Gå videre til hovedindholdet

Herren og myggen (Satirikon)

Hen ad den sparsomt oplyste promenade gik to herrer i aftenskumringen.

Den ene var iført en lang sort kappe, høje støvler og en høj sort hat, hvorpå der var skrevet uforståelige formler - eller var det hieroglyffer; de lyste op et kort øjeblik og forsvandt så og nye kom til syne andre steder for igen at udslukkes.

Hans navn var Niels Kvant.

Den anden var en lille undersætsig personage med overbid og en lang spids næse; Han var iført en lidt for stor hjemmestrikket orange sweater med et stort blåt L midt på maven.

Den lille gik med let trippende gang ved den høje herres side og forsøgte med besvær at holde trit og stundom trak han i herrens frakkeskøde.

- Det er jo indlysende, - L knipsede med fingrene i luften, - logisk, logisk, snit, snit, De har Deres plads her i verden, snit, og jeg støtter Dem ubetinget, u-be-tinget, blot må De sørge for at holde kursen, ikke få overbalance, ikke hælde hovedet hverken til højre eller venstre; Deres store byrde, De bærer den flot, snit, snit;

Den høje herre smilede overbærende men ikke uvenligt ad den lille; han hilste til højre og venstre til forbipasserende han kendte;

Men - pludselig - åh - ved et for dybt buk til højre for en ung, lyshåret skønhed der spadserede med sin far på promenaden - fik den høje overbalance og var ved at falde; han greb fat i den lilles venstre skulder og rev ham med i faldet; og sammen trimlede de ned i mudderet som havde samlet sig i en pøl ved vejens kant.

Og der lå de to så og forsøgte at komme på benene igen idet de bandede og svovlede over uheldet, den uværdige stilling og hinanden.

En lille pige, der gik med sin mor, pegede på de to i rendestenen og råbte så alle kunne høre det:

- Hvorfor ligger de der uden noget tøj på? Jeg vil også i vandet og lege!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst