Gå videre til hovedindholdet

Jakels hovedbrud

I

Jeg støvede som ofte rundt i den gamle boghandel på jagt efter sjældne og værdifulde bøger, da jeg en dag fandt et værk af en sær forfatter hvor hans hovedperson forsøger at stille bøgerne i sin reol på en sådan måde at de begynder at lyse.

Men eksperimentet mislykkes og jeg tror at det er fordi han tager hele bøger og sætter dem sammen og ikke de mindre enheder, ordene, eller endnu bedre, bogstaverne, og stabler dem på en særlig måde.

Jeg prøvede selv eksperimentet med en genial japaners værker, der tæller så fremragende titler som, 1Q84, og Hardboiled Wonderland og Verdens ende, idet jeg dog ikke stillede de samlede værker ved siden af hinanden i reolen, men lagde dem oven på hinanden på mit skrivebord.

Først skete der ikke rigtig noget, men så, pludselig, hævede stakken sig lidt, kun en 2-3 cm over bordfladen; og jeg tænkte; måske er det hans tanker der får dem til at svæve, måske mine, måske er det fordi de er så jordfjerne eller fordi de søger mod deres oprindelse ude i universet; men i hvert fald hævede de sig ganske lidt, det kunne der ikke være tvivl om.

Så Jakels forsøg og hovedbrud havde fået sig en omend lidt anderledes løsning end forventet. Men jeg var ikke tilfreds. Jeg tænkte stadig i mindre enheder, ord og bogstaver, og forsøgte at stable dem så de kunne nå det jeg ønskede at vide; om det yderste univers og den inderste kerne, den sidste og yderste erkendelse.

Men lige meget hvor meget jeg prøvede og hvor meget jeg tænkte; intet skete. Så slog det mig pludselig: Hvad nu hvis det er sandheden; hvis man vil vide alt, ved man intet og intet sker lige meget hvilke mentalatomer, ord og bogstaver, man sætter sammen og på hvilken måde. Er det ikke den bibelske slanges natur, den grundmenneskelige, Faustske fristelse?

Da jeg havde skrevet disse ord, sat disse bogstaver sammen, begyndte min tablet ikke at lyse, og den svævede ikke ud af mine hænder; men et sted, for mit indre blik, så jeg et smil og hørte et ord: Sådan!

II

Denne skæbnesvangre længsel efter transcendens, denne pinefulde søgen efter noget derude og ikke herinde; denne flugt, denne lidelse.

For eksempel Hegels dybe system af støvede kældre med knudrede gangsystemer og blindgyder; eller Heidegger der hilser på side 1 af Sein und Zeit og så stepper gennem de næste 400 sider hvorefter han bukker og med et suk udbryder; intet ved jeg.

Eller Kant eller Descartes eller Platon eller Aristoteles; alle disse krystalslotte, gennemblæste bygninger uden kærlighed; mennesket som idé eller maskine eller abstraktion, mennesket uden kerne og karakter, som et forladt hus; kærlighed til visdom og had til personligheden.

Så langt hellere Kierkegaard og hans hin enkelte eller Dostojevskijs antihelte af kød og blod. Den der taler til alle taler til ingen som for eksempel i denne sætning. Hvem er jeg, hvem er du, and nothing else matters.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …