En del af vanskeligheden ved at videnskabeliggøre filosofien - en bestræbelse der går tilbage til Descartes eller i hvert fald Kant - kan tænkes at ligge i, at man hidtil har søgt ad deduktiv vej at klargøre erkendelse og begreber, i stedet for at benytte den induktive metode.
Den egentlige videnskabelige metode kan siges netop at være induktiv; at man gennem iagttagelse af det specielle søger at danne en almen teori.
Modsat søger man ved deduktion at slutte fra det almene, det generelle til det specielle.
Hvis filosofien skal være en videnskab i almindelig forstand, skulle man måske derfor søge ad den induktive vej og ikke den deduktive; et ekko af Kants tanke om den kopernikanske vending i filosofien ind mod erkendelsen selv; her altså en vending fra det deduktive til det induktive.
Et forsøg på det findes i Husserls fænomenologi; her søger han at beskrive de grundliggende tankeprocesser uden i første omgang at forklare dem (fænomenerne); eller som han skriver i Logische Untersuchungen (1900), 'Fænomenologi er deskriptiv psykologi'.
Et andet eksempel på et forsøg på at iagttage og klargøre en grundlæggende erkendelse som fænomen (det specielle) har jeg selv tidligere forsøgt i eftervisningen af tankens eksistens som en fundamental filosofisk erkendelse og fænomen som enhver kan iagttage og efterprøve uafhængigt ved introspektion (altså ved en slags indre og ikke ydre eksperiment som enhver kan efterprøve).
Måske er filosofiens videnskabeliggørelse derfor mulig og kun mulig ved at adoptere den egentlige videnskabelighed ad induktionens vej, og måske er egentlige filosofiske gennembrud mulige ad denne vej.
Kommentarer
Send en kommentar