Gå videre til hovedindholdet

Opsats 51; Over jorden, under solen

Kan sjælen dø og kroppen leve?

Som da tilintetgørelsens skrig lød i mine drømme to gange med mange år imellem. Som stilheden mellem mennesker der intet har at sige til hinanden men burde have det.

Som stenen der falder i stilheden, den frygtede, måske døden mellem mennesker eller i ensomheden, som faldet ved de bratte skrænter, sjælen, stenen, der falder i stilheden mellem mennesker eller i ensomheden, falder, og sjælen der flygter og søger at undslippe, men der er ingen flugt mulig, hvor flygter man hen for sit eget sind?

Som tanken der hæver sig over kroppen, smerten, angsten, lidelsen er for stor, sjælen, der dissocierer, og det forvredne land der kommer til syne i flugten, som ikke er mulig, landet fuldt af syner, forvredne spejlinger, hviskende stemmer og vanvid, hjertet der knuges sammen som en knyttet næve, der pumper tjære rundt i kroppen, af det skal du leve.

De taler om evighedshåbet, drømmen om evigt liv, men i spejllandet, landet med de hviskende stemmer og de knyttede hjerter er netop det den største frygt, at livet fortsætter uden ophør og uden nåde; i landet her er tanken om dødens tilintetgørelse, den der lød i mine drømme to gange, det største, det eneste håb.

Og mørket der trækker sammen, bliver stærkere og stærkere, og det omslutter dig; dog: Til sidst, når mørket virker altomfattende, og der kun er et punkt tilbage du kan være i, når mørket presser overalt om dig med sin jernnæve;

Da går du gennem nåleøjet, da får dit hjerte sin form i det ene punkt, og du fødes til; ikke død og tilintetgørelse, men til: Livet.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…