Gå videre til hovedindholdet

Herren og myggen (Metaboli)

Jeg, Benedict d'Esquire Connayson, skal berette noget sælsomt der hændte mig for 13 år, 7 måneder, 15 dage og nætter siden. Læseren må afgøre med sig selv om vanviddet allerede dengang havde grebet mig eller det først kom derefter.

Jeg sidder i min celle og har kun 1 stykke papir og ingen pen. Jeg skriver med den gaffel jeg spiste med til aften - og mit blod. Tilgiv hvis skriften ryster:

Det var en aften hen ad klokken 18, jeg gik min sædvanlige aftentur, det skumrede og en let regn førtes med vinden fra sydvest.

Pludselig ser jeg lidt fremme en underlig mandsperson træde frem omkring et hjørne; manden var iført en sort kappe, en høj sort hat; men det underlige var at han i den højre hånd havde en pisk, i den venstre en rangle. Hans blik henlå i skygge; kun fornemmede jeg en svag glød, en flamme eller et svagt lys i skyggen, hvor hans øjne måtte være.

- Kom her, mit barn, sagde han med høj stemme.

Jeg studsede men gik nærmere. Jeg vidste ikke rigtig om jeg følte uro eller glæde ved det underlige syn.

- Jeg er en dør, fortsatte han, og jeg gik helt hen til ham. Da jeg tilfældigt berørte hans højre frakkeskøde, frøs verden til stilhed. Alt blev stille og intet omkring os bevægede sig. Der hørtes heller ingen lyd.

Pludselig var det som om manden gav efter for min næste berøring, som, ja, en dør der åbnedes, og jeg faldt eller blev suget ind i en skakt; men om jeg faldt nedad eller svævede opad kan jeg ikke sige.

Jeg steg eller faldt; så ramte jeg noget hårdt; et loft eller et gulv. Foran mig i luften svævede et sort kors hvor Jesus hang. Men han var ikke død. Fra hans øjne flød tårer, så bitre, så smertelige, at jeg selv måtte græde.

- Er det Gud? 

Spørgsmålet svævede som lysende bogstaver af diamant foran mine øjne. Jeg rakte ud efter dem. De føltes bløde og dejlige.

- Ja! svarede jeg uden tøven.

Idet jeg svarede lød en mægtig stemme til mig samtidig med at synet ændrede sig, og jeg med et så floder der løb opad bjergskråninger, bjerge der skælvede og selve Universet rystede;

- Se, det er blasfemi! sagde stemmen og floderne forsvandt, bjergenes skælven ophørte og verden var igen sig selv.

Igen faldt eller steg jeg gennem skakten, og før jeg vidste af det stod jeg igen foran den underlige mand på promenaden.

Han rakte mig en lille folder af gråt papir. På bladet stod der:

Magisk teater, kun for forrykte!

Manden førte langsomt pegefingeren til munden idet han betydede mig at jeg skulle tie.

Kort tid efter kom vanviddet.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…