Gå videre til hovedindholdet

Krigen i Syrien

For 5-6 år siden inspirerede de relativt fredelige og folkelige opstande i Tunesien og Egypten befolkningen i en række arabiske lande herunder Syrien til modstand mod diverse diktaturer med ønsket om frihed og borgerrettigheder.

Dette blev kaldt Det arabiske Forår. Men da oprøret kom til Syrien blev forår hurtigt til vinter da syriske sikkerhedsstyrker slagtede demonstranterne. Her stoppede foråret. Demonstranterne greb til våben, og Islamisk Stat, der oprindelig blev dannet i Irak efter Saddams fald så her en mulighed for at forfølge deres tvivlsomme politiske mål om et islamisk kalifat, dvs et strengt teokratisk diktatur.

Da tog krigen en ny retning. Fra starten var den vestlige holdning at Assad måtte fjernes; men det viste sig hurtigt, at alternativet var værre; derfor begyndte man at bombe oprørerne og altså indirekte støtte Assad, som man i starten søgte at vælte. Hvem er værst?

I denne situation har også Danmark meldt sig ind i en krig, som bedst kan betegnes som helvede på jord. Vi bomber i helvede og giver det overhovedet mening? Russerne bomber de samme som vi gør, IS; men samtidig er vi og den vestlige verden i et nedfrosset forhold til Rusland. Forvirret? Er der nogen der ved hvorfor det egentlig er sådan? Er der fornuft i dette helvede af alliancer, konflikter, terror eller går vi på en helt igennem irrationel vej, uden mening og uden retfærdiggørelse? Giver det mening at bombe helvede?

Er den eneste rationelle mulighed ikke fra vestlig side at indstille alle kamphandlinger (vores del af det) og søge så vidt muligt at indskrænke sig til humanitær bistand gennem fx Røde Kors eller Røde Halvmåne og Læger uden grænser for at søge at lindre det syriske folks forfærdelige lidelser? Hvem er værst? Assad eller IS eller de andre militære og paramilitære militser? Hvad laver vi i Syrien som krigsdeltagere?

Er den vestlige verden ved at blive trukket ned i et morads vi aldrig skulle have betrådt, et helvede som vi ikke kan komme ud af igen før vi går under sammen med det syriske folk og den arabiske civilisation?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere