Gå videre til hovedindholdet

Steel

Steel var troende og derfor behandlede han sin kone og sine børn som Guds gave til ham personligt.

Ikke fordi han havde lyst eller det faldt ham naturligt; men han ville fordi han skulle. Sådan mente han Gud ville have det.

Steel havde aldrig rigtig kunnet finde ud af om det lille sølvkors han bar om halsen og alt hvad det betød og som han havde båret i mange år - mest var et smykke eller en byrde.

Somme tider følte han det tynge sig til jorden; han gjorde af princip det modsatte af hvad han havde lyst til; sådan mente han Gud ville have det; andre gange løftede det ham op i en verden af frihed og velsignelse.

Barbara, hans kone, fornemmede med en kvindes naturlige klarsyn at hun var nummer to efter Gud og et projekt der ikke handlede om hende eller om kærlighed men om ham.

Det samme fornemmede børnene og derfor var de lige så ulykkelige som Barbara - og Steel selv.

Som enhver for hvem kærligheden er et bud og et princip havde han direkte kurs mod en mur. Og da han mødte den var han helt uforberedt og tog slaget rent til kæben.

Der skete følgende: Han blev forelsket - i en anden.

Ruth var alt det Barbara ikke var. Han havde lyst til Ruth. Menneskeligt og seksuelt. Han begærede hende vanvittigt og kunne ikke tænke på andet end hende.

Alt hvad han troede han vidste om kærlighed og Gud brændte til aske og ingenting. Ruth var så virkelig så håndgribelig og fysisk - og helt anderledes og helt sig selv og ingen anden.

Ruth.

Da han fortalte hende om sine kvaler og anfægtelser sagde hun de ord, der i mange år efter rungede i hans ører - længe efter at han mistede også hende:

- Dit fjols! Du tror du ved alt om kærlighed men kan ikke se den om den så råber dig ind i ansigtet. Du tror at du mistede den da du endelig fandt den. Og nu mister du den igen, fordi du kun kan se dig selv og din såkaldte Gud; for nu er jeg den der er skredet!

Da hun var gået gik han fortumlet rundt i byen og standsede ved en bro. Han så ned i det mørke vand og overvejede om han skulle springe.

Så fik han en idé. Resolut tog han korset fra halsen og lod det falde i dybet. Og så brast han i gråd.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…