Gå videre til hovedindholdet

Opsats 43; Canary in a coalmine

Hvad er forfatteren andet end en kanariefugl i den kulmine vi kalder verden og livet? Dybt under jorden sanser poeten og tænkeren og kunstneren veje og vildveje, om der er ilt og liv eller ikke, med livet som indsats søger de argumenter for liv;

Historien skrives af disse fugle, af outsidere, og mindre af konger og kejsere; derfor mistyder vi ofte historien; vi tror at det antikke Grækenland var en guldalder, en intelligensens og menneskets triumf; fordi vi har Platon og Aristoteles og mange andre;

Men de var undtagelsesmennesker, enere mod tusinder og titusinder og hundredtusinder; deres klare tanker lyser i det kvælende mørke der omgav dem, et mørke de søgte at sprede for at kunne overleve; de tænkte af bitter nødvendighed, og helt anderledes end flertallet;

Men det er dem der skrev historien.

Vi tror, at 1700 tallet var en triumf for fornuft og tænkning; fordi vi har Kant og Fichte og mange andre; men også de var undtagelser fra de krigeriske, konfliktsøgende og irrationelle mennesker, der åd og drak og horede og gav fornuften en god dag;

Men det er mennesker som Kant der skrev historien.

Hvert århundred er som en flodbølge; når vandet igen trækker sig tilbage, står kun 2, 3 måske 4 tilbage; resten er vraggods, støj, affald;

De største tanker fødes af den dybeste nød; når skyggen tårner sig op, tvinges sensitive naturer, kanariefuglene blandt mennesker i dybet, til med livet som indsats at afsøge atmosfæren for liv eller ikke liv som spejdere foran fronten;

Og nogle gange ender de på ryggen i bunden af buret; her var ingen vej; andre gange, men kun hvis vi er opmærksomme på deres tilstand, når vi i sidste øjeblik at styre udenom de lufttomme blinde lommer og finde en vej;

Derfor; se på kanariefuglene blandt mennesker; det er dem, undtagelserne, der skriver historien og forhindrer os i at afslutte den.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere