Gå videre til hovedindholdet

Liberalisme og socialisme

Så vidt jeg ved, er udgangspunktet for både Adam Smiths (Wealth of Nations) og Karl Marx' (Das Kapital) det samme: Det uregulerede kapitalistiske marked.

De to analyser ender som bekendt med vidt forskellige resultater: Smith hævder, at idet alle søger sine egne interesser og forfølger egne mål, vil det samlede resultat blive samfundenes rigdom og det fælles bedste ('den usynlige hånd').

Nej, siger Marx; det uregulerede marked vil føre til ekstrem rigdom for de få og ekstrem fattigdom for de mange, og resultatet vil uundgåeligt være social uro, opstand og revolution, hvor de mange med magt vil tage fra de få.

I det ene tilfælde er det uregulerede marked altså et ideal, i det andet tilfælde kimen til undergang.

Det der blandt andet skiller de to analyser er synet på ejendomsretten. I Smiths tilfælde er ejendomsretten uindskrænket, i Marx' tilfælde noget der bør afskaffes (den private ejendomsret).

Måske er hovedproblemet magtmonopolet; at i Smiths tilfælde al økonomisk magt tildeles markedet, i Marx' tilfælde staten (eller kollektivet).

Måske ville det være mere frugtbart - ligesom i tilfældet med den politiske magts deling (Montesquieu; magtens tredeling) - også at dele den økonomiske magt; mellem stat, marked og borger.

Her tænker jeg ikke så meget på de konkrete værdier (huse, veje, tøj osv) men pengene; på den måde, at staten har en del af ejendomsretten (eller råderetten) over pengene (ret til at udskrive skatter og afgifter og omfordeling), markedet (eller virksomhederne) har en del af ejendomsretten over pengene (fortjeneste, investering osv) og borgeren har en del af ejendomsretten over pengene (løn, ret til frit at bruge penge til hvad man vil osv).

Ligesom delingen af den politiske magt har indlysende fordele, kan delingen af den økonomiske magt have det; fx ved at beskytte stat og borger mod monopoler og det uhensigtsmæssige heri, beskytte virksomheder mod ekspropriation, nationaliseringer osv.

Om den økonomiske magt bør deles ligeligt i tre som den politiske magt, kan jeg ikke sige; men selve princippet kunne være brugbart og hensigtsmæssigt, og på en måde er det allerede sådan i hvert fald til dels i den frie verden.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere