Gå videre til hovedindholdet

Hvornår har vi vundet krigen?

Den vestlige krigsførelse i dag synes at tage udgangspunkt i en tvivlsom statisk opfattelse af virkeligheden. Fx Islamisk Stat omtales som en fast afgrænset gruppe der skal bekæmpes militært. Denne opfattelse af virkeligheden gav måske mening engang, hvor krige førtes mellem stater med fast definerede grænser og hvor man kæmpede om territorier.

Islamisk Stat og andre terrorgrupper kan dog kun dårligt betragtes som en skarpt afgrænset gruppe knyttet til et bestemt land eller territorie. Islamisk Stat er snarere en ide eller mental tilstand knyttet til en perverteret religiøsitet, og den rekrutterer medlemmer og andre falder fra, og terroren kan ramme overalt i verden.

Hvis vi fører krig mod en sådan organisation som ikke er fast afgrænset geografisk men flydende betyder det total krig, en krig der ikke kan vindes; hvornår har vi vundet? Når den sidste IS kriger er dræbt? Men nye kommer hele tiden til og flere og flere i takt med de liv vi tager og den deraf følgende smerte og lidelse.

Vi har vundet når alle erkender, at krig og drab aldrig er godt og aldrig kan retfærdiggøres; hverken med henvisning til religion eller vestlige værdier; og det kommer til at tage tusinder af år at nå det punkt, og i den tid vil fjendebillederne skifte; andre vil hævde retten til eller behovet for at slå ihjel; men alle uden at have ret og alle moralsk og etisk forkasteligt.

Vi har vundet, vest, øst, syd og nord, når det sidste grufulde og forkastelige drab er begået, når alle forstår hvor meget vi skader andre og os selv ved at slå ihjel, når alle forstår at den egentlige fjende ikke er en ydre men en indre: Det onde der frister os og narrer os til at tro, at fjenden er andre mennesker - og ikke det onde selv - og at vi under visse omstændigheder har ret til at slå dem ihjel; da har alle vundet, da slutter krigen; ikke før.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere