og Gud fordrer ikke at livet skal være lidelse for at Han tilstår os det; det er mørket og dets paradokse natur og evne til at give os det vi frygter mest, og som kan få os til at flygte fra det vi ønsker og længes efter, der skaber disse forfærdelige lidelser og tilsyneladende uløselige dilemmaer og livsfornægtende paradokser.

Mørket giver os det vi frygter og får os til at flygte fra det vi ønsker og drømmer om; lyset giver os alt.

Dette er en af de måder mørket bedrager os på og en af de måder det forråder sin bærer.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…

EU som økonomisk og politisk projekt

I disse år hvor EU projektet knager i fugerne, specielt efter Brexit, er det nok værd at mindes den egentlige - som jeg opfatter det - motivering for det europæiske projekt.

Fra starten af EU projektet har det primært været et politisk projekt, hvor man har søgt en stadig dybere integration af medlemsstaterne.

Det er netop det der ofte kritiseres af modstandere; man ønsker ikke at afgive suverænitet og magt til et overstatsligt EU.

Men her er vi ved kernen af EU samarbejdet og i den forstand er krisen i EU en eksistens- og identitetskrise:

Fordi kernen i EU er en stadig øget politisk integration og måske til sidst en egentlig EU stat gennem økonomisk integration. Og formålet med denne stadig dybere politiske og økonomiske integration og dermed afgivelse af suverænitet er at undgå krig i Europa.

Derfor har modstanderne ret når de siger at EU ønsker mere magt til det overstatslige organ og mindre til medlemslandene; men de glemmer den gode grund til dette ønske og denne bestræbelse; en …