Gå videre til hovedindholdet

De evige sandheder

Findes der sådan noget som evige sandheder, eller må vi tænke, at al viden er relativ og tidsbunden?

På trods af at videnskaben i dag synes at bekræfte det sidste, at viden er relativ og tidsbunden idet nye opdagelser hele tiden erstatter ældre videnskabelige resultater, kun for selv senere at blive erstattet af andre, vil jeg forsøge denne tanke:

Lysets sandheder er de evige sandheder

At nutidige videnskabelige resultater hele tiden veksler kan ses som et udtryk for det man kalder den selvkorriggerende videnskab og metode.

Det gode og sunde ved denne metode er, at intet er hævet over retten til undersøgelse. Alt er principielt åbent for undersøgelse og man søger efter sandheden hvorhen så denne søgen bringer forskeren. En videnskabelig undersøgelse starter med åbne spørgsmål ideelt set uden forudfattede meninger, og accepterer sandheden hvor man finder den, også selv om det går imod etablerede sandheder og hævdvundne videnskabelige resultater.

Men hvis min tanke er rigtig; at der findes evige sandheder og at disse er lysets sandheder; så må der findes sandheder og videnskabelige resultater som ikke lader sig omstøde. Her er det dog vigtigt at fastslå, at disse formodede sandheder ikke hæves over retten til at blive undersøgt i en slags videnskabelig dogmedannelse.

Hvordan kunne en sådan videnskab og metode se ud?

Hvis vi tager John Lockes inddeling af videnskaberne (An essay of human understanding) som efter hvad jeg kan se er en af de klareste opfattelser der er formuleret, så har vi en fornemmelse af videnskabens områder (jeg vælger her at bruge lidt andre ord end Locke):

I. Physica; hvormed menes erkendelse af fænomener; ikke kun fysiske fænomener men også fænomener og begreber som traditionelt hører under metafysikken (fx 'sjæl', 'eksistens', 'tid', 'rum', 'Gud' osv)

II. Ethica; hvormed menes hvordan vi omsætter viden om fænomener (Physica) til hensigtsmæssige og etisk forsvarlige handlinger (Locke kalder det 'Practica')

III. Semiotik; hvormed menes de tegn vi bruger for vores tanker og ideer indenfor Physica og Ethica; fortrinsvis ord men også symboler; fx yin yang tegnet, korset, halvmånen osv

Hvis vi betragter Ethica og igen støtter os til Locke, så skulle det være muligt at formulere en etik, som er lige så klar og sikker som Euklids geometri idet vi forsøger at give etiske bud efter den intuitive tænknings metode; fx det jeg tidligere har kaldt en rationel og universel etik:

1) At behandle mennesker i nød som vi selv ville ønske at blive behandlet hvis vi var i samme situation;

2) Ikke at tilføje andre smerte ud fra en forståelse af hvor ondt det ville gøre på os selv hvis vi var i den andens sted;

3) Og at elske hinanden som brødre og søstre ud fra vores egen længsel efter og behov for kærlighed.

Dette opfatter jeg som eksempler på lysets etiske og evige sandheder. Det er sikkert muligt at give en del mere.

Men målet med dette indlæg er først og fremmest at sige, at hvis der findes evige sandheder, så skal de søges i lyset og være inspireret af det.

Det er dog lidt kompliceret i denne verden, hvor intet er rent lys og kun godt og hvor det meste af vores viden og erkendelse er tilnærmet.

Det jeg prøver at give er en fornemmelse af retningen: Lyset.

En svaghed som synes iboende al videnskab er vanskeligheden ved at formulere ubetvivlelig erkendelse idet en tanke eller en teori kræver en begrundelse eller et bevis, der igen kræver en begrundelse og et bevis og således i uendelighed. Der hvor analysen og beviset stopper i denne uendelige kæde (og man er nødt til at stoppe et sted) er det mulige angrebspunkt og svagheden.

Dette forhold er dels en svaghed og en åbning for kritik; enhver teoris (også den her fremsatte) sprække hvorind kan drives kritikkens og tvivlens kile; dels en mulighed for yderligere eller uddybet erkendelse og viden.

Alt kan betvivles og alt kan være tilfældet. Sådan synes det umiddelbart at være.

Men hvis der alligevel findes evige sandheder, og hvis vi forudsætter at alle vil bøje sig for sandhedens (og ikke budbringerens) autoritet, hvis sandheden findes og formuleres, så må den findes i retning af lyset.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Fællespunktet for jødedom, kristendom og islam og en ny renaissance

Fælles for de tre abrahamitiske, monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam kan siges at udgøres af næstekærlighedsbudet i 3. Mosebog, kap. 19, vers 18:

Du skal elske din næste som dig selv!

Med tilføjelsen: Jeg er Herren!

Dette bud citeres både af Jesus og Paulus og er en del af det de kalder det første og det største bud.

Som jeg har forsøgt at argumentere for i Profeternes segl så er kærligheden også central i islam, hvis vi forstår budet om overgivelse til Gud som hjertets overgivelse til Ham og til Hans omsorg og beskyttelse.

Kærlighedsbudet; at elske hinanden og overgive sit inderste hjerte til Gud; kan siges at være det fælles grundlag og den gyldne kerne eller inderste lys og lysglimt i de tre verdensreligioner; det eller de glimt der ifølge Vandrer mod Lyset findes i alle religioner.

Derfor er der en fælles grund og derfor er det meningsløst at strides og kriges om eneretten til sandheden, hvis den inderste fælles grund er kærlighed.

Ved at søge tilbage til denne f…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…