Gå videre til hovedindholdet

Steel

Steel var troende og derfor behandlede han sin kone og sine børn som Guds gave til ham personligt.

Ikke fordi han havde lyst eller det faldt ham naturligt; men han ville fordi han skulle. Sådan mente han Gud ville have det.

Steel havde aldrig rigtig kunnet finde ud af om det lille sølvkors han bar om halsen og alt hvad det betød og som han havde båret i mange år - mest var et smykke eller en byrde.

Somme tider følte han det tynge sig til jorden; han gjorde af princip det modsatte af hvad han havde lyst til; sådan mente han Gud ville have det; andre gange løftede det ham op i en verden af frihed og velsignelse.

Barbara, hans kone, fornemmede med en kvindes naturlige klarsyn at hun var nummer to efter Gud og et projekt der ikke handlede om hende eller om kærlighed men om ham.

Det samme fornemmede børnene og derfor var de lige så ulykkelige som Barbara - og Steel selv.

Som enhver for hvem kærligheden er et bud og et princip havde han direkte kurs mod en mur. Og da han mødte den var han helt uforberedt og tog slaget rent til kæben.

Der skete følgende: Han blev forelsket - i en anden.

Ruth var alt det Barbara ikke var. Han havde lyst til Ruth. Menneskeligt og seksuelt. Han begærede hende vanvittigt og kunne ikke tænke på andet end hende.

Alt hvad han troede han vidste om kærlighed og Gud brændte til aske og ingenting. Ruth var så virkelig så håndgribelig og fysisk - og helt anderledes og helt sig selv og ingen anden.

Ruth.

Da han fortalte hende om sine kvaler og anfægtelser sagde hun de ord, der i mange år efter rungede i hans ører - længe efter at han mistede også hende:

- Dit fjols! Du tror du ved alt om kærlighed men kan ikke se den om den så råber dig ind i ansigtet. Du tror at du mistede den da du endelig fandt den. Og nu mister du den igen, fordi du kun kan se dig selv og din såkaldte Gud; for nu er jeg den der er skredet!

Da hun var gået gik han fortumlet rundt i byen og standsede ved en bro. Han så ned i det mørke vand og overvejede om han skulle springe.

Så fik han en idé. Resolut tog han korset fra halsen og lod det falde i dybet. Og så brast han i gråd.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst