Gå videre til hovedindholdet

Hvornår har vi vundet krigen?

Den vestlige krigsførelse i dag synes at tage udgangspunkt i en tvivlsom statisk opfattelse af virkeligheden. Fx Islamisk Stat omtales som en fast afgrænset gruppe der skal bekæmpes militært. Denne opfattelse af virkeligheden gav måske mening engang, hvor krige førtes mellem stater med fast definerede grænser og hvor man kæmpede om territorier.

Islamisk Stat og andre terrorgrupper kan dog kun dårligt betragtes som en skarpt afgrænset gruppe knyttet til et bestemt land eller territorie. Islamisk Stat er snarere en ide eller mental tilstand knyttet til en perverteret religiøsitet, og den rekrutterer medlemmer og andre falder fra, og terroren kan ramme overalt i verden.

Hvis vi fører krig mod en sådan organisation som ikke er fast afgrænset geografisk men flydende betyder det total krig, en krig der ikke kan vindes; hvornår har vi vundet? Når den sidste IS kriger er dræbt? Men nye kommer hele tiden til og flere og flere i takt med de liv vi tager og den deraf følgende smerte og lidelse.

Vi har vundet når alle erkender, at krig og drab aldrig er godt og aldrig kan retfærdiggøres; hverken med henvisning til religion eller vestlige værdier; og det kommer til at tage tusinder af år at nå det punkt, og i den tid vil fjendebillederne skifte; andre vil hævde retten til eller behovet for at slå ihjel; men alle uden at have ret og alle moralsk og etisk forkasteligt.

Vi har vundet, vest, øst, syd og nord, når det sidste grufulde og forkastelige drab er begået, når alle forstår hvor meget vi skader andre og os selv ved at slå ihjel, når alle forstår at den egentlige fjende ikke er en ydre men en indre: Det onde der frister os og narrer os til at tro, at fjenden er andre mennesker - og ikke det onde selv - og at vi under visse omstændigheder har ret til at slå dem ihjel; da har alle vundet, da slutter krigen; ikke før.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...