En forskel mellem hinduisme og buddhisme er synet på Atman, selvet eller sjælen. I hinduismen hævdes selvet i sin dybeste grund at være identisk med det universelle, ene Selv, (Brahma; verdensaltet eller verdenssjælen; 'Gud') mens det i buddhismen hævdes, at Atman, selvet, er en illusion (maya).
Set ud fra den tanke jeg tidligere har formuleret, om mørkets, det ondes dualitet, dets 'lyse' og dets rent sorte side kan det imidlertid siges, at de to opfattelser repræsenterer to sider af det samme mørke; guddommeliggørelse (mørkets 'lyse' side) og udslettelse eller illusion af og om selvet (dets rent sorte side).
En nuance er her, at i begge religioner eller filosofier hævdes dels erkendelsen af egen guddommelighed som vejen til befrielse (moksha; hinduismen) dels erkendelsen af selvets illusion som vejen til oplysning (nirvana; buddhismen); altså de to sider af det samme mørke hævdes at være en vej til en form for frelse eller højeste mål for menneskelig stræben; to påstande som begge er misforståelser.
Det mørke som skaber disse illusioner kendes også fra nordisk mytologi i form af myten om Midgårdsormen, eller i andre filosofier, kundalini.
I bibelens syndefaldsmyte er dette mørke repræsenteret ved slangen, som frister Eva med løftet om guddommelig indsigt i godt og ondt ved at spise af Kundskabens Træ, hvilket fører til syndefaldet og uddrivelsen fra Edens Have.
Den sande vej til 'befrielse' eller 'oplysning' er omtalt i 'Spørgsmål og Svar II' no 64 (Spørgsmål og Svar I-II er udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset) i form af tanke-vilje-enhed, hvorved ånden bliver upåvirkelig af mørkets kræfter og udstrålinger i al evighed; en tilstand som dels opnås ved erkendelse og udrensning af mørkekomplekser og dertil hørende sorg og anger over onde tanker og handlinger, dels ved den frie viljes kamp for lyset og mod mørket i ånden eller personligheden.
Selvet er hverken identisk med et universelt Selv (Gud) eller en illusion, men reelt eksisterende og begrænset.
Derfor kan det siges, at hinduismens og buddhismens veje, ligesom det er tilfældet med den jødiske, kristne og islamiske vej til lyset og Gud, hviler på illusioner.
Set ud fra den tanke jeg tidligere har formuleret, om mørkets, det ondes dualitet, dets 'lyse' og dets rent sorte side kan det imidlertid siges, at de to opfattelser repræsenterer to sider af det samme mørke; guddommeliggørelse (mørkets 'lyse' side) og udslettelse eller illusion af og om selvet (dets rent sorte side).
En nuance er her, at i begge religioner eller filosofier hævdes dels erkendelsen af egen guddommelighed som vejen til befrielse (moksha; hinduismen) dels erkendelsen af selvets illusion som vejen til oplysning (nirvana; buddhismen); altså de to sider af det samme mørke hævdes at være en vej til en form for frelse eller højeste mål for menneskelig stræben; to påstande som begge er misforståelser.
Det mørke som skaber disse illusioner kendes også fra nordisk mytologi i form af myten om Midgårdsormen, eller i andre filosofier, kundalini.
I bibelens syndefaldsmyte er dette mørke repræsenteret ved slangen, som frister Eva med løftet om guddommelig indsigt i godt og ondt ved at spise af Kundskabens Træ, hvilket fører til syndefaldet og uddrivelsen fra Edens Have.
Den sande vej til 'befrielse' eller 'oplysning' er omtalt i 'Spørgsmål og Svar II' no 64 (Spørgsmål og Svar I-II er udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset) i form af tanke-vilje-enhed, hvorved ånden bliver upåvirkelig af mørkets kræfter og udstrålinger i al evighed; en tilstand som dels opnås ved erkendelse og udrensning af mørkekomplekser og dertil hørende sorg og anger over onde tanker og handlinger, dels ved den frie viljes kamp for lyset og mod mørket i ånden eller personligheden.
Selvet er hverken identisk med et universelt Selv (Gud) eller en illusion, men reelt eksisterende og begrænset.
Derfor kan det siges, at hinduismens og buddhismens veje, ligesom det er tilfældet med den jødiske, kristne og islamiske vej til lyset og Gud, hviler på illusioner.
Kommentarer
Send en kommentar