Kan sjælen dø og kroppen leve?
Som da tilintetgørelsens skrig lød i mine drømme to gange med mange år imellem. Som stilheden mellem mennesker der intet har at sige til hinanden men burde have det.
Som stenen der falder i stilheden, den frygtede, måske døden mellem mennesker eller i ensomheden, som faldet ved de bratte skrænter, sjælen, stenen, der falder i stilheden mellem mennesker eller i ensomheden, falder, og sjælen der flygter og søger at undslippe, men der er ingen flugt mulig, hvor flygter man hen for sit eget sind?
Som tanken der hæver sig over kroppen, smerten, angsten, lidelsen er for stor, sjælen, der dissocierer, og det forvredne land der kommer til syne i flugten, som ikke er mulig, landet fuldt af syner, forvredne spejlinger, hviskende stemmer og vanvid, hjertet der knuges sammen som en knyttet næve, der pumper tjære rundt i kroppen, af det skal du leve.
De taler om evighedshåbet, drømmen om evigt liv, men i spejllandet, landet med de hviskende stemmer og de knyttede hjerter er netop det den største frygt, at livet fortsætter uden ophør og uden nåde; i landet her er tanken om dødens tilintetgørelse, den der lød i mine drømme to gange, det største, det eneste håb.
Og mørket der trækker sammen, bliver stærkere og stærkere, og det omslutter dig; dog: Til sidst, når mørket virker altomfattende, og der kun er et punkt tilbage du kan være i, når mørket presser overalt om dig med sin jernnæve;
Da går du gennem nåleøjet, da får dit hjerte sin form i det ene punkt, og du fødes til; ikke død og tilintetgørelse, men til: Livet.
Som da tilintetgørelsens skrig lød i mine drømme to gange med mange år imellem. Som stilheden mellem mennesker der intet har at sige til hinanden men burde have det.
Som stenen der falder i stilheden, den frygtede, måske døden mellem mennesker eller i ensomheden, som faldet ved de bratte skrænter, sjælen, stenen, der falder i stilheden mellem mennesker eller i ensomheden, falder, og sjælen der flygter og søger at undslippe, men der er ingen flugt mulig, hvor flygter man hen for sit eget sind?
Som tanken der hæver sig over kroppen, smerten, angsten, lidelsen er for stor, sjælen, der dissocierer, og det forvredne land der kommer til syne i flugten, som ikke er mulig, landet fuldt af syner, forvredne spejlinger, hviskende stemmer og vanvid, hjertet der knuges sammen som en knyttet næve, der pumper tjære rundt i kroppen, af det skal du leve.
De taler om evighedshåbet, drømmen om evigt liv, men i spejllandet, landet med de hviskende stemmer og de knyttede hjerter er netop det den største frygt, at livet fortsætter uden ophør og uden nåde; i landet her er tanken om dødens tilintetgørelse, den der lød i mine drømme to gange, det største, det eneste håb.
Og mørket der trækker sammen, bliver stærkere og stærkere, og det omslutter dig; dog: Til sidst, når mørket virker altomfattende, og der kun er et punkt tilbage du kan være i, når mørket presser overalt om dig med sin jernnæve;
Da går du gennem nåleøjet, da får dit hjerte sin form i det ene punkt, og du fødes til; ikke død og tilintetgørelse, men til: Livet.
Kommentarer
Send en kommentar