Gå videre til hovedindholdet

Vold, magthavere og synden

Synderen ødelægger sig selv med sin synd.

 Denne enkle sandhed er illustrativ også med henblik på vores tids magthavere, de af dem, der misbruger deres magt til vold og krig, magthavere der intet middel skyer for at få, opretholde og styrke deres magt.

Magthavere tror ofte, at det er i deres eller deres lands eller folks interesse for enhver pris at få og udøve og styrke deres magt.

Men hvis ovenstående enkle tanke er rigtig; at vi ødelægger os selv og kompromitterer det bedste i os og i vores land hvis vi misbruger magten til vold og krig, at vi ødelægger det vi evt vil beskytte, fx vores frihed; hvis vold og krig altid er ondt;

Hvordan kan det så være i nogens interesse at skænde og brænde vores medmennesker fx i frihedens eller demokratiets eller i Guds navn; hvis ikke alene vi ødelægger det vi vil beskytte (fx også danske eller europæiske eller amerikanske eller islamiske værdier) men også at alt skal betales tilbage med renter og renters rente;

Hvis dette er sandt; i hvis interesse er så krig og vold i hvilket navn det end begås og søges retfærdiggjort og uanset hvem der starter (som børn i sandkassen strides om)?

For en anden sandhed lyder:

Som du sår, skal du høste; og: Den der sår vind, høster storm; og: Den der ødelægger sig selv, skal genopbygge sig selv.

Hvorfor gøre vejen lang og lidelsesfuld når den kunne være kortere og lysere, hvorfor ødelægge os selv? Er det i vores interesse?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere