Gå videre til hovedindholdet

Steel

Steel var troende og derfor behandlede han sin kone og sine børn som Guds gave til ham personligt.

Ikke fordi han havde lyst eller det faldt ham naturligt; men han ville fordi han skulle. Sådan mente han Gud ville have det.

Steel havde aldrig rigtig kunnet finde ud af om det lille sølvkors han bar om halsen og alt hvad det betød og som han havde båret i mange år - mest var et smykke eller en byrde.

Somme tider følte han det tynge sig til jorden; han gjorde af princip det modsatte af hvad han havde lyst til; sådan mente han Gud ville have det; andre gange løftede det ham op i en verden af frihed og velsignelse.

Barbara, hans kone, fornemmede med en kvindes naturlige klarsyn at hun var nummer to efter Gud og et projekt der ikke handlede om hende eller om kærlighed men om ham.

Det samme fornemmede børnene og derfor var de lige så ulykkelige som Barbara - og Steel selv.

Som enhver for hvem kærligheden er et bud og et princip havde han direkte kurs mod en mur. Og da han mødte den var han helt uforberedt og tog slaget rent til kæben.

Der skete følgende: Han blev forelsket - i en anden.

Ruth var alt det Barbara ikke var. Han havde lyst til Ruth. Menneskeligt og seksuelt. Han begærede hende vanvittigt og kunne ikke tænke på andet end hende.

Alt hvad han troede han vidste om kærlighed og Gud brændte til aske og ingenting. Ruth var så virkelig så håndgribelig og fysisk - og helt anderledes og helt sig selv og ingen anden.

Ruth.

Da han fortalte hende om sine kvaler og anfægtelser sagde hun de ord, der i mange år efter rungede i hans ører - længe efter at han mistede også hende:

- Dit fjols! Du tror du ved alt om kærlighed men kan ikke se den om den så råber dig ind i ansigtet. Du tror at du mistede den da du endelig fandt den. Og nu mister du den igen, fordi du kun kan se dig selv og din såkaldte Gud; for nu er jeg den der er skredet!

Da hun var gået gik han fortumlet rundt i byen og standsede ved en bro. Han så ned i det mørke vand og overvejede om han skulle springe.

Så fik han en idé. Resolut tog han korset fra halsen og lod det falde i dybet. Og så brast han i gråd.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…