Gå videre til hovedindholdet

Portræt af Jens Stolpe Stormund Ordknap

Jens Stolpe Stormund Ordknap var af natur - genert.

Det var ikke fordi han ikke havde noget at sige eller var bange for mennesker;

Men han søgte altid i dybden, ville forstå mennesker og han kunne lide dem.

Hans trang til at søge bag om ting og finde deres grund og egentlige betydning havde bibragt ham tilnavnet Gollum.

 Ikke at han var ked af det. Mere af så meget andet.

Hans evne til dyb eftertanke og en - skal vi sige - vis forsigtig og påpasselig omgang med ord var i nogle sammenhænge et handicap og en kilde til hemmelig græmmelse.

Til familiefester - Jens var ungkarl - rødmede han når nogen spurgte til hans syn på æg til karrysild, skulle man eventuelt også komme kapers på? - han følte en let lammelse i tanken hvis en spurgte om hans mening om Venstres lovforslag om skattefri frynsegoder for privatansatte - og helt perpleks blev han ved spørgsmål om fordelene ved offentlig transport eller privatbilisme.

Hvad kunne det alt sammen betyde? Hvad var det de andre vidste som han ikke vidste? Hvad var det han ikke forstod eller ikke kunne?

Så tænkte han dybt og det gav ham en følelse af beklemthed og et let forpint udtryk i ansigtet og blikket.

Er livet en zoo? Spurgte han sig selv. Kom og se dyrene. Løverne fodres hver mandag klokken 14.

 Hvad driver dem? Spurgte han sig selv. 1% mindre eller mere i skat? Bødens størrelse ved forkert parkering? Udsigten til valg/snestorm/bankkrak?

Er det jeg ikke forstår at der intet er at forstå, at det hele er ligegyldigt, er livet en zoo? Kom og se giraffen blive aflivet lørdag klokken 10-11. Se Knut få en sæl galt i halsen. Se elefanten danse rumba på tirsdag. Tag børnene med.

 Fuck! Tænkte han en dag. Jeg skider på det hele. Rockn' Roll. Jeg gider ikke tænke mere. Jeg går på druk, jeg vil have noget på den dumme, jeg vil være rig, jeg vil være menneske, jeg vil leve.

Sidst jeg så ham kørte han rundt på en 30 år gammel Puck Maxi med mælkekasse nede ved grillen.

Jeg så ham gå ind rygende på en cerut og i sin nye skriggrønne jakke med imiteret pelsfor i hætten.

Hans briller sad lidt skævt. Måske var det alligevel ikke ham men en anden.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere