Gå videre til hovedindholdet

Sensommer på Strøget 2

Halløj. Det er mig igen. Jeg glemte helt at præsentere min bror og svigerinde. Vi kan godt lide at tage en spadseretur på Strøget om søndagen, skridte jordene af så at sige, og tale om løst og fast og hvad der falder os ind.

Min bror, Benny, er passioneret pinsekristen. Jeg synes at han er lidt vel hellig. Jeg kan godt lide ham, men i tro er vi ikke enige. Jeg har lagt mærke til, at hver gang jeg selv pudser glorien, bliver den så glat at den glider ned i øjnene.

Benny er udover sin tro optaget af styrketræning og indehaver af eget slagteriudsalg, Store Bøffer. Ebba, hans kone og altså min svigerinde, er professor i raketfysik.

Hold op, når hun og min kone ruller sig ud. Du husker måske at min kone er atomfysiker; du skulle høre dem sammen.

Det er som at høre paven prøve at omvende Osama Bin Laden da han levede. Vi, Benny og jeg, får ikke et ben til jorden.

Ebba skaber midler til at udforske rummet med dets svimlende dimensioner i tid og rum mens Erna, min kone, søger indad til de ikke mindre svimlende inderste og mindste dele. Hvor er sandheden? Derude eller her inde? Eller et helt andet sted?

Nej, hverken Einstein eller Bohr har levet forgæves. De største og de mindste tings profeter har deres disciple. Fx Ebba og Erna. Benny følger en anden profet. Jeg følger ingen.

Jeg er sgu min egen som man siger.

Som nu denne smukke sensommereftermiddag på Strøget; Solen står lavt og blænder mig, og glorien glider ned i øjnene og sidder skævt og spærrer mit udsyn.

Men ja, gu er jeg min egen.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere