Gå videre til hovedindholdet

Schopenhauer og barbariet

I Die Welt als Wille und Vorstellung (1818) (da. Verden som vilje og forestilling) giver Arthur Schopenhauer et dystert billede af mennesket:

Efter 1700-tallets rationalisme og oplysningstanker hvor fornuften og tankens magt sattes i højsædet svarer Schopenhauer på et tidspunkt hvor revolutionen og råbet om frihed var druknet i blod, terror og tyranni:

Nej, mennesket ledes ikke primært af fornuft men først og fremmest af viljen og særligt af viljen til livet; ofte på bekostning af fornuften, etikken og andre mennesker (eller andre levende væsener).

Derfor er naturtilstanden alles kamp mod alle (Hobbes; Leviathan) og derfor lurer barbariet altid som de 9/10 dele af isbjerget under overfladen af rationelle ideer som demokrati, menneskerettigheder og selve statstanken.

Det er rationelt og ligefrem en naturlov at danne samfund og at afgive en del af sin naturlige magt til en suværen hersker (en konge eller en folkeforsamling) eller at begrænse sin livsudfoldelse inden for rammerne af statens lovgivning i henhold til selvopretholdelsesdriften (Hobbes).

Men barbariet lurer altid under overfladen; ikke i form af en ydre fjende men dybest i os selv; i viljen til livet for enhver pris, livsdriften på bekostning af etik, kærlighed eller bare den rationelle tanke om at vi i fællesskab er mere trygge og har bedre chancer for at overleve også som individer (statstanken).

Vi ledes fortrinsvis af drifter, instinkt og følelse som Schopenhauer tolker som vilje og mindre af fornuft.

En nutidig læsning og nuancering kunne måske tilføje, at vi lever i jagten efter hjernens belønningsstof dopamin og kroppens belønningsstof endorfiner; også selv om denne jagt går imod livsviljen og chancerne for at overleve og leve længe, hvilket fx ses ved afhængighed af nikotin, heroin, ekstremsport der nedbryder i stedet for at opbygge kroppen, overspisning osv.

Men; uanset at Schopenhauer nok har fat i noget meget væsentligt, så kunne man - parallelt til det jeg har foreslået ved vurderingen af David Humes erkendelsesteori - spørge:

Sæt Schopenhauer har ret; hvordan og ved hvilken kraft eller evne er han kommet til bunds i den store verdensgåde; ved hvilken anden kraft end erkendelsen, tanken, intellektet?

Måske er fornuft og vilje altså alligevel ikke per definition komplementære men instanser i os der kan støtte og samarbejde i ønsket om at forstå og at handle ud fra det vi forstår.

Ved således at holde teorien op som spejl for sig selv (parallelt til undersøgelsen af Hume) i en slags erkendelsesteoretisk, epistemologisk kontrol eller eksperiment, afsløres teoriens begrænsning selv om den sikkert har fat i noget meget væsentligt; og det viser at vi ikke kan skabe fuldstændige og perfekte erkendelsessystemer og at vores erkendelse er begrænset og tilnærmet.

Schopenhauers løsning er heller ikke overbevisende: Ved askese at dræbe den uhæmmede livsvilje og - drift og dermed standse livets kamp og den deraf følgende lidelse for sig selv og andre i en hinduistisk og buddhistisk inspireret tankegang.

Hvis han har ret og livet er en kamp skulle vi hellere lade os inspirere af Kon-Futze og skifte kampplads og arena:

Fra at kæmpe mod andre mennesker og andre levende væsener ud fra vores medfødte selvopretholdelsesdrift skulle vi hellere henlægge kampen til vores eget indre og rense vores hjerter og sind så de kommer i balance og kommer væk fra de ideer der gør livet til en kamp mod andre. Hvis problemet ligger i os selv er det også her vi kan finde løsningen.

Dermed kunne vi skabe bedre og mere fredelige måder at leve sammen på hvor vi ikke kæmper mod hinanden men for hinanden ved at kæmpe mod det onde i os selv.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d