Gå videre til hovedindholdet

Filosofi som videnskab 2

En del af vanskeligheden ved at videnskabeliggøre filosofien - en bestræbelse der går tilbage til Descartes eller i hvert fald Kant - kan tænkes at ligge i, at man hidtil har søgt ad deduktiv vej at klargøre erkendelse og begreber, i stedet for at benytte den induktive metode.

Den egentlige videnskabelige metode kan siges netop at være induktiv; at man gennem iagttagelse af det specielle søger at danne en almen teori.

Modsat søger man ved deduktion at slutte fra det almene, det generelle til det specielle.

Hvis filosofien skal være en videnskab i almindelig forstand, skulle man måske derfor søge ad den induktive vej og ikke den deduktive; et ekko af Kants tanke om den kopernikanske vending i filosofien ind mod erkendelsen selv; her altså en vending fra det deduktive til det induktive.

Et forsøg på det findes i Husserls fænomenologi; her søger han at beskrive de grundliggende tankeprocesser uden i første omgang at forklare dem (fænomenerne); eller som han skriver i Logische Untersuchungen (1900), 'Fænomenologi er deskriptiv psykologi'.

Et andet eksempel på et forsøg på at iagttage og klargøre en grundlæggende erkendelse som fænomen (det specielle) har jeg selv tidligere forsøgt i eftervisningen af tankens eksistens som en fundamental filosofisk erkendelse og fænomen som enhver kan iagttage og efterprøve uafhængigt ved introspektion (altså ved en slags indre og ikke ydre eksperiment som enhver kan efterprøve).

Måske er filosofiens videnskabeliggørelse derfor mulig og kun mulig ved at adoptere den egentlige videnskabelighed ad induktionens vej, og måske er egentlige filosofiske gennembrud mulige ad denne vej.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere