Gå videre til hovedindholdet

Opsats 51; Over jorden, under solen

Kan sjælen dø og kroppen leve?

Som da tilintetgørelsens skrig lød i mine drømme to gange med mange år imellem. Som stilheden mellem mennesker der intet har at sige til hinanden men burde have det.

Som stenen der falder i stilheden, den frygtede, måske døden mellem mennesker eller i ensomheden, som faldet ved de bratte skrænter, sjælen, stenen, der falder i stilheden mellem mennesker eller i ensomheden, falder, og sjælen der flygter og søger at undslippe, men der er ingen flugt mulig, hvor flygter man hen for sit eget sind?

Som tanken der hæver sig over kroppen, smerten, angsten, lidelsen er for stor, sjælen, der dissocierer, og det forvredne land der kommer til syne i flugten, som ikke er mulig, landet fuldt af syner, forvredne spejlinger, hviskende stemmer og vanvid, hjertet der knuges sammen som en knyttet næve, der pumper tjære rundt i kroppen, af det skal du leve.

De taler om evighedshåbet, drømmen om evigt liv, men i spejllandet, landet med de hviskende stemmer og de knyttede hjerter er netop det den største frygt, at livet fortsætter uden ophør og uden nåde; i landet her er tanken om dødens tilintetgørelse, den der lød i mine drømme to gange, det største, det eneste håb.

Og mørket der trækker sammen, bliver stærkere og stærkere, og det omslutter dig; dog: Til sidst, når mørket virker altomfattende, og der kun er et punkt tilbage du kan være i, når mørket presser overalt om dig med sin jernnæve;

Da går du gennem nåleøjet, da får dit hjerte sin form i det ene punkt, og du fødes til; ikke død og tilintetgørelse, men til: Livet.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d