Gå videre til hovedindholdet

Herren og myggen (Satirikon)

Hen ad den sparsomt oplyste promenade gik to herrer i aftenskumringen.

Den ene var iført en lang sort kappe, høje støvler og en høj sort hat, hvorpå der var skrevet uforståelige formler - eller var det hieroglyffer; de lyste op et kort øjeblik og forsvandt så og nye kom til syne andre steder for igen at udslukkes.

Hans navn var Niels Kvant.

Den anden var en lille undersætsig personage med overbid og en lang spids næse; Han var iført en lidt for stor hjemmestrikket orange sweater med et stort blåt L midt på maven.

Den lille gik med let trippende gang ved den høje herres side og forsøgte med besvær at holde trit og stundom trak han i herrens frakkeskøde.

- Det er jo indlysende, - L knipsede med fingrene i luften, - logisk, logisk, snit, snit, De har Deres plads her i verden, snit, og jeg støtter Dem ubetinget, u-be-tinget, blot må De sørge for at holde kursen, ikke få overbalance, ikke hælde hovedet hverken til højre eller venstre; Deres store byrde, De bærer den flot, snit, snit;

Den høje herre smilede overbærende men ikke uvenligt ad den lille; han hilste til højre og venstre til forbipasserende han kendte;

Men - pludselig - åh - ved et for dybt buk til højre for en ung, lyshåret skønhed der spadserede med sin far på promenaden - fik den høje overbalance og var ved at falde; han greb fat i den lilles venstre skulder og rev ham med i faldet; og sammen trimlede de ned i mudderet som havde samlet sig i en pøl ved vejens kant.

Og der lå de to så og forsøgte at komme på benene igen idet de bandede og svovlede over uheldet, den uværdige stilling og hinanden.

En lille pige, der gik med sin mor, pegede på de to i rendestenen og råbte så alle kunne høre det:

- Hvorfor ligger de der uden noget tøj på? Jeg vil også i vandet og lege!

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…