Så vidt jeg ved, er udgangspunktet for både Adam Smiths (Wealth of Nations) og Karl Marx' (Das Kapital) det samme: Det uregulerede kapitalistiske marked.
De to analyser ender som bekendt med vidt forskellige resultater: Smith hævder, at idet alle søger sine egne interesser og forfølger egne mål, vil det samlede resultat blive samfundenes rigdom og det fælles bedste ('den usynlige hånd').
Nej, siger Marx; det uregulerede marked vil føre til ekstrem rigdom for de få og ekstrem fattigdom for de mange, og resultatet vil uundgåeligt være social uro, opstand og revolution, hvor de mange med magt vil tage fra de få.
I det ene tilfælde er det uregulerede marked altså et ideal, i det andet tilfælde kimen til undergang.
Det der blandt andet skiller de to analyser er synet på ejendomsretten. I Smiths tilfælde er ejendomsretten uindskrænket, i Marx' tilfælde noget der bør afskaffes (den private ejendomsret).
Måske er hovedproblemet magtmonopolet; at i Smiths tilfælde al økonomisk magt tildeles markedet, i Marx' tilfælde staten (eller kollektivet).
Måske ville det være mere frugtbart - ligesom i tilfældet med den politiske magts deling (Montesquieu; magtens tredeling) - også at dele den økonomiske magt; mellem stat, marked og borger.
Her tænker jeg ikke så meget på de konkrete værdier (huse, veje, tøj osv) men pengene; på den måde, at staten har en del af ejendomsretten (eller råderetten) over pengene (ret til at udskrive skatter og afgifter og omfordeling), markedet (eller virksomhederne) har en del af ejendomsretten over pengene (fortjeneste, investering osv) og borgeren har en del af ejendomsretten over pengene (løn, ret til frit at bruge penge til hvad man vil osv).
Ligesom delingen af den politiske magt har indlysende fordele, kan delingen af den økonomiske magt have det; fx ved at beskytte stat og borger mod monopoler og det uhensigtsmæssige heri, beskytte virksomheder mod ekspropriation, nationaliseringer osv.
Om den økonomiske magt bør deles ligeligt i tre som den politiske magt, kan jeg ikke sige; men selve princippet kunne være brugbart og hensigtsmæssigt, og på en måde er det allerede sådan i hvert fald til dels i den frie verden.
De to analyser ender som bekendt med vidt forskellige resultater: Smith hævder, at idet alle søger sine egne interesser og forfølger egne mål, vil det samlede resultat blive samfundenes rigdom og det fælles bedste ('den usynlige hånd').
Nej, siger Marx; det uregulerede marked vil føre til ekstrem rigdom for de få og ekstrem fattigdom for de mange, og resultatet vil uundgåeligt være social uro, opstand og revolution, hvor de mange med magt vil tage fra de få.
I det ene tilfælde er det uregulerede marked altså et ideal, i det andet tilfælde kimen til undergang.
Det der blandt andet skiller de to analyser er synet på ejendomsretten. I Smiths tilfælde er ejendomsretten uindskrænket, i Marx' tilfælde noget der bør afskaffes (den private ejendomsret).
Måske er hovedproblemet magtmonopolet; at i Smiths tilfælde al økonomisk magt tildeles markedet, i Marx' tilfælde staten (eller kollektivet).
Måske ville det være mere frugtbart - ligesom i tilfældet med den politiske magts deling (Montesquieu; magtens tredeling) - også at dele den økonomiske magt; mellem stat, marked og borger.
Her tænker jeg ikke så meget på de konkrete værdier (huse, veje, tøj osv) men pengene; på den måde, at staten har en del af ejendomsretten (eller råderetten) over pengene (ret til at udskrive skatter og afgifter og omfordeling), markedet (eller virksomhederne) har en del af ejendomsretten over pengene (fortjeneste, investering osv) og borgeren har en del af ejendomsretten over pengene (løn, ret til frit at bruge penge til hvad man vil osv).
Ligesom delingen af den politiske magt har indlysende fordele, kan delingen af den økonomiske magt have det; fx ved at beskytte stat og borger mod monopoler og det uhensigtsmæssige heri, beskytte virksomheder mod ekspropriation, nationaliseringer osv.
Om den økonomiske magt bør deles ligeligt i tre som den politiske magt, kan jeg ikke sige; men selve princippet kunne være brugbart og hensigtsmæssigt, og på en måde er det allerede sådan i hvert fald til dels i den frie verden.
Kommentarer
Send en kommentar