Gå videre til hovedindholdet

Herren og myggen (Heretica)

Hvem eller hvad er Gud?

Dette spørgsmål har jeg, Baruch Kætteren, altid stillet mig selv. Og jeg er kommet frem til følgende:

For mennesket er Gud det ideelle menneske, for trekanten den ideelle trekant, for cirklen den ideelle cirkel - og for tåben den ideelle tåbe.

I går ved 19 tiden gik jeg min sædvanlige tur på stranden og lod vinden opfriske mit ansigt og sind.

Jeg havde vel tilbagelagt et par km og var altså kommet forbi Pax, danserestauranten, da et sælsomt syn mødte mit blik;

Lidt længere henne ad stranden gik en høj, mørkklædt herre. I stedet for et hoved havde han en bog hvis omslag vendte opad som en hat, og hvis sider vendte ned mod halsen og kroppen, og hele tiden bladede eller rettere sagt blæste siderne rundt og i de korte øjeblikke hvor det ikke var tilfældet, lyste forskellige passager i bogen eller 'hovedet' op som fjerne lyn eller kornmod, og ud af munden kom papirstrimler med de således oplyste passager.

Om hovedet på manden svirrede utallige myg, der ikke stak manden, men tilsyneladende sugede saft ud af papirstrimlerne.

Jeg nærmede mig forsigtigt, og for at få en samtale i gang spurgte jeg ham om han kunne sige mig hvad klokken var.

Siderne i bogen vendtes hurtigt som af vinden;

- 2. Sam. 3, 27, lød svaret.

Ærgerlig spurgte jeg ham så om han havde ild.

Igen vendtes siderne, en passage lyste op, og ud kom en strimmel med teksten:

1. Kor. 5, 17

Lige meget hvad jeg spurgte om, kom der kun disse tåbelige strimler med det ene svar mere meningsløst end det andet.

Og så forstod jeg:

Jeg har altid søgt Gud. I al tilværelsens byrde og bedrøvelighed og modløshed kunne kun Han trøste og hjælpe. Nu havde jeg set Ham i denne sære skikkelse;

Som et idealiseret billede af mig selv:

Den største tåbe.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d