Gå videre til hovedindholdet

Om at læse politik

I gamle dage dansede mennesker om treenigheden Gud-Søn-Helligånd. I dag danser vi om treenigheden Magt-Penge-Sex.

I Leviathan stiller Thomas Hobbes mod slutningen det simple spørgsmål som han tilskriver Cicero: Qui bono? (Hvem gavner det?) for at søge at forstå hvordan visse - som han hævder - falske doktriner havde sneget sig ind i den katolske kirke.

Det samme spørgsmål kan stilles når vi søger at forstå dagens politik og de politiske processer: Hvem og hvordan gavner denne udtalelse, dette lovforslag, hvem og hvordan gavner en given politisk aktivitet?

Svaret på første del af spørgsmålet er som regel: Det gavner politikeren selv eller partiet eller interesseorganisationen.

Hvordan det gavner eller søges at gavne den politiske aktør - herunder hvorfor aktiviteten netop kommer nu, i hvilket medie og hvordan - hører med til afkodningen af den politiske aktivitet.

Hvem og hvordan gavner den politiske aktivitet den politiske aktør?

Når jeg siger gavner mener jeg: Hvordan styrker den politiske aktivitet den politiske aktørs magt og hvordan giver det den politiske aktør eller dem han repræsenterer eller er afhængig af (sponsorer eller donorer) flere penge?

Det sidste led i den moderne, hellige treenighed, nemlig: Hvordan får den politiske aktør udmøntet den politiske aktivitet i mere sex, besvares af det nogle fremfører, at magt (og penge) er et potent afrodisikum.

Sådan ser jeg virkeligheden under de lejlighedsvis flotte ord om demokrati, frihed og menneskerettigheder.

Ordenes skrøbelighed - hvis ikke hulhed - ses når virkeligheden udfordrer dem og forpligter:

Når mennesker vandrer gennem brændende ørkener eller med livet som indsats sejler over havet i håb om hjælp og en fremtid; når folk lider ufattelige lidelser i krig og mister alt og bliver gjort blodig uret;

Pludselig forpligter ordene, og de dumper os med et brag. Så flotte ord, så menneskelige og så hule.

Qui bono?

Magt, penge, sex. Er det hvad vores fantasi rækker til når vi tænker på hvad der gavner os?

Er det ikke at korrumpere det indre menneske og et knytnæveslag til den etiske sans?

Er det grunden til leden ved det politiske og grunden til længslen efter noget andet som vi i Danmark har set spæde tegn på (fx gennem Ny Alliance som det engang hed, og Alternativet) og som fx bar Obama til magten på tanken om håb og forandring?

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…