Kærligheden er en sol der oplyser sjælens landskab; vældige skove, have, slotte, ruiner, nyttedyr og skadedyr, bjerge og dale, brede og smalle veje og stier; når vi lever med et andet menneske i kærlighed når kærlighedens lys snart ind til de sår vi bærer i os; der hvor det gør ondt; ruinerne; alt ser vi.
Og så flygter vi måske for smerten eller forsøger at flygte; for en gang set kan vi ikke glemme, højst fortrænge, ruinerne, sårene, som kærligheden søger at hele og helbrede; den ser med venlighed, ikke fordømmelse, på sårene; men al heling og helbredelse gør ondt ligesom med kroppen; og derfor kan kærlighed gøre ondt.
Når vi når ind til smertepunktet kan det ske at vi bakker; og så går vi fra hinanden ofte af de samme årsager; igen og igen; ikke nødvendigvis fordi vi er dårlige mennesker eller feje, men fordi det gør for ondt.
Kærligheden er en barsk læge og en skrap kur; men måske den eneste mulige og den eneste effektive; for at helbrede må vi først stille den korrekte diagnose; det gør kærligheden; måske kan kun kærligheden helbrede den syge sjæl. Kærlighedens projektør afslører det vi frygter at se men som vi samtidig har sådan brug for at se; ikke for at pine os, men for at helbrede os.
Kommentarer
Send en kommentar