Gå videre til hovedindholdet

Kierkegaards filosofi

For Søren Kierkegaard (1813-55) er det grundliggende spørgsmål og problem hvad det vil sige at være kristen og hvordan man bliver det. Han antager at kristendommen er sand uden at begrunde det, og hævder at synden mod Helligånden, der i traditionel kristendom ikke tilgives af Gud, er at hævde kristendommen som usand.

Det er for så vidt forståeligt, at Kierkegaard ikke begrunder antagelsen af kristendommens sandhed, da kristendommen ifølge ham er en paradoks lære. Derfor kan man ikke med logik begrunde den. Paradokset er hos ham tosidet:

1) Det eviges tilsynekomst i det timelige eller med andre ord det himmelskes tilsynekomst i det jordiske i Kristi inkarnation; Gud blev menneske i Jesus Kristus

2) Troens dobbeltbevægelse; at opgive alt for at få alt; springet ud på de '70000 favne' eksemplificeret i beretningen om Abraham der af Gud bliver befalet at ofre Isak (som Gud selv har skænket ham og hans kone Sara i en høj alder og mod al sandsynlighed), hvilket han accepterer (han vil af lydighed mod Gud ofre alt), men standses i sidste øjeblik af Gud (han får alt (tilbage))

Det første paradoks er et paradoks i forholdet Gud-menneske, det andet i forholdet menneske-Gud. Troens vej er for Kierkegaard en trang og stadig trangere vej da troen og dens dobbeltbevægelse ikke afgøres en gang for alle men må gentages igen og igen hele livet.

Hvorfor er vi i denne situation? Fordi mennesket er eksistentielt skyldigt i kraft af syndefaldet; vi er ikke skyldige for noget konkret vi har gjort eller undladt at gøre, men skyldige, siger kristendommen, fordi vi er mennesker.

Det ville være latterligt at prøve at gendrive Kierkegaards lære med logik og argumenter, da han bygger på en opfattelse af kristendommen som en paradoks lære. Det eneste man vel kan spørge om er dette:

Er vi mennesker eksistentielt skyldige og dermed hjemfaldne til hvert øjeblik at opgive alt (i sidste ende vores sjæl) for at få alt (få sjælen tilbage; frelsen) ved troens dobbeltbevægelse, eller er vi eksistentielt uskyldige? Kierkegaard og kristendommen siger det første, Vandrer mod Lyset og jeg siger det sidste.

(Jeg har her ikke medtaget Kierkegaards tanker om de spidsborgerlige, æstetiske og etiske livsmomenter da jeg opfatter det religiøse og særligt det kristne som hovedpunktet i hans filosofi)

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være Jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…