Gå videre til hovedindholdet

Stolpe ind, Stolpe ud

Om det stod skrevet i stjernerne eller måske i generne eller andre steder hvor den slags kan tænkes at være skrevet - er svært at sige. Måske var det skrevet henkastet og i al hast af tilfældets blinde gud.

Hvorom alting er: De berømte tvillinger fra Nansensgade, Jan og Jens, var så forskellige som nat og dag, eller salt og peber, eller ild og vand.

Jan var - heldig. Udpræget og usandsynlig heldig. Så heldig, at han kunne være blevet koncerndirektør for en af landets - eller verdens - allerstørste selskaber. Eller han kunne - hvis han havde slået sig på politikken - ene mand have afskaffet demokratiet og genindført enevælden og selv blive konge; og dermed indfriet enhver normal mands inderste drømme.

Jens var - uheldig. Udpræget og usandsynlig uheldig. Det afgørende bevis for det vil jeg fortælle senere.

Så forskellige og så ulige begunstiget af Fortuna var de, at de - med gadens aldrig svigtende visdom - snart fik tilnavnene Stolpe ind og Stolpe ud.

En dag - tvillingerne var da vel en 16 eller 17 år gamle - brød Stolpe Ud sammen under presset fra en fjendtlig og skræmmende verden; og hans far kørte ham ud på Psykiatrisk og lod ham blive der.

Imens tjente Stolpe Ind sin første million ved spekulation i aktier.

På psykiatrisk afdeling vedblev Stolpe Ud at være forfulgt af uheldet. Når han snakkede med de andre patienter eller personalet endte det som regel med, at det var ham der måtte trøste de andre; patienter og personale brød ofte sammen i gråd ved at høre hans livs nederlag og pinsler og vedvarende vanskæbne; og så måtte han række dem sit lommetørklæde og trøste så godt han kunne.

Så en dag vendte lykken. Eller gjorde den? Jens Stolpe Ud skulle tale med afdelingens overlæge, dr. Tics. Om overlægen bare havde en dårlig dag, eller om han omsider brød sammen under byrden af at skulle hjælpe mennesker der konstant blev forfulgt eller regelmæssigt besøgte andre og dybere og ukendte dimensioner og verdener - ved vi ikke.

Men denne dag da Stolpe Ud trådte ind på overlægens kontor, modtog lægen ham siddende på stolen med spredte ben, og da han så Stolpe Ud, klaskede han hænderne sammen og råbte:

- Aha! Der har vi ham! Liten angst? Ingen apetite? Nur rolich? Her! Liten pille! Nichts weiter!Vertich!

Dr Tics jonglerede behændigt med en lille blå pille.

- Liten pille! Keine angst! Hopla!

Og overlægen kastede pillen i vejret og greb den med munden og væk var den.

Så tøffede han med små skridt hen til Stolpe Ud og lagde sig for hans fødder idet han udstødte nogle små klukke- og smaskelyde.

- Liten pille. Yum yum. Liten doktor ikke bange mer'.

Stolpe Ud strøg blidt lægen over håret og lægen stak tommelfingeren i munden - og faldt trygt i søvn.

Imens blev Stolpe Ind påkørt af en lastbil på sin cykel på vej ud til afdelingen hvor Stolpe Ud var indlagt. Han var død på stedet.

Og således skiftede heldet - eller gjorde det? - til sidst da held og uheld slap op samtidig.

Dog; når vi ser Stolpe Ud liggende utrøstelig på sin brors grav idet han forsøger at grave ham op eller selv komme ned til ham -

Hvem kan så sige om ikke held og uheld vedbliver - hvor den slags end er nedskrevet; i de flygtige stjerner eller løst og tilfældigt nedkradset af tilfældets blinde magter.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst