Gå videre til hovedindholdet

Krigen i Syrien

For 5-6 år siden inspirerede de relativt fredelige og folkelige opstande i Tunesien og Egypten befolkningen i en række arabiske lande herunder Syrien til modstand mod diverse diktaturer med ønsket om frihed og borgerrettigheder.

Dette blev kaldt Det arabiske Forår. Men da oprøret kom til Syrien blev forår hurtigt til vinter da syriske sikkerhedsstyrker slagtede demonstranterne. Her stoppede foråret. Demonstranterne greb til våben, og Islamisk Stat, der oprindelig blev dannet i Irak efter Saddams fald så her en mulighed for at forfølge deres tvivlsomme politiske mål om et islamisk kalifat, dvs et strengt teokratisk diktatur.

Da tog krigen en ny retning. Fra starten var den vestlige holdning at Assad måtte fjernes; men det viste sig hurtigt, at alternativet var værre; derfor begyndte man at bombe oprørerne og altså indirekte støtte Assad, som man i starten søgte at vælte. Hvem er værst?

I denne situation har også Danmark meldt sig ind i en krig, som bedst kan betegnes som helvede på jord. Vi bomber i helvede og giver det overhovedet mening? Russerne bomber de samme som vi gør, IS; men samtidig er vi og den vestlige verden i et nedfrosset forhold til Rusland. Forvirret? Er der nogen der ved hvorfor det egentlig er sådan? Er der fornuft i dette helvede af alliancer, konflikter, terror eller går vi på en helt igennem irrationel vej, uden mening og uden retfærdiggørelse? Giver det mening at bombe helvede?

Er den eneste rationelle mulighed ikke fra vestlig side at indstille alle kamphandlinger (vores del af det) og søge så vidt muligt at indskrænke sig til humanitær bistand gennem fx Røde Kors eller Røde Halvmåne og Læger uden grænser for at søge at lindre det syriske folks forfærdelige lidelser? Hvem er værst? Assad eller IS eller de andre militære og paramilitære militser? Hvad laver vi i Syrien som krigsdeltagere?

Er den vestlige verden ved at blive trukket ned i et morads vi aldrig skulle have betrådt, et helvede som vi ikke kan komme ud af igen før vi går under sammen med det syriske folk og den arabiske civilisation?

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…