Gå videre til hovedindholdet

Hvad man ikke siger...(opdateres løbende)

1) Højrefløjen er god til at rave til sig, venstrefløjen er gavmild - med andres penge. Hvis man ingen penge har vil man gerne dele, hvis man har mange vil man ikke; er der noget at sige til hvis man føler sig politisk hjemløs?

2) Skole og arbejdsmarked kan lære os at stå op om morgenen. Kunst og ånd kan sige hvorfor.

3) 'Jorden går under - snart' er mantraet i den menneskelige profetkonkurrence blandt kulturpessimister - særligt udbredt er denne sport i eliten. Regnskov, ozonhul, CO2 og tidligere var det god latin i eliten at sige, 'Jesus kommer - snart'. Vi andre fladskaller og fæhoveder tænker måske, 'nå ja, kønt er det ikke, men mon ikke det går'. De dummeste af os, os der udover en ringe intelligens har det ekstra handicap at vi tror, tænker måske, 'nå ja, hvis der kommer en virkelig krise, så griber Gud ind, måske uden vi ved det'. Vores viden og forståelse er så ringe at det grænser til det idiotiske, rene nuller er vi, vi lægger liv og død i en højere Magts Hånd; hvor dum kan man være? Vi ser ud ad vinduet, og ser, at verden, trods alverdens profeter stadig findes; men måske er det en illusion, endnu et eksempel på vores dumhed?

4) Hvor herligt. Nutidens mennesker har ingen problemer. Vi har udfordringer. Vi har heller ingen neuroser men fx ADHD og OCD. Psykiatrien er gennemlyst af effektiv behandling uden bivirkninger og uden at man bliver afhængig af noget. Afdelingerne svømmer over af basal menneskelig kontakt og omsorg. Så hænger du på klippen med det yderste af neglene, så fortvivl ikke. I en anden butik har vi ikke en krigsminister men en forsvarsminister; det ligger bedre på tungen og tynger ikke samvittigheden, men i krig er vi. Mange af menneskenes store problemer, sorry udfordringer med sygdom, fattigdom og krig og nød og elendighed, er heldigvis løst takket være en behjertet indsats fra videnskaben og politiske ledere, der næppe under sig ro før de har løst endnu flere problemer, sorry udfordringer. Vi er så priviligerede, lad os aldrig glemme det!

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere