Gå videre til hovedindholdet

Opsats 43; Canary in a coalmine

Hvad er forfatteren andet end en kanariefugl i den kulmine vi kalder verden og livet? Dybt under jorden sanser poeten og tænkeren og kunstneren veje og vildveje, om der er ilt og liv eller ikke, med livet som indsats søger de argumenter for liv;

Historien skrives af disse fugle, af outsidere, og mindre af konger og kejsere; derfor mistyder vi ofte historien; vi tror at det antikke Grækenland var en guldalder, en intelligensens og menneskets triumf; fordi vi har Platon og Aristoteles og mange andre;

Men de var undtagelsesmennesker, enere mod tusinder og titusinder og hundredtusinder; deres klare tanker lyser i det kvælende mørke der omgav dem, et mørke de søgte at sprede for at kunne overleve; de tænkte af bitter nødvendighed, og helt anderledes end flertallet;

Men det er dem der skrev historien.

Vi tror, at 1700 tallet var en triumf for fornuft og tænkning; fordi vi har Kant og Fichte og mange andre; men også de var undtagelser fra de krigeriske, konfliktsøgende og irrationelle mennesker, der åd og drak og horede og gav fornuften en god dag;

Men det er mennesker som Kant der skrev historien.

Hvert århundred er som en flodbølge; når vandet igen trækker sig tilbage, står kun 2, 3 måske 4 tilbage; resten er vraggods, støj, affald;

De største tanker fødes af den dybeste nød; når skyggen tårner sig op, tvinges sensitive naturer, kanariefuglene blandt mennesker i dybet, til med livet som indsats at afsøge atmosfæren for liv eller ikke liv som spejdere foran fronten;

Og nogle gange ender de på ryggen i bunden af buret; her var ingen vej; andre gange, men kun hvis vi er opmærksomme på deres tilstand, når vi i sidste øjeblik at styre udenom de lufttomme blinde lommer og finde en vej;

Derfor; se på kanariefuglene blandt mennesker; det er dem, undtagelserne, der skriver historien og forhindrer os i at afslutte den.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere