Den evige begyndelse

Når det relative vil være absolut, begynder den eskatologiske dødedans

I Åndens fænomenologi beskriver Hegel en erkendelsesrejse fra den relative viden til den absolutte; en rejse der sammen med den kristne syndefaldsmyte og med et fortidigt ekko i Upanishaderne og en nutidig efterklang i dele af den moderne spiritualitet kan læses som den vestlige kulturs faustpagt;

Når mennesket vil være Gud, vil vide alt og kunne alt, bliver liv til død og vi forvises fra Edens Have.

I Hegels værk starter erkendelsesrejsen som sagt med den relative viden; men en viden der umiddelbart opfattes som absolut. Men en uro i begrebet eller erkendelsen viser dette standpunkts fejlagtighed; og individet eller kulturen søger videre, negerer sit standpunkt, og former et nyt (eller en ny skikkelse) drevet af trangen til det absolutte.

Det absolutte er altså immanent tilstede i hele bestræbelsen; men det realiseres først ved erkendelse af identitet mellem (det erkendende) subjekt og (det erkendte) objekt, på samme måde som det i hinduistisk litteratur hævdes at det subjektive og det objektive er et.

For Hegel er der ingen grænser for filosofiens formåen; ambitionen er alvidenhed eller absolut viden. Alt er implicit, der er intet udenfor og principielt ingen grænser for den menneskelige erkendelse.

Imod denne opfattelse kan hævdes to argumenter:

Et kvantitativt argument og et kvalitativt eller principielt:

Det kvantitative argument er, at hvis der principielt ingen grænser er for den menneskelige erkendelse, så skal mennesket kunne vide alt om alle partikler og deres kombinationer fra evighed og til evighed;

Det skal kende tanken til bunds og vide alt om alles bevidsthed og dennes indhold til alle tider;

Det skal vide alt hvad der sker, vil ske og er sket fra evighed og til evighed; eller kort sagt vide alt om stof, tid, rum og bevidsthed fra evighed og til evighed.

Men det principielle argument mod menneskelig alvidenhed (hvis det er det Hegel mener med absolut viden) er, at vi mennesker (hvad enten vi hælder til en rent fysisk eller en åndelig forståelse af mennesket som skabt af Gud) ikke har skabt os selv;

Derfor kan vi ikke skabe selvstændigt og bevidst liv. Vi kan måske reproducere fysiske legemer (menneskelegemer, dyr eller planter) men vi kan ikke skabe væsener med en selvstændig tanke og selvbevidsthed, fordi en sådan skabelse ville kræve at vi også har skabt os selv.

Hvis kvanteteorien og psykoanalysen er rigtige og sande kan vi i dem hente yderligere principielle argumenter mod menneskelig alvidenhed;

Kvanteteorien i kraft af den af Heisenberg formulerede usikkerhedsrelation og den deri liggende principielle begrænsning i vores viden om stoffet;

Og i psykoanalysen i kraft af teorien om det ubevidste eller underbevidste.

Alligevel er trangen til det absolutte et gennemgående træk i menneskets historie; men fordi det absolutte, det at ville være Gud, er en umulighed for os er det samtidig en arketypisk illusion;

En illusion der får os til at søge en slutning, et endepunkt: Alvidenhed og Almagt, eller som i buddhismen som den er overleveret; en hensynken i Nirvana; i stedet for at erkende vores principielle begrænsning, erkende at vi ikke er absolutte væsener, men relative væsener, der grænser op til eller er skabt af det absolutte Væsen: Gud.

Hvis vi erkender vores relative natur og principielle begrænsning, bliver livet ikke en dødsmærket trang til at ville være guder, være absolutte væsener uden grænser;

Og så - da vi derfor altid kan lære nyt og udvikle os videre; da der altid er et skridt mere og hvert skridt gør os stadig mere individuelle og vi ikke som i hinduismen og buddhismen mister individualiteten - bliver livet ikke en længsel efter død og undergang eller opløsning eller hensynken i intethed gennem en stræben efter fuldkommenhed eller perfektion eller det absolutte, men derimod en evig fødsel, en evig begyndelse gennem en erkendelse af vores begrænsning.

Livet begynder ikke engang i en fjern fremtid men hele tiden, i hvert nu, og det absolutte er ikke i os, men udenfor os, i Gud. Livet er en evig fødsel, en evig begyndelse, ikke en evig død.