Gå videre til hovedindholdet

Stolpe ind, Stolpe ud

Om det stod skrevet i stjernerne eller måske i generne eller andre steder hvor den slags kan tænkes at være skrevet - er svært at sige. Måske var det skrevet henkastet og i al hast af tilfældets blinde gud.

Hvorom alting er: De berømte tvillinger fra Nansensgade, Jan og Jens, var så forskellige som nat og dag, eller salt og peber, eller ild og vand.

Jan var - heldig. Udpræget og usandsynlig heldig. Så heldig, at han kunne være blevet koncerndirektør for en af landets - eller verdens - allerstørste selskaber. Eller han kunne - hvis han havde slået sig på politikken - ene mand have afskaffet demokratiet og genindført enevælden og selv blive konge; og dermed indfriet enhver normal mands inderste drømme.

Jens var - uheldig. Udpræget og usandsynlig uheldig. Det afgørende bevis for det vil jeg fortælle senere.

Så forskellige og så ulige begunstiget af Fortuna var de, at de - med gadens aldrig svigtende visdom - snart fik tilnavnene Stolpe ind og Stolpe ud.

En dag - tvillingerne var da vel en 16 eller 17 år gamle - brød Stolpe Ud sammen under presset fra en fjendtlig og skræmmende verden; og hans far kørte ham ud på Psykiatrisk og lod ham blive der.

Imens tjente Stolpe Ind sin første million ved spekulation i aktier.

På psykiatrisk afdeling vedblev Stolpe Ud at være forfulgt af uheldet. Når han snakkede med de andre patienter eller personalet endte det som regel med, at det var ham der måtte trøste de andre; patienter og personale brød ofte sammen i gråd ved at høre hans livs nederlag og pinsler og vedvarende vanskæbne; og så måtte han række dem sit lommetørklæde og trøste så godt han kunne.

Så en dag vendte lykken. Eller gjorde den? Jens Stolpe Ud skulle tale med afdelingens overlæge, dr. Tics. Om overlægen bare havde en dårlig dag, eller om han omsider brød sammen under byrden af at skulle hjælpe mennesker der konstant blev forfulgt eller regelmæssigt besøgte andre og dybere og ukendte dimensioner og verdener - ved vi ikke.

Men denne dag da Stolpe Ud trådte ind på overlægens kontor, modtog lægen ham siddende på stolen med spredte ben, og da han så Stolpe Ud, klaskede han hænderne sammen og råbte:

- Aha! Der har vi ham! Liten angst? Ingen apetite? Nur rolich? Her! Liten pille! Nichts weiter!Vertich!

Dr Tics jonglerede behændigt med en lille blå pille.

- Liten pille! Keine angst! Hopla!

Og overlægen kastede pillen i vejret og greb den med munden og væk var den.

Så tøffede han med små skridt hen til Stolpe Ud og lagde sig for hans fødder idet han udstødte nogle små klukke- og smaskelyde.

- Liten pille. Yum yum. Liten doktor ikke bange mer'.

Stolpe Ud strøg blidt lægen over håret og lægen stak tommelfingeren i munden - og faldt trygt i søvn.

Imens blev Stolpe Ind påkørt af en lastbil på sin cykel på vej ud til afdelingen hvor Stolpe Ud var indlagt. Han var død på stedet.

Og således skiftede heldet - eller gjorde det? - til sidst da held og uheld slap op samtidig.

Dog; når vi ser Stolpe Ud liggende utrøstelig på sin brors grav idet han forsøger at grave ham op eller selv komme ned til ham -

Hvem kan så sige om ikke held og uheld vedbliver - hvor den slags end er nedskrevet; i de flygtige stjerner eller løst og tilfældigt nedkradset af tilfældets blinde magter.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Fællespunktet for jødedom, kristendom og islam og en ny renaissance

Fælles for de tre abrahamitiske, monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam kan siges at udgøres af næstekærlighedsbudet i 3. Mosebog, kap. 19, vers 18:

Du skal elske din næste som dig selv!

Med tilføjelsen: Jeg er Herren!

Dette bud citeres både af Jesus og Paulus og er en del af det de kalder det første og det største bud.

Som jeg har forsøgt at argumentere for i Profeternes segl så er kærligheden også central i islam, hvis vi forstår budet om overgivelse til Gud som hjertets overgivelse til Ham og til Hans omsorg og beskyttelse.

Kærlighedsbudet; at elske hinanden og overgive sit inderste hjerte til Gud; kan siges at være det fælles grundlag og den gyldne kerne eller inderste lys og lysglimt i de tre verdensreligioner; det eller de glimt der ifølge Vandrer mod Lyset findes i alle religioner.

Derfor er der en fælles grund og derfor er det meningsløst at strides og kriges om eneretten til sandheden, hvis den inderste fælles grund er kærlighed.

Ved at søge tilbage til denne f…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…