I gamle dage dansede mennesker om treenigheden Gud-Søn-Helligånd. I dag danser vi om treenigheden Magt-Penge-Sex.
I Leviathan stiller Thomas Hobbes mod slutningen det simple spørgsmål som han tilskriver Cicero: Qui bono? (Hvem gavner det?) for at søge at forstå hvordan visse - som han hævder - falske doktriner havde sneget sig ind i den katolske kirke.
Det samme spørgsmål kan stilles når vi søger at forstå dagens politik og de politiske processer: Hvem og hvordan gavner denne udtalelse, dette lovforslag, hvem og hvordan gavner en given politisk aktivitet?
Svaret på første del af spørgsmålet er som regel: Det gavner politikeren selv eller partiet eller interesseorganisationen.
Hvordan det gavner eller søges at gavne den politiske aktør - herunder hvorfor aktiviteten netop kommer nu, i hvilket medie og hvordan - hører med til afkodningen af den politiske aktivitet.
Hvem og hvordan gavner den politiske aktivitet den politiske aktør?
Når jeg siger gavner mener jeg: Hvordan styrker den politiske aktivitet den politiske aktørs magt og hvordan giver det den politiske aktør eller dem han repræsenterer eller er afhængig af (sponsorer eller donorer) flere penge?
Det sidste led i den moderne, hellige treenighed, nemlig: Hvordan får den politiske aktør udmøntet den politiske aktivitet i mere sex, besvares af det nogle fremfører, at magt (og penge) er et potent afrodisikum.
Sådan ser jeg virkeligheden under de lejlighedsvis flotte ord om demokrati, frihed og menneskerettigheder.
Ordenes skrøbelighed - hvis ikke hulhed - ses når virkeligheden udfordrer dem og forpligter:
Når mennesker vandrer gennem brændende ørkener eller med livet som indsats sejler over havet i håb om hjælp og en fremtid; når folk lider ufattelige lidelser i krig og mister alt og bliver gjort blodig uret;
Pludselig forpligter ordene, og de dumper os med et brag. Så flotte ord, så menneskelige og så hule.
Qui bono?
Magt, penge, sex. Er det hvad vores fantasi rækker til når vi tænker på hvad der gavner os?
Er det ikke at korrumpere det indre menneske og et knytnæveslag til den etiske sans?
Er det grunden til leden ved det politiske og grunden til længslen efter noget andet som vi i Danmark har set spæde tegn på (fx gennem Ny Alliance som det engang hed, og Alternativet) og som fx bar Obama til magten på tanken om håb og forandring?
I Leviathan stiller Thomas Hobbes mod slutningen det simple spørgsmål som han tilskriver Cicero: Qui bono? (Hvem gavner det?) for at søge at forstå hvordan visse - som han hævder - falske doktriner havde sneget sig ind i den katolske kirke.
Det samme spørgsmål kan stilles når vi søger at forstå dagens politik og de politiske processer: Hvem og hvordan gavner denne udtalelse, dette lovforslag, hvem og hvordan gavner en given politisk aktivitet?
Svaret på første del af spørgsmålet er som regel: Det gavner politikeren selv eller partiet eller interesseorganisationen.
Hvordan det gavner eller søges at gavne den politiske aktør - herunder hvorfor aktiviteten netop kommer nu, i hvilket medie og hvordan - hører med til afkodningen af den politiske aktivitet.
Hvem og hvordan gavner den politiske aktivitet den politiske aktør?
Når jeg siger gavner mener jeg: Hvordan styrker den politiske aktivitet den politiske aktørs magt og hvordan giver det den politiske aktør eller dem han repræsenterer eller er afhængig af (sponsorer eller donorer) flere penge?
Det sidste led i den moderne, hellige treenighed, nemlig: Hvordan får den politiske aktør udmøntet den politiske aktivitet i mere sex, besvares af det nogle fremfører, at magt (og penge) er et potent afrodisikum.
Sådan ser jeg virkeligheden under de lejlighedsvis flotte ord om demokrati, frihed og menneskerettigheder.
Ordenes skrøbelighed - hvis ikke hulhed - ses når virkeligheden udfordrer dem og forpligter:
Når mennesker vandrer gennem brændende ørkener eller med livet som indsats sejler over havet i håb om hjælp og en fremtid; når folk lider ufattelige lidelser i krig og mister alt og bliver gjort blodig uret;
Pludselig forpligter ordene, og de dumper os med et brag. Så flotte ord, så menneskelige og så hule.
Qui bono?
Magt, penge, sex. Er det hvad vores fantasi rækker til når vi tænker på hvad der gavner os?
Er det ikke at korrumpere det indre menneske og et knytnæveslag til den etiske sans?
Er det grunden til leden ved det politiske og grunden til længslen efter noget andet som vi i Danmark har set spæde tegn på (fx gennem Ny Alliance som det engang hed, og Alternativet) og som fx bar Obama til magten på tanken om håb og forandring?
Kommentarer
Send en kommentar