Gå videre til hovedindholdet

Et sikkert argument mod kristendommen og ideen om al sandhed som menneskelig mulig

Hvis Gud er den eneste der er og kan være alvidende, så kan heller ikke bibelen og kristendommen være al sandhed. Hvis man hævder bibelen og kristendommen som al sandhed, bekræfter man blot 'slangens' ord fra syndefaldsmyten og gentager faldet; at mennesker ved at spise af Kundskabens Træ (ved i tilfældet med kristendommen at læse bibelen (eller måske kirkefædrene eller reformatorerne) eller ved at modtage 'Guds ord' og Helligånden og blive kristen) kan blive lig Gud, og dermed lukker kristendommen sig om sig selv som en slange der bider sig selv i halen, eller som en religiøs eller erkendelsesmæssig kortslutning.

Dette gælder i videre forstand for enhver religion eller filosofi (eller videnskab for den sags skyld; fx ved den af nogle eftersøgte 'teori om alting'), og kan føre til en ny forståelse af religionerne; at de nok kan give en del af sandheden men aldrig al sandhed. Denne er forbeholdt Gud. Den klassiske religiøse fejlslutning og det der næsten definerer en religion er at hævde at dette eller hint er al sandhed (fx Kristus), og den fejl begår fx både kristendommen og islam. Ingen religion kan hævde at være al sandhed, hvis man accepterer, at Gud alene er alvidende.

At blive lig Gud er den gamle sataniske drøm (fra tiden før Satan vendte tilbage til Lyset og Gud; for dette, se 'Vandrer mod Lyset'), og findes foruden i kristendommen og islam også fx i visse nyreligiøse bevægelser og filosofier (fx ved ideen om at man gennem særlige meditationsformer kan blive lig Gud).

Denne drøm er altså ikke så meget tilstede i de forskellige religioners eller filosofiers indhold (omend mangt og meget af indholdet i de gængse religioner peger i retning af mørket) som i kravet på at være al sandhed, og den er selvfølgelig umulig og hører mere hjemme i patologien end i religionen.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere