Gå videre til hovedindholdet

Om at læse politik

I gamle dage dansede mennesker om treenigheden Gud-Søn-Helligånd. I dag danser vi om treenigheden Magt-Penge-Sex.

I Leviathan stiller Thomas Hobbes mod slutningen det simple spørgsmål som han tilskriver Cicero: Qui bono? (Hvem gavner det?) for at søge at forstå hvordan visse - som han hævder - falske doktriner havde sneget sig ind i den katolske kirke.

Det samme spørgsmål kan stilles når vi søger at forstå dagens politik og de politiske processer: Hvem og hvordan gavner denne udtalelse, dette lovforslag, hvem og hvordan gavner en given politisk aktivitet?

Svaret på første del af spørgsmålet er som regel: Det gavner politikeren selv eller partiet eller interesseorganisationen.

Hvordan det gavner eller søges at gavne den politiske aktør - herunder hvorfor aktiviteten netop kommer nu, i hvilket medie og hvordan - hører med til afkodningen af den politiske aktivitet.

Hvem og hvordan gavner den politiske aktivitet den politiske aktør?

Når jeg siger gavner mener jeg: Hvordan styrker den politiske aktivitet den politiske aktørs magt og hvordan giver det den politiske aktør eller dem han repræsenterer eller er afhængig af (sponsorer eller donorer) flere penge?

Det sidste led i den moderne, hellige treenighed, nemlig: Hvordan får den politiske aktør udmøntet den politiske aktivitet i mere sex, besvares af det nogle fremfører, at magt (og penge) er et potent afrodisikum.

Sådan ser jeg virkeligheden under de lejlighedsvis flotte ord om demokrati, frihed og menneskerettigheder.

Ordenes skrøbelighed - hvis ikke hulhed - ses når virkeligheden udfordrer dem og forpligter:

Når mennesker vandrer gennem brændende ørkener eller med livet som indsats sejler over havet i håb om hjælp og en fremtid; når folk lider ufattelige lidelser i krig og mister alt og bliver gjort blodig uret;

Pludselig forpligter ordene, og de dumper os med et brag. Så flotte ord, så menneskelige og så hule.

Qui bono?

Magt, penge, sex. Er det hvad vores fantasi rækker til når vi tænker på hvad der gavner os?

Er det ikke at korrumpere det indre menneske og et knytnæveslag til den etiske sans?

Er det grunden til leden ved det politiske og grunden til længslen efter noget andet som vi i Danmark har set spæde tegn på (fx gennem Ny Alliance som det engang hed, og Alternativet) og som fx bar Obama til magten på tanken om håb og forandring?

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…