Gå videre til hovedindholdet

Skak som politisk og økonomisk metafor

Hvis skak betragtes som en metafor for politik og økonomi - et spil med indbyggede modsætninger mellem stater, virksomheder og mennesker, et spil hvor modsætningerne er nødvendige for at holde spillet i gang, et spil hvor det er nødvendigt at have fjender både for stater, virksomheder og mennesker, et spil hvor det gælder om (med alle midler) at vinde - er der så noget alternativ?

Hvordan ville en forenet verden se ud, en verden under en fælles regering og med fælles bestræbelser for at skabe et så godt liv som muligt for så mange som muligt, en verden uden fjender?

Er en sådan verden mulig at forestille sig? Har vi brug for fjender, for vindere og tabere, ville en sådan verden bryde sammen? Ville den fungere? Er fjender nødvendige?

Er modsætningerne og dermed krigen nødvendige? Er den inderste drivkraft i stater (og grupper af stater), virksomheder og mennesker fjendskabet? Ville en forenet verden bryde sammen, eller ville kun det der ikke menneskeligt og etisk i længden er bæredygtigt, krigen og hadet, bryde sammen og skabe en ny, hidtil uset og ukendt verden man kan leve i?

Men er skak ikke en helt præcis metafor for politik og økonomi og dermed for en stor del af de menneskelige forhold, det der styrer os? Kun med den forskel at spillet spilles med virkelige mennesker af kød og blod, mennesker der lider under de beslutninger der tages igen og igen og som synes nødvendige og umulige at undgå - fordi vi spiller spillet og lader modsætningerne og fjendskabet og det sort-hvide, dem-og-os menneskesyn herske.

Er der et alternativ? Er det helt umuligt at forestille sig en ny politik og en ny økonomi, hvor det ikke gælder om at tvære hinanden ud, men om at berige hinanden? Er fred mulig? Er krig nødvendig?

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …