Gå videre til hovedindholdet

Kierkegaards filosofi

For Søren Kierkegaard (1813-55) er det grundliggende spørgsmål og problem hvad det vil sige at være kristen og hvordan man bliver det. Han antager at kristendommen er sand uden at begrunde det, og hævder at synden mod Helligånden, der i traditionel kristendom ikke tilgives af Gud, er at hævde kristendommen som usand.

Det er for så vidt forståeligt, at Kierkegaard ikke begrunder antagelsen af kristendommens sandhed, da kristendommen ifølge ham er en paradoks lære. Derfor kan man ikke med logik begrunde den. Paradokset er hos ham tosidet:

1) Det eviges tilsynekomst i det timelige eller med andre ord det himmelskes tilsynekomst i det jordiske i Kristi inkarnation; Gud blev menneske i Jesus Kristus

2) Troens dobbeltbevægelse; at opgive alt for at få alt; springet ud på de '70000 favne' eksemplificeret i beretningen om Abraham der af Gud bliver befalet at ofre Isak (som Gud selv har skænket ham og hans kone Sara i en høj alder og mod al sandsynlighed), hvilket han accepterer (han vil af lydighed mod Gud ofre alt), men standses i sidste øjeblik af Gud (han får alt (tilbage))

Det første paradoks er et paradoks i forholdet Gud-menneske, det andet i forholdet menneske-Gud. Troens vej er for Kierkegaard en trang og stadig trangere vej da troen og dens dobbeltbevægelse ikke afgøres en gang for alle men må gentages igen og igen hele livet.

Hvorfor er vi i denne situation? Fordi mennesket er eksistentielt skyldigt i kraft af syndefaldet; vi er ikke skyldige for noget konkret vi har gjort eller undladt at gøre, men skyldige, siger kristendommen, fordi vi er mennesker.

Det ville være latterligt at prøve at gendrive Kierkegaards lære med logik og argumenter, da han bygger på en opfattelse af kristendommen som en paradoks lære. Det eneste man vel kan spørge om er dette:

Er vi mennesker eksistentielt skyldige og dermed hjemfaldne til hvert øjeblik at opgive alt (i sidste ende vores sjæl) for at få alt (få sjælen tilbage; frelsen) ved troens dobbeltbevægelse, eller er vi eksistentielt uskyldige? Kierkegaard og kristendommen siger det første, Vandrer mod Lyset og jeg siger det sidste.

(Jeg har her ikke medtaget Kierkegaards tanker om de spidsborgerlige, æstetiske og etiske livsmomenter da jeg opfatter det religiøse og særligt det kristne som hovedpunktet i hans filosofi)

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere