Da jeg var ung troede jeg at jeg var, nå, sådan noget som verdens ottende vidunder, selvfølelsen uden grænser og parat til at erobre og fremfor alt belære verden.
Jeg elskede menneskeheden men foragtede mennesker; skide irriterende når jeg prædikede og der så stod et menneske der foran mig og skar tænder af min højrøvethed og spændte ben.
Hvorfor var alle - kun ikke jeg - idioter?
Så var det at en god ven sagde: Du frelser, der er kun en kur mod dine kvaler: Gift dig! Og så giftede jeg mig; kunne man høre ballonen briste, kunne man høre selvfølelsen falde fra tinderne med en hylende faldtone og ramle mod jorden?
Frelser frels dig selv. Hvordan bortforklare at jeg var, ja, vanvittig? Hvor meget var vanvid og hvor meget ikke? Jeg vidste det ikke og ved det stadig ikke.
Da jeg var ung gav en kvinde mig engang en tegning med en mand der står på en mægtig hånds håndflade. Billedet var ledsaget af ordene: Bleib Sein Kind.
Og måske er det sådan det er. Og måske er det sådan det skal være. Jo mere jeg lærer, jo mindre ved jeg.
Nu står jeg - yngre og yngre - ved denne hånd; hånden griber varsomt om mig, og jeg bøjer hovedet i skam og lettelse; intet ved jeg; vi dør lige så nøgne som vi fødes: Bleib Sein Kind.
Kommentarer
Send en kommentar