Gå videre til hovedindholdet

Den evige begyndelse

Når det relative vil være absolut, begynder den eskatologiske dødedans

I Åndens fænomenologi beskriver Hegel en erkendelsesrejse fra den relative viden til den absolutte; en rejse der sammen med den kristne syndefaldsmyte og med et fortidigt ekko i Upanishaderne og en nutidig efterklang i dele af den moderne spiritualitet kan læses som den vestlige kulturs faustpagt;

Når mennesket vil være Gud, vil vide alt og kunne alt, bliver liv til død og vi forvises fra Edens Have.

I Hegels værk starter erkendelsesrejsen som sagt med den relative viden; men en viden der umiddelbart opfattes som absolut. Men en uro i begrebet eller erkendelsen viser dette standpunkts fejlagtighed; og individet eller kulturen søger videre, negerer sit standpunkt, og former et nyt (eller en ny skikkelse) drevet af trangen til det absolutte.

Det absolutte er altså immanent tilstede i hele bestræbelsen; men det realiseres først ved erkendelse af identitet mellem (det erkendende) subjekt og (det erkendte) objekt, på samme måde som det i hinduistisk litteratur hævdes at det subjektive og det objektive er et.

For Hegel er der ingen grænser for filosofiens formåen; ambitionen er alvidenhed eller absolut viden. Alt er implicit, der er intet udenfor og principielt ingen grænser for den menneskelige erkendelse.

Imod denne opfattelse kan hævdes to argumenter:

Et kvantitativt argument og et kvalitativt eller principielt:

Det kvantitative argument er, at hvis der principielt ingen grænser er for den menneskelige erkendelse, så skal mennesket kunne vide alt om alle partikler og deres kombinationer fra evighed og til evighed;

Det skal kende tanken til bunds og vide alt om alles bevidsthed og dennes indhold til alle tider;

Det skal vide alt hvad der sker, vil ske og er sket fra evighed og til evighed; eller kort sagt vide alt om stof, tid, rum og bevidsthed fra evighed og til evighed.

Men det principielle argument mod menneskelig alvidenhed (hvis det er det Hegel mener med absolut viden) er, at vi mennesker (hvad enten vi hælder til en rent fysisk eller en åndelig forståelse af mennesket som skabt af Gud) ikke har skabt os selv;

Derfor kan vi ikke skabe selvstændigt og bevidst liv. Vi kan måske reproducere fysiske legemer (menneskelegemer, dyr eller planter) men vi kan ikke skabe væsener med en selvstændig tanke og selvbevidsthed, fordi en sådan skabelse ville kræve at vi også har skabt os selv.

Hvis kvanteteorien og psykoanalysen er rigtige og sande kan vi i dem hente yderligere principielle argumenter mod menneskelig alvidenhed;

Kvanteteorien i kraft af den af Heisenberg formulerede usikkerhedsrelation og den deri liggende principielle begrænsning i vores viden om stoffet;

Og i psykoanalysen i kraft af teorien om det ubevidste eller underbevidste.

Alligevel er trangen til det absolutte et gennemgående træk i menneskets historie; men fordi det absolutte, det at ville være Gud, er en umulighed for os er det samtidig en arketypisk illusion;

En illusion der får os til at søge en slutning, et endepunkt: Alvidenhed og Almagt, eller som i buddhismen som den er overleveret; en hensynken i Nirvana; i stedet for at erkende vores principielle begrænsning, erkende at vi ikke er absolutte væsener, men relative væsener, der grænser op til eller er skabt af det absolutte Væsen: Gud.

Hvis vi erkender vores relative natur og principielle begrænsning, bliver livet ikke en dødsmærket trang til at ville være guder, være absolutte væsener uden grænser;

Og så - da vi derfor altid kan lære nyt og udvikle os videre; da der altid er et skridt mere og hvert skridt gør os stadig mere individuelle og vi ikke som i hinduismen og buddhismen mister individualiteten - bliver livet ikke en længsel efter død og undergang eller opløsning eller hensynken i intethed gennem en stræben efter fuldkommenhed eller perfektion eller det absolutte, men derimod en evig fødsel, en evig begyndelse gennem en erkendelse af vores begrænsning.

Livet begynder ikke engang i en fjern fremtid men hele tiden, i hvert nu, og det absolutte er ikke i os, men udenfor os, i Gud. Livet er en evig fødsel, en evig begyndelse, ikke en evig død.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være Jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…