Gå videre til hovedindholdet

Den evige begyndelse

Når det relative vil være absolut, begynder den eskatologiske dødedans

I Åndens fænomenologi beskriver Hegel en erkendelsesrejse fra den relative viden til den absolutte; en rejse der sammen med den kristne syndefaldsmyte og med et fortidigt ekko i Upanishaderne og en nutidig efterklang i dele af den moderne spiritualitet kan læses som den vestlige kulturs faustpagt;

Når mennesket vil være Gud, vil vide alt og kunne alt, bliver liv til død og vi forvises fra Edens Have.

I Hegels værk starter erkendelsesrejsen som sagt med den relative viden; men en viden der umiddelbart opfattes som absolut. Men en uro i begrebet eller erkendelsen viser dette standpunkts fejlagtighed; og individet eller kulturen søger videre, negerer sit standpunkt, og former et nyt (eller en ny skikkelse) drevet af trangen til det absolutte.

Det absolutte er altså immanent tilstede i hele bestræbelsen; men det realiseres først ved erkendelse af identitet mellem (det erkendende) subjekt og (det erkendte) objekt, på samme måde som det i hinduistisk litteratur hævdes at det subjektive og det objektive er et.

For Hegel er der ingen grænser for filosofiens formåen; ambitionen er alvidenhed eller absolut viden. Alt er implicit, der er intet udenfor og principielt ingen grænser for den menneskelige erkendelse.

Imod denne opfattelse kan hævdes to argumenter:

Et kvantitativt argument og et kvalitativt eller principielt:

Det kvantitative argument er, at hvis der principielt ingen grænser er for den menneskelige erkendelse, så skal mennesket kunne vide alt om alle partikler og deres kombinationer fra evighed og til evighed;

Det skal kende tanken til bunds og vide alt om alles bevidsthed og dennes indhold til alle tider;

Det skal vide alt hvad der sker, vil ske og er sket fra evighed og til evighed; eller kort sagt vide alt om stof, tid, rum og bevidsthed fra evighed og til evighed.

Men det principielle argument mod menneskelig alvidenhed (hvis det er det Hegel mener med absolut viden) er, at vi mennesker (hvad enten vi hælder til en rent fysisk eller en åndelig forståelse af mennesket som skabt af Gud) ikke har skabt os selv;

Derfor kan vi ikke skabe selvstændigt og bevidst liv. Vi kan måske reproducere fysiske legemer (menneskelegemer, dyr eller planter) men vi kan ikke skabe væsener med en selvstændig tanke og selvbevidsthed, fordi en sådan skabelse ville kræve at vi også har skabt os selv.

Hvis kvanteteorien og psykoanalysen er rigtige og sande kan vi i dem hente yderligere principielle argumenter mod menneskelig alvidenhed;

Kvanteteorien i kraft af den af Heisenberg formulerede usikkerhedsrelation og den deri liggende principielle begrænsning i vores viden om stoffet;

Og i psykoanalysen i kraft af teorien om det ubevidste eller underbevidste.

Alligevel er trangen til det absolutte et gennemgående træk i menneskets historie; men fordi det absolutte, det at ville være Gud, er en umulighed for os er det samtidig en arketypisk illusion;

En illusion der får os til at søge en slutning, et endepunkt: Alvidenhed og Almagt, eller som i buddhismen som den er overleveret; en hensynken i Nirvana; i stedet for at erkende vores principielle begrænsning, erkende at vi ikke er absolutte væsener, men relative væsener, der grænser op til eller er skabt af det absolutte Væsen: Gud.

Hvis vi erkender vores relative natur og principielle begrænsning, bliver livet ikke en dødsmærket trang til at ville være guder, være absolutte væsener uden grænser;

Og så - da vi derfor altid kan lære nyt og udvikle os videre; da der altid er et skridt mere og hvert skridt gør os stadig mere individuelle og vi ikke som i hinduismen og buddhismen mister individualiteten - bliver livet ikke en længsel efter død og undergang eller opløsning eller hensynken i intethed gennem en stræben efter fuldkommenhed eller perfektion eller det absolutte, men derimod en evig fødsel, en evig begyndelse gennem en erkendelse af vores begrænsning.

Livet begynder ikke engang i en fjern fremtid men hele tiden, i hvert nu, og det absolutte er ikke i os, men udenfor os, i Gud. Livet er en evig fødsel, en evig begyndelse, ikke en evig død.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…