Gå videre til hovedindholdet

Filosofi som videnskab 2

En del af vanskeligheden ved at videnskabeliggøre filosofien - en bestræbelse der går tilbage til Descartes eller i hvert fald Kant - kan tænkes at ligge i, at man hidtil har søgt ad deduktiv vej at klargøre erkendelse og begreber, i stedet for at benytte den induktive metode.

Den egentlige videnskabelige metode kan siges netop at være induktiv; at man gennem iagttagelse af det specielle søger at danne en almen teori.

Modsat søger man ved deduktion at slutte fra det almene, det generelle til det specielle.

Hvis filosofien skal være en videnskab i almindelig forstand, skulle man måske derfor søge ad den induktive vej og ikke den deduktive; et ekko af Kants tanke om den kopernikanske vending i filosofien ind mod erkendelsen selv; her altså en vending fra det deduktive til det induktive.

Et forsøg på det findes i Husserls fænomenologi; her søger han at beskrive de grundliggende tankeprocesser uden i første omgang at forklare dem (fænomenerne); eller som han skriver i Logische Untersuchungen (1900), 'Fænomenologi er deskriptiv psykologi'.

Et andet eksempel på et forsøg på at iagttage og klargøre en grundlæggende erkendelse som fænomen (det specielle) har jeg selv tidligere forsøgt i eftervisningen af tankens eksistens som en fundamental filosofisk erkendelse og fænomen som enhver kan iagttage og efterprøve uafhængigt ved introspektion (altså ved en slags indre og ikke ydre eksperiment som enhver kan efterprøve).

Måske er filosofiens videnskabeliggørelse derfor mulig og kun mulig ved at adoptere den egentlige videnskabelighed ad induktionens vej, og måske er egentlige filosofiske gennembrud mulige ad denne vej.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere