Gå videre til hovedindholdet

Sensommer på Strøget 3

Da jeg var ung foretog jeg nogle studie- og dannelsesrejser til Afrika ud fra den simple tanke, at når man rejser ud i verden, rejser man samtidig ind i sig selv.

Indtrykkene fra rejserne har jeg som bekendt samlet i Historier fra de varme lande.

Konklusionen i værket og livet er på en måde nedslående; Ja, jeg lærte et og andet om mig selv, men intet særlig interessant; jeg mødte løver og elefanter og bøfler og sorte;

Men det mest præcise billede på den ydre og indre rejse fandt jeg en dag jeg mødte et æsel; jeg så ind i dets mørke bundløse blik og så noget som en øjeblikkelig gensidig genkendelse; så gav det sig til at skryde højt og gennemtrængende.

Og det flugter godt med en anden ting jeg lærte da jeg indså, at den største lærdom ligger i ægteskabet og den dertil nødvendige selvironi og humoristiske distance (eller nærhed) til livet.

Kort sagt: Jeg havde ikke brug for at lære om mig selv, men for at blive gift.

Min kone er på mange måder et bemærkelsesværdigt menneske; hun skærer ind til benet på et øjeblik, trænger ind til kernen med det samme. Men det ligger jo også lige for som atomfysiker.

En af hendes skarpe tanker er hendes tilbundsgående analyse af kapitalismen, som ville have gjort selv Marx tilfreds;

Analysen sammenfatter hun i følgende udødelige ord:

Hit med grunkerne eller jeg sparker dig i klunkerne. 

Kan det blive mere præcist?

Som man nok kan forstå holder jeg meget af min kone og har respekt for hendes skarpe tanke og gode karakter.

Med tiden har jeg ændret min grundlæggende livsholdning; at rejse - ikke ud i verden - men ind i et andet menneske (læs: Min kone) er at rejse ind i sig selv.

Måske er det det vi skal lære; det og så en vis overbærenhed med sig selv og andre; lige meget hvor åndssvag verden så kan være.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…