Gå videre til hovedindholdet

Lys og mørke

Når lyset søger at gennembryde mørket og sprede det, reagerer mørket med en stigende aktivitet; i samme takt som lyset tager til i styrke, gør mørket det samme.

Når jeg her bruger ordene lys og mørke er det ikke som dagslys og nattemørke men derimod i samme forstand som Vandrer mod Lyset bruger disse ord; dvs som en betegnelse for de to urkræfter, det gode og det onde.

Et billede på det forhold jeg prøver at beskrive her; mørkets, det ondes, gradvist stigende aktivitet som følge af en stigende aktivitet i Lyset, det gode, er et punkt som idet lyset søger derind, søger at sprede mørket i et bestemt punkt, så søger mørket blindt mod det samme punkt og søger derved, som en strøm eller en flod, at standse lyset og erobre punktet før lyset definitivt bryder igennem og erobrer det.

Idet lysets bevidste stråler rammer et mørkepunkt vågner mørket, tager til, indtil et vist punkt hvor lyset, forhåbentlig, erobrer det punkt hvor der før var mørke.

Hvis lyset formår at erobre punktet tilbage fra mørket, falder mørket sammen efter at have givet sit maksimale udslag; mørket er da elimineret, opløst og spredt.

Dette forklarer dels de åndelige, psykiske krisers natur og forløb; et menneske i krise vil ofte opleve, at lidelserne synes at blive værre og værre; men kun til et vist punkt; hvis man holder ud, vil mange opleve en pludselig lettelse; mørket er tiltaget gradvist gennem forløbet, krisen, men falder med et sammen, hvilket af mennesket opleves som en øjeblikkelig lettelse.

Dels forklarer dette forhold mellem lys og mørke hvorfor de store nybrydere for lyset ofte forfølges og søges stoppet; det er mørket der (mis-)bruger mennesker til blindt at reagere imod det lys der søges bragt og den vilje til at bryde mørket som de store genier manifesterer.

Eksemplerne på det er mange; Jesus af Nazareth, Muhammed, Luther, Bruno osv osv.

Det er dette forhold - mørket der blindt reagerer overfor lyset - der gør forfølgelsen af de store lysbringere til hovedreglen her på Jorden.

Men forholdet kan ikke kun iagttages hos de store personligheder; også det almindelige menneske kan opleve mørkets modstand hvis man ærligt og helhjertet søger at højne og forædle sin personlighed ved at udrense mørket af sin ånd; mørket gør da modstand og søger blindt at bevare sin magt over os.

Derfor er vejen til Gud, til højere erkendelse og til renere vilje og personlighed, ikke uden problemer og ikke uden byrder.

Når vi prøver fx at komme til erkendelse af noget vi har gjort som vi ikke skulle have gjort vil mørket i os, det der fik indpas i os da vi tænkte og handlede efter det onde, søge at aflede os fra erkendelsen af handlingens natur og derved forhindre at vi angrer handlingen og beder oprigtigt om tilgivelse.

Måden det sker på kan fx være en angst for at tænke på det vi har gjort, en angst der kan tiltage når vi nærmer os kernen, og forsøg på at fortrænge eller glemme handlingen.

Men handlingen vil ligge som en uro i tanken indtil vi har formået at erkende naturen af det vi gjorde og dermed angrer det, beder om og måske opnår tilgivelse.

Eksemplerne på hvordan mørket gradvist tiltager, når lyset søger at bryde det og eliminere det, er mange; enhver kender eksempler fra sit eget liv.

Men hovedreglen er altså:

At i samme takt som lyset tiltager, tiltager mørket også; men kun til et vist punkt hvorefter mørket falder sammen og bliver til intet.

Det er også denne lovmæssighed der gør Churchills tanke sand:

Det er altid mørkest lige før daggry!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst