Kierkegaards filosofi

For Søren Kierkegaard (1813-55) er det grundliggende spørgsmål og problem hvad det vil sige at være kristen og hvordan man bliver det. Han antager at kristendommen er sand uden at begrunde det, og hævder at synden mod Helligånden, der i traditionel kristendom ikke tilgives af Gud, er at hævde kristendommen som usand.

Det er for så vidt forståeligt, at Kierkegaard ikke begrunder antagelsen af kristendommens sandhed, da kristendommen ifølge ham er en paradoks lære. Derfor kan man ikke med logik begrunde den. Paradokset er hos ham tosidet:

1) Det eviges tilsynekomst i det timelige eller med andre ord det himmelskes tilsynekomst i det jordiske i Kristi inkarnation; Gud blev menneske i Jesus Kristus

2) Troens dobbeltbevægelse; at opgive alt for at få alt; springet ud på de '70000 favne' eksemplificeret i beretningen om Abraham der af Gud bliver befalet at ofre Isak (som Gud selv har skænket ham og hans kone Sara i en høj alder og mod al sandsynlighed), hvilket han accepterer (han vil af lydighed mod Gud ofre alt), men standses i sidste øjeblik af Gud (han får alt (tilbage))

Det første paradoks er et paradoks i forholdet Gud-menneske, det andet i forholdet menneske-Gud. Troens vej er for Kierkegaard en trang og stadig trangere vej da troen og dens dobbeltbevægelse ikke afgøres en gang for alle men må gentages igen og igen hele livet.

Hvorfor er vi i denne situation? Fordi mennesket er eksistentielt skyldigt i kraft af syndefaldet; vi er ikke skyldige for noget konkret vi har gjort eller undladt at gøre, men skyldige, siger kristendommen, fordi vi er mennesker.

Det ville være latterligt at prøve at gendrive Kierkegaards lære med logik og argumenter, da han bygger på en opfattelse af kristendommen som en paradoks lære. Det eneste man vel kan spørge om er dette:

Er vi mennesker eksistentielt skyldige og dermed hjemfaldne til hvert øjeblik at opgive alt (i sidste ende vores sjæl) for at få alt (få sjælen tilbage; frelsen) ved troens dobbeltbevægelse, eller er vi eksistentielt uskyldige? Kierkegaard og kristendommen siger det første, Vandrer mod Lyset og jeg siger det sidste.

(Jeg har her ikke medtaget Kierkegaards tanker om de spidsborgerlige, æstetiske og etiske livsmomenter da jeg opfatter det religiøse og særligt det kristne som hovedpunktet i hans filosofi)