Gå videre til hovedindholdet

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (7)

Hvis analysen er korrekt; at mennesket politisk og økonomisk primært drives af egennytte indadtil gennem ekspansion udadtil, og dermed krig;

Så er det enkelt at opstille en fredens dynamik ved at spejle denne drivkraft i sin modsætning:

At en forenet menneskehed og en verden i fred må drives af ønsket om at berige - ikke sig selv - men andre og derigennem berige sig selv både menneskeligt og økonomisk og politisk.

Denne model møder dog i hvert fald tre vanskeligheder:

1) Den menneskelige natur

2) Menneskets dødelighed

3) De nuværende stater og nationers særpræg og organiske helhed

Med hensyn til det første så er menneskets natur nu endnu så egoistisk og stridbar at en politisk og økonomisk verdensorden baseret på ønsket om at berige sig selv ved at berige andre er helt urealistisk.

Men i det lange løb kan denne natur ændre sig. Det er ingen naturlov, at mennesker altid og i al fremtid fortrinsvis vil drives af selviskhed. Over nogle tusind eller titusinder af år kan billedet langsomt tippe til fordel for det uselviske og næstekærlige.

For vi drives jo ikke kun af det selviske. Mange giver udtryk for, at de oplever den største menneskelige tilfredsstillelse ved uegenyttige handlinger fx gennem frivilligt humanitært arbejde.

Hvis Vandrer mod Lysets beskrivelse af vores langsomme, rolige udvikling og forædling er korrekt, så kan billedet se helt anderledes ud om nogle tusind år.

Når spørgsmålet alligevel er relevant i dag er det ikke mindst på grund af de våben vi i dag råder over.

Men netop dette hænger sammen med det andet punkt:

Vi er dødelige og skrøbelige og derfor tilbøjelige til at forsvare os - og angribe - med alle midler. Men da disse midler i dag er så grufulde, er det netop i vores interesse allerede nu at søge at nå til en global fredskonsensus af hensyn til vores fælles overlevelse.

Det sidste punkt, nationernes særpræg og karakter, skal man være varsom med at overse.

Men de nuværende nationer er jo ikke fremstået med et fingerknips. Langsomt er de groet frem ud fra en indre nødvendighed og fælles behov og karakter.

Det samme kan blive tilfældet med den forenede verden; langsomt må den gro frem og tage form ud fra naturlige behov som en organisme og ikke som et skrivebordsprojekt eller akademisk øvelse;

Og den må gro frem ud fra - stadig mere presserende behov - for overlevelse og menneskets iboende trang til og behov for fred og stabilitet for at kunne skabe værdier; menneskelige og materielle; og ikke ødelægge dem eller udslette os selv.

På den måde udstiller de vanskeligheder vi møder ved den mulige og rationelle forenede verden et af vores ældste etiske problemer:

At teknologien - på godt og ondt - udvikler sig hurtigere end menneskenaturen; vores evne til at ødelægge overstiger tempoet for vores etiske forædling og trangen til at bygge op, så vi spidsformuleret stadig er stenaldermennesker - med atomvåben.

En Verdensregering med i første omgang myndighed til at lovgive om og håndhæve nationernes indbyrdes fred og til at beskytte miljøet er vores bedste - og måske eneste - mulighed og chance for at overleve.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Fællespunktet for jødedom, kristendom og islam og en ny renaissance

Fælles for de tre abrahamitiske, monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam kan siges at udgøres af næstekærlighedsbudet i 3. Mosebog, kap. 19, vers 18:

Du skal elske din næste som dig selv!

Med tilføjelsen: Jeg er Herren!

Dette bud citeres både af Jesus og Paulus og er en del af det de kalder det første og det største bud.

Som jeg har forsøgt at argumentere for i Profeternes segl så er kærligheden også central i islam, hvis vi forstår budet om overgivelse til Gud som hjertets overgivelse til Ham og til Hans omsorg og beskyttelse.

Kærlighedsbudet; at elske hinanden og overgive sit inderste hjerte til Gud; kan siges at være det fælles grundlag og den gyldne kerne eller inderste lys og lysglimt i de tre verdensreligioner; det eller de glimt der ifølge Vandrer mod Lyset findes i alle religioner.

Derfor er der en fælles grund og derfor er det meningsløst at strides og kriges om eneretten til sandheden, hvis den inderste fælles grund er kærlighed.

Ved at søge tilbage til denne f…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…