Gå videre til hovedindholdet

Begrebet om Atman (selvet) i hinduisme og buddhisme

En forskel mellem hinduisme og buddhisme er synet på Atman, selvet eller sjælen. I hinduismen hævdes selvet i sin dybeste grund at være identisk med det universelle, ene, Selv, mens det i buddhismen hævdes, at Atman, selvet, er en illusion (maya).

Set ud fra den tanke jeg tidligere har formuleret, om mørkets, det ondes dualitet, dets 'lyse' og dets rent sorte side kan det imidlertid siges, at de to opfattelser repræsenterer to sider af det samme mørke; guddommeliggørelse (mørkets 'lyse' side) og udslettelse eller illusion af og om selvet (dets rent sorte side).

En nuance er her, at i begge religioner eller filosofier hævdes dels erkendelsen af egen guddommelighed som vejen til befrielse (moksha; hinduismen) dels erkendelsen af selvets illusion som vejen til oplysning (nirvana; buddhismen); altså de to sider af det samme mørke hævdes at være en vej til en form for frelse eller højeste mål for menneskelig stræben; to påstande som begge er misforståelser.

Det mørke som skaber disse illusioner kendes også fra nordisk mytologi i form af myten om Midgårdsormen, eller i andre filosofier, kundalini.

Den sande vej til 'befrielse' eller 'oplysning' er omtalt i 'Spørgsmål og Svar II' no 64 i form af tanke-vilje-enhed, hvorved ånden bliver upåvirkelig af mørkets kræfter og udstrålinger i al evighed; en tilstand som dels opnås ved erkendelse og udrensning af mørkekomplekser og dertil hørende sorg og anger over onde tanker og handlinger, dels ved den frie viljes kamp for lyset og mod mørket i ånden eller personligheden.

Selvet er hverken identisk med et universelt Selv (Gud) eller en illusion, men reelt eksisterende og begrænset.

Derfor kan det siges, at hinduismens og buddhismens veje, ligesom det er tilfældet med den jødiske, kristne og islamiske vej til lyset og Gud, hviler på illusioner.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…