Gå videre til hovedindholdet

Gud, den uendelige kærligheds Almagt

Som bekendt hævder både kristendommen og islam fortabelsens mulighed. Men harmonerer dette med opfattelsen af Gud som den Højeste, den uendelige kærligheds Almagt?

Hvis denne opfattelse af Gud er rigtig, så lad os tage en parallel til rent jordiske forhold:

Lad os forestille os en kærlig far eller mor som elsker deres barn eller børn af hele deres hjerte. De ønsker kun godt for barnet og vil gøre alt for det.

Men dette barn eller disse børn vender sig væk fra farens eller morens kærlighed og trygge hjem og turer rundt og begår frygtelige forbrydelser og vil ikke have noget med forældrene at gøre.

Hvordan vil nu disse forældre reagere? Vil de gøre dette: Straffe barnet med frygtelige lidelser, torturerer det uden ende og fordømme barnet helt og aldeles og opgive det?

Eller vil de sørge dybt og inderligt og med alt hvad de har i sig af varme og kærlighed søge at bringe barnet hjem til tryghed og fred og søge at vinde det mistede barn tilbage til deres omsorg og værn?

Men hvis kærlige forældre vil gøre det sidste, hvor meget mere vil da ikke Gud, som står uendeligt over ethvert menneske i kærlighed, søge at bringe alle ind under sin varme, uendelige kærlighed og omsorg?

Hvor meget mere må ikke en sådan Gud sørge over for en tid at miste et barn? Må Hans sorg ikke være uendelig, fordi Hans kærlighed er uendelig?

Vil en sådan Gud kræve et blodigt offer, en lydig søn, en handling der skal forestille kærlighed, for at vinde de mistede børn tilbage, men kun hvis de tror på offerets kærlige og magiske karakter?

Hvem af de to guder er den Højeste, kærlighedens uendelige Almagt: Han der sørger eller Han der dræber en søn og kræver tro på dette offers guddommelighed og som straffer med evige lidelser hvis ikke vi tror?

Hvem er den Højeste, den Eneste Gud; Han der elsker uendeligt og som engang vil modtage alle i sin favn eller Han der forbander dem der ikke vil underkaste sig og tro og gør dem til brændsel for 'den evige Ild'?

Ja, hvem er den Højeste, hvem er Gud?

Jeg tror at vi trygt kan regne med, at eftersom Gud i Vandrer mod Lyset fuldt ud lever op til det ophøjede Gudsbillede, den uendelige kærligheds Almagt, og hverken den bibelske gud eller Gud som Han fremtræder i koranen gør det, så er Vandrer mod Lyset sandhed mens både bibelen og koranen og dermed kristendommen og islam er behæftet med alvorlige fejl og misforståelser.

Dog; om dette må enhver dømme efter hvad deres samvittighed tilsiger dem.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…