Gå videre til hovedindholdet

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (7)

Hvis analysen er korrekt; at mennesket politisk og økonomisk primært drives af egennytte indadtil gennem ekspansion udadtil, og dermed krig;

Så er det enkelt at opstille en fredens dynamik ved at spejle denne drivkraft i sin modsætning:

At en forenet menneskehed og en verden i fred må drives af ønsket om at berige - ikke sig selv - men andre og derigennem berige sig selv både menneskeligt og økonomisk og politisk.

Denne model møder dog i hvert fald tre vanskeligheder:

1) Den menneskelige natur

2) Menneskets dødelighed

3) De nuværende stater og nationers særpræg og organiske helhed

Med hensyn til det første så er menneskets natur nu endnu så egoistisk og stridbar at en politisk og økonomisk verdensorden baseret på ønsket om at berige sig selv ved at berige andre er helt urealistisk.

Men i det lange løb kan denne natur ændre sig. Det er ingen naturlov, at mennesker altid og i al fremtid fortrinsvis vil drives af selviskhed. Over nogle tusind eller titusinder af år kan billedet langsomt tippe til fordel for det uselviske og næstekærlige.

For vi drives jo ikke kun af det selviske. Mange giver udtryk for, at de oplever den største menneskelige tilfredsstillelse ved uegenyttige handlinger fx gennem frivilligt humanitært arbejde.

Hvis Vandrer mod Lysets beskrivelse af vores langsomme, rolige udvikling og forædling er korrekt, så kan billedet se helt anderledes ud om nogle tusind år.

Når spørgsmålet alligevel er relevant i dag er det ikke mindst på grund af de våben vi i dag råder over.

Men netop dette hænger sammen med det andet punkt:

Vi er dødelige og skrøbelige og derfor tilbøjelige til at forsvare os - og angribe - med alle midler. Men da disse midler i dag er så grufulde, er det netop i vores interesse allerede nu at søge at nå til en global fredskonsensus af hensyn til vores fælles overlevelse.

Det sidste punkt, nationernes særpræg og karakter, skal man være varsom med at overse.

Men de nuværende nationer er jo ikke fremstået med et fingerknips. Langsomt er de groet frem ud fra en indre nødvendighed og fælles behov og karakter.

Det samme kan blive tilfældet med den forenede verden; langsomt må den gro frem og tage form ud fra naturlige behov som en organisme og ikke som et skrivebordsprojekt eller akademisk øvelse;

Og den må gro frem ud fra - stadig mere presserende behov - for overlevelse og menneskets iboende trang til og behov for fred og stabilitet for at kunne skabe værdier; menneskelige og materielle; og ikke ødelægge dem eller udslette os selv.

På den måde udstiller de vanskeligheder vi møder ved den mulige og rationelle forenede verden et af vores ældste etiske problemer:

At teknologien - på godt og ondt - udvikler sig hurtigere end menneskenaturen; vores evne til at ødelægge overstiger tempoet for vores etiske forædling og trangen til at bygge op, så vi spidsformuleret stadig er stenaldermennesker - med atomvåben.

En Verdensregering med i første omgang myndighed til at lovgive om og håndhæve nationernes indbyrdes fred og til at beskytte miljøet er vores bedste - og måske eneste - mulighed og chance for at overleve.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …