Gå videre til hovedindholdet

Herren og myggen (Metaboli)

Jeg, Benedict d'Esquire Connayson, skal berette noget sælsomt der hændte mig for 13 år, 7 måneder, 15 dage og nætter siden. Læseren må afgøre med sig selv om vanviddet allerede dengang havde grebet mig eller det først kom derefter.

Jeg sidder i min celle og har kun 1 stykke papir og ingen pen. Jeg skriver med den gaffel jeg spiste med til aften - og mit blod. Tilgiv hvis skriften ryster:

Det var en aften hen ad klokken 18, jeg gik min sædvanlige aftentur, det skumrede og en let regn førtes med vinden fra sydvest.

Pludselig ser jeg lidt fremme en underlig mandsperson træde frem omkring et hjørne; manden var iført en sort kappe, en høj sort hat; men det underlige var at han i den højre hånd havde en pisk, i den venstre en rangle. Hans blik henlå i skygge; kun fornemmede jeg en svag glød, en flamme eller et svagt lys i skyggen, hvor hans øjne måtte være.

- Kom her, mit barn, sagde han med høj stemme.

Jeg studsede men gik nærmere. Jeg vidste ikke rigtig om jeg følte uro eller glæde ved det underlige syn.

- Jeg er en dør, fortsatte han, og jeg gik helt hen til ham. Da jeg tilfældigt berørte hans højre frakkeskøde, frøs verden til stilhed. Alt blev stille og intet omkring os bevægede sig. Der hørtes heller ingen lyd.

Pludselig var det som om manden gav efter for min næste berøring, som, ja, en dør der åbnedes, og jeg faldt eller blev suget ind i en skakt; men om jeg faldt nedad eller svævede opad kan jeg ikke sige.

Jeg steg eller faldt; så ramte jeg noget hårdt; et loft eller et gulv. Foran mig i luften svævede et sort kors hvor Jesus hang. Men han var ikke død. Fra hans øjne flød tårer, så bitre, så smertelige, at jeg selv måtte græde.

- Er det Gud? 

Spørgsmålet svævede som lysende bogstaver af diamant foran mine øjne. Jeg rakte ud efter dem. De føltes bløde og dejlige.

- Ja! svarede jeg uden tøven.

Idet jeg svarede lød en mægtig stemme til mig samtidig med at synet ændrede sig, og jeg med et så floder der løb opad bjergskråninger, bjerge der skælvede og selve Universet rystede;

- Se, det er blasfemi! sagde stemmen og floderne forsvandt, bjergenes skælven ophørte og verden var igen sig selv.

Igen faldt eller steg jeg gennem skakten, og før jeg vidste af det stod jeg igen foran den underlige mand på promenaden.

Han rakte mig en lille folder af gråt papir. På bladet stod der:

Magisk teater, kun for forrykte!

Manden førte langsomt pegefingeren til munden idet han betydede mig at jeg skulle tie.

Kort tid efter kom vanviddet.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d