Gå videre til hovedindholdet

Gud, den uendelige kærligheds Almagt

Som bekendt hævder både kristendommen og islam fortabelsens mulighed. Men harmonerer dette med opfattelsen af Gud som den Højeste, den uendelige kærligheds Almagt?

Hvis denne opfattelse af Gud er rigtig, så lad os tage en parallel til rent jordiske forhold:

Lad os forestille os en kærlig far eller mor som elsker deres barn eller børn af hele deres hjerte. De ønsker kun godt for barnet og vil gøre alt for det.

Men dette barn eller disse børn vender sig væk fra farens eller morens kærlighed og trygge hjem og turer rundt og begår frygtelige forbrydelser og vil ikke have noget med forældrene at gøre.

Hvordan vil nu disse forældre reagere? Vil de gøre dette: Straffe barnet med frygtelige lidelser, torturerer det uden ende og fordømme barnet helt og aldeles og opgive det?

Eller vil de sørge dybt og inderligt og med alt hvad de har i sig af varme og kærlighed søge at bringe barnet hjem til tryghed og fred og søge at vinde det mistede barn tilbage til deres omsorg og værn?

Men hvis kærlige forældre vil gøre det sidste, hvor meget mere vil da ikke Gud, som står uendeligt over ethvert menneske i kærlighed, søge at bringe alle ind under sin varme, uendelige kærlighed og omsorg?

Hvor meget mere må ikke en sådan Gud sørge over for en tid at miste et barn? Må Hans sorg ikke være uendelig, fordi Hans kærlighed er uendelig?

Vil en sådan Gud kræve et blodigt offer, en lydig søn, en handling der skal forestille kærlighed, for at vinde de mistede børn tilbage, men kun hvis de tror på offerets kærlige og magiske karakter?

Hvem af de to guder er den Højeste, kærlighedens uendelige Almagt: Han der sørger eller Han der dræber en søn og kræver tro på dette offers guddommelighed og som straffer med evige lidelser hvis ikke vi tror?

Hvem er den Højeste, den Eneste Gud; Han der elsker uendeligt og som engang vil modtage alle i sin favn eller Han der forbander dem der ikke vil underkaste sig og tro og gør dem til brændsel for 'den evige Ild'?

Ja, hvem er den Højeste, hvem er Gud?

Jeg tror at vi trygt kan regne med, at eftersom Gud i Vandrer mod Lyset fuldt ud lever op til det ophøjede Gudsbillede, den uendelige kærligheds Almagt, og hverken den bibelske gud eller Gud som Han fremtræder i koranen gør det, så er Vandrer mod Lyset sandhed mens både bibelen og koranen og dermed kristendommen og islam er behæftet med alvorlige fejl og misforståelser.

Dog; om dette må enhver dømme efter hvad deres samvittighed tilsiger dem.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…