Gå videre til hovedindholdet

Portræt af Jens Stolpe Stormund Ordknap

Jens Stolpe Stormund Ordknap var af natur - genert.

Det var ikke fordi han ikke havde noget at sige eller var bange for mennesker;

Men han søgte altid i dybden, ville forstå mennesker og han kunne lide dem.

Hans trang til at søge bag om ting og finde deres grund og egentlige betydning havde bibragt ham tilnavnet Gollum.

Ikke at han var ked af det. Mere af så meget andet.

Hans evne til dyb eftertanke og en - skal vi sige - vis forsigtig og påpasselig omgang med ord var i nogle sammenhænge et handicap og en kilde til hemmelig græmmelse.

Til familiefester - Jens var ungkarl - rødmede han når nogen spurgte til hans syn på æg til karrysild, skulle man eventuelt også komme kapers på? - han følte en let lammelse i tanken hvis en spurgte om hans mening om Venstres lovforslag om skattefri frynsegoder for privatansatte - og helt perpleks blev han ved spørgsmål om fordelene ved offentlig transport eller privatbilisme.

Hvad kunne det alt sammen betyde? Hvad var det de andre vidste som han ikke vidste? Hvad var det han ikke forstod eller ikke kunne?

Så tænkte han dybt og det gav ham en følelse af beklemthed og et let forpint udtryk i ansigtet og blikket.

Er livet en zoo? Spurgte han sig selv. Kom og se dyrene. Løverne fodres hver mandag klokken 14.

Hvad driver dem? Spurgte han sig selv. 1% mindre eller mere i skat? Bødens størrelse ved forkert parkering? Udsigten til valg/snestorm/bankkrak?

Er det jeg ikke forstår at der intet er at forstå, at det hele er ligegyldigt, er livet en zoo? Kom og se giraffen blive aflivet lørdag klokken 10-11. Se Knut få en sæl galt i halsen. Se elefanten danse rumba på tirsdag. Tag børnene med.

Fuck! Tænkte han en dag. Jeg skider på det hele. Rockn' Roll. Jeg gider ikke tænke mere. Jeg går på druk, jeg vil have noget på den dumme, jeg vil være rig, jeg vil være menneske, jeg vil leve.

Sidst jeg så ham kørte han rundt på en 30 år gammel Puck Maxi med mælkekasse nede ved grillen.

Jeg så ham gå ind rygende på en cerut og i sin nye skriggrønne jakke med imiteret pelsfor i hætten.

Hans briller sad lidt skævt. Måske var det alligevel ikke ham men en anden.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Fællespunktet for jødedom, kristendom og islam og en ny renaissance

Fælles for de tre abrahamitiske, monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam kan siges at udgøres af næstekærlighedsbudet i 3. Mosebog, kap. 19, vers 18:

Du skal elske din næste som dig selv!

Med tilføjelsen: Jeg er Herren!

Dette bud citeres både af Jesus og Paulus og er en del af det de kalder det første og det største bud.

Som jeg har forsøgt at argumentere for i Profeternes segl så er kærligheden også central i islam, hvis vi forstår budet om overgivelse til Gud som hjertets overgivelse til Ham og til Hans omsorg og beskyttelse.

Kærlighedsbudet; at elske hinanden og overgive sit inderste hjerte til Gud; kan siges at være det fælles grundlag og den gyldne kerne eller inderste lys og lysglimt i de tre verdensreligioner; det eller de glimt der ifølge Vandrer mod Lyset findes i alle religioner.

Derfor er der en fælles grund og derfor er det meningsløst at strides og kriges om eneretten til sandheden, hvis den inderste fælles grund er kærlighed.

Ved at søge tilbage til denne f…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…