Gå videre til hovedindholdet

Skak som politisk og økonomisk metafor

Hvis skak betragtes som en metafor for politik og økonomi - et spil med indbyggede modsætninger mellem stater, virksomheder og mennesker, et spil hvor modsætningerne er nødvendige for at holde spillet i gang, et spil hvor det er nødvendigt at have fjender både for stater, virksomheder og mennesker, et spil hvor det gælder om (med alle midler) at vinde - er der så noget alternativ?

Hvordan ville en forenet verden se ud, en verden under en fælles regering og med fælles bestræbelser for at skabe et så godt liv som muligt for så mange som muligt, en verden uden fjender?

Er en sådan verden mulig at forestille sig? Har vi brug for fjender, for vindere og tabere, ville en sådan verden bryde sammen? Ville den fungere? Er fjender nødvendige?

Er modsætningerne og dermed krigen nødvendige? Er den inderste drivkraft i stater (og grupper af stater), virksomheder og mennesker fjendskabet? Ville en forenet verden bryde sammen, eller ville kun det der ikke menneskeligt og etisk i længden er bæredygtigt, krigen og hadet, bryde sammen og skabe en ny, hidtil uset og ukendt verden man kan leve i?

Men er skak ikke en helt præcis metafor for politik og økonomi og dermed for en stor del af de menneskelige forhold, det der styrer os? Kun med den forskel at spillet spilles med virkelige mennesker af kød og blod, mennesker der lider under de beslutninger der tages igen og igen og som synes nødvendige og umulige at undgå - fordi vi spiller spillet og lader modsætningerne og fjendskabet og det sort-hvide, dem-og-os menneskesyn herske.

Er der et alternativ? Er det helt umuligt at forestille sig en ny politik og en ny økonomi, hvor det ikke gælder om at tvære hinanden ud, men om at berige hinanden? Er fred mulig? Er krig nødvendig?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere