Gå videre til hovedindholdet

Sensommer på Strøget 3

Da jeg var ung foretog jeg nogle studie- og dannelsesrejser til Afrika ud fra den simple tanke, at når man rejser ud i verden, rejser man samtidig ind i sig selv.

Indtrykkene fra rejserne har jeg som bekendt samlet i Historier fra de varme lande.

Konklusionen i værket og livet er på en måde nedslående; Ja, jeg lærte et og andet om mig selv, men intet særlig interessant; jeg mødte løver og elefanter og bøfler og sorte;

Men det mest præcise billede på den ydre og indre rejse fandt jeg en dag jeg mødte et æsel; jeg så ind i dets mørke bundløse blik og så noget som en øjeblikkelig gensidig genkendelse; så gav det sig til at skryde højt og gennemtrængende.

Og det flugter godt med en anden ting jeg lærte da jeg indså, at den største lærdom ligger i ægteskabet og den dertil nødvendige selvironi og humoristiske distance (eller nærhed) til livet.

Kort sagt: Jeg havde ikke brug for at lære om mig selv, men for at blive gift.

Min kone er på mange måder et bemærkelsesværdigt menneske; hun skærer ind til benet på et øjeblik, trænger ind til kernen med det samme. Men det ligger jo også lige for som atomfysiker.

En af hendes skarpe tanker er hendes tilbundsgående analyse af kapitalismen, som ville have gjort selv Marx tilfreds;

Analysen sammenfatter hun i følgende udødelige ord:

Hit med grunkerne eller jeg sparker dig i klunkerne. 

Kan det blive mere præcist?

Som man nok kan forstå holder jeg meget af min kone og har respekt for hendes skarpe tanke og gode karakter.

Med tiden har jeg ændret min grundlæggende livsholdning; at rejse - ikke ud i verden - men ind i et andet menneske (læs: Min kone) er at rejse ind i sig selv.

Måske er det det vi skal lære; det og så en vis overbærenhed med sig selv og andre; lige meget hvor åndssvag verden så kan være.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst