Gå videre til hovedindholdet

Herren og myggen (en pastiche)

Hen ad den mørke kun sparsomt oplyste gade gik to herrer ved aftentid, den ene i en elegant frakke med pelskrave og sort cylinder på hovedet, tydeligt irriteret af den anden, en lille undersætsig fremtoning med opstoppernæse, rygende på en cigar som han svingede rundt i luften mens han med besvær fulgte den anden i en let trippende gang og stundom greb den fornemme herre i frakkeskødet.

- Blot endnu et ord, Pjotr Stefanovitch, blot et lille ord, en bagatel, jeg støtter Dem absolut, ubetinget, en mand som Dem har sin egen ret, vi andre, nej, hvad siger jeg, jeg er blot et kryb, en, nå, krokodille for eksempel, nej jeg forglemmer mig, en krokodille har også sin ret, sin egenart, sine æh, gode sider, kort sagt, altså;

Den lille mand hvis navn rettelig var Ivan Ilyitch Porstagorin hævede sig til ekstase i sin selvfornedrelse, som kunne han ikke stærkt nok dømme og fordømme sig selv;

- Altså, kort, en myg, javel! absolut en myg, hvad skulle vel en myg som jeg betyde for en herre med Deres format og Deres himmelstræbende planer, en myg ser De ikke fra Olympen, De kvaser den bare, sådan, mellem to fingre, klask! færdig! men altså, skønt, nej, jeg støtter Dem IKKE, en myg har også ret, imperier er lagt øde af, nå, myg;

Pludselig stoppede den lille op og stod bomstille som ramt af lynet;

- De smiler, De ler! De ler mig op i mit åbne ansigt!

Ivan Ilyitch tabte cigaren, knyttede næverne og ville angribe sin herre og spotter med næverne, tænderne, ville flå ham håret af hovedet, spytte ham i ansigtet, give ham en sviende lussing; men;

Den anden målte ham skråt oppefra og ned, knipsede let med fingrene som fik han en tanke; så trak han let på skuldrene, gik et par lange skridt forud for den anden og forsvandt i mørket.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…