Gå videre til hovedindholdet

Hvornår har vi vundet krigen?

Den vestlige krigsførelse i dag synes at tage udgangspunkt i en tvivlsom statisk opfattelse af virkeligheden. Fx Islamisk Stat omtales som en fast afgrænset gruppe der skal bekæmpes militært. Denne opfattelse af virkeligheden gav måske mening engang, hvor krige førtes mellem stater med fast definerede grænser og hvor man kæmpede om territorier.

Islamisk Stat og andre terrorgrupper kan dog kun dårligt betragtes som en skarpt afgrænset gruppe knyttet til et bestemt land eller territorie. Islamisk Stat er snarere en ide eller mental tilstand knyttet til en perverteret religiøsitet, og den rekrutterer medlemmer og andre falder fra, og terroren kan ramme overalt i verden.

Hvis vi fører krig mod en sådan organisation som ikke er fast afgrænset geografisk men flydende betyder det total krig, en krig der ikke kan vindes; hvornår har vi vundet? Når den sidste IS kriger er dræbt? Men nye kommer hele tiden til og flere og flere i takt med de liv vi tager og den deraf følgende smerte og lidelse.

Vi har vundet når alle erkender, at krig og drab aldrig er godt og aldrig kan retfærdiggøres; hverken med henvisning til religion eller vestlige værdier; og det kommer til at tage tusinder af år at nå det punkt, og i den tid vil fjendebillederne skifte; andre vil hævde retten til eller behovet for at slå ihjel; men alle uden at have ret og alle moralsk og etisk forkasteligt.

Vi har vundet, vest, øst, syd og nord, når det sidste grufulde og forkastelige drab er begået, når alle forstår hvor meget vi skader andre og os selv ved at slå ihjel, når alle forstår at den egentlige fjende ikke er en ydre men en indre: Det onde der frister os og narrer os til at tro, at fjenden er andre mennesker - og ikke det onde selv - og at vi under visse omstændigheder har ret til at slå dem ihjel; da har alle vundet, da slutter krigen; ikke før.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …