Gå videre til hovedindholdet

Herren og myggen (Metaboli)

Jeg, Benedict d'Esquire Connayson, skal berette noget sælsomt der hændte mig for 13 år, 7 måneder, 15 dage og nætter siden. Læseren må afgøre med sig selv om vanviddet allerede dengang havde grebet mig eller det først kom derefter.

Jeg sidder i min celle og har kun 1 stykke papir og ingen pen. Jeg skriver med den gaffel jeg spiste med til aften - og mit blod. Tilgiv hvis skriften ryster:

Det var en aften hen ad klokken 18, jeg gik min sædvanlige aftentur, det skumrede og en let regn førtes med vinden fra sydvest.

Pludselig ser jeg lidt fremme en underlig mandsperson træde frem omkring et hjørne; manden var iført en sort kappe, en høj sort hat; men det underlige var at han i den højre hånd havde en pisk, i den venstre en rangle. Hans blik henlå i skygge; kun fornemmede jeg en svag glød, en flamme eller et svagt lys i skyggen, hvor hans øjne måtte være.

- Kom her, mit barn, sagde han med høj stemme.

Jeg studsede men gik nærmere. Jeg vidste ikke rigtig om jeg følte uro eller glæde ved det underlige syn.

- Jeg er en dør, fortsatte han, og jeg gik helt hen til ham. Da jeg tilfældigt berørte hans højre frakkeskøde, frøs verden til stilhed. Alt blev stille og intet omkring os bevægede sig. Der hørtes heller ingen lyd.

Pludselig var det som om manden gav efter for min næste berøring, som, ja, en dør der åbnedes, og jeg faldt eller blev suget ind i en skakt; men om jeg faldt nedad eller svævede opad kan jeg ikke sige.

Jeg steg eller faldt; så ramte jeg noget hårdt; et loft eller et gulv. Foran mig i luften svævede et sort kors hvor Jesus hang. Men han var ikke død. Fra hans øjne flød tårer, så bitre, så smertelige, at jeg selv måtte græde.

- Er det Gud? 

Spørgsmålet svævede som lysende bogstaver af diamant foran mine øjne. Jeg rakte ud efter dem. De føltes bløde og dejlige.

- Ja! svarede jeg uden tøven.

Idet jeg svarede lød en mægtig stemme til mig samtidig med at synet ændrede sig, og jeg med et så floder der løb opad bjergskråninger, bjerge der skælvede og selve Universet rystede;

- Se, det er blasfemi! sagde stemmen og floderne forsvandt, bjergenes skælven ophørte og verden var igen sig selv.

Igen faldt eller steg jeg gennem skakten, og før jeg vidste af det stod jeg igen foran den underlige mand på promenaden.

Han rakte mig en lille folder af gråt papir. På bladet stod der:

Magisk teater, kun for forrykte!

Manden førte langsomt pegefingeren til munden idet han betydede mig at jeg skulle tie.

Kort tid efter kom vanviddet.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …

Mørket begærer lyset

Det du ikke begærer, vil trygt komme til dig; Halfdan Rasmussen

Et grundlæggende forhold mellem godt og ondt, lys og mørke, er at mørket begærer lyset.

Eksemplerne på det er mange:

Lyset giver magt, mørket begærer magt, men gør samtidig den magtbegærlige magtesløs, idet ingen magt for den begærlige er nok til at tilfredsstille begæret.

Derfor mener jeg at det er rigtigt, som jeg før har skrevet, at drømme om magt, drømmes af slaver.

Lyset vækker opmærksomhed og i nogle tilfælde berømmelse, mens mørket begærer opmærksomhed eller berømmelse.

Men også i dette tilfælde tilfredsstilles begæret ikke, idet den der begærer berømmelse ikke vil tilfredsstilles af nok så stor en berømmelse, og hvis man opnår en grad af berømmelse ud fra et begær efter den vil den føles tom.

Der er mange andre eksempler idet forholdet så vidt jeg kan se gælder alt lys og mørke.

Vi kunne til tanken føje, at mørket begærer lyset, men samtidig afskærer det en fra det lys vi begærer.

Og det er måske sandheden om hvor…

Kringsatt av fiender

'Hvad skal jeg kæmpe med, hvad er mit våben?'

Sådan spørger den norske digter, Nordahl Grieg, i sit berømte digt fra 1936 i en tid med krig, nød, lidelser, ondskab, sygdom og elendighed overalt.

Hvad skal vi kæmpe med, hvad er vores våben nu - i en tid der på mange måder minder om den verden Grieg levede og skrev i.

Svaret er lige så enkelt som det er svært at efterleve: Kærlighed.

For hvem er egentlig fjenden? Er det muslimer, vesterlændinge, russerne, sorte, kapitalisterne; de andre?

Nej, fjenden er det mørke, der får os til at hade muslimer, kristne, sorte; de andre.

Og hvor er fronten?

Er den i Syrien, Afghanistan, Irak, Iran, USA, Storbritannien, Rusland, Danmark?

Nej, den er i os selv. Når vi drager ud og slår ihjel i retfærdighedens, demokratiets og frihedens eller i Guds navn, har kærligheden tabt.

Når vi derimod søger forsoning, forbrødring, tilgivelse og fred har kærligheden en chance - måske den eneste.

'Det onde skal tabe' siger Grieg også i digtet.

Ja, men…